BogFeature
Kongen der sendte paven en fugl - Roman

Af Karin Conradsen, arkivar, Vejle Stadsarkiv

Endnu en blændende historisk roman fra Martin Petersen.

I 2004 havde jeg den store fornøjelse at stifte bekendtskab med Martin Petersens forfatterskab, da han udgav Indtoget i Kautokeino. Det var et overraskende positivt møde, da jeg som udgangspunkt ikke interesserede mig spor for romanens omdrejningspunkt: samernes historie og udbredelsen af en kristen fundamentalisme i det kolde nord i midten af 1800-tallet. Romanen betog mig fuldstændig, dels på grund af selve historien (der selvfølgelig byggede på en grundig research af historiske kilder), dels fordi forfatteren helt og aldeles mestrede kunsten at lege med sproget og fremtrylle troværdige og meget personlige figurer.

Forventningerne var derfor store, da jeg straks meldte mig på banen som læser og anmelder af Martin Petersens nye, historiske roman: Kongen der sendte paven en fugl. Skøn titel, i øvrigt, som man undervejs i læsningen forstår meningen med. En flot forside med en titel, der gør, at man gerne vender bogen om for at finde ud af, hvad den egentlig handler om. Martin Petersen har nu bevæget sig endnu længere tilbage i tiden. Vi er i midten af 1000-tallet på grænsefladen mellem Vikingetid og Middelalder.

Vi følger danerkongen Sven Estridsen fra drengeårene, hvor han vokser op med en stærk kvindeskikkelse som mor: Svend Tveskægs datter, Estrid. Svends fremtid er usikker. Han bliver født ind i en brydningstid, hvor hedenske traditioner og livsførelse stadig dominerede trods de ca. 75 år der er gået, siden Harald Blåtand gjorde danerne kristne. Der er ikke en stabil magtbalance i Norden og Europa, og det kommer til at præge hele Svend Estridsens liv.

Overgangstiden – det at befinde sig midt i en voldsom brydningstid - er vel egentlig hovedtemaet i bogen. Svend Estridsen ender gang på gang i konflikten mellem på den ene side at ville leve op til de nye kristne værdier/moralbegreber og på den anden side behovet for den til tider løsslupne vikinge-agtige tilværelse, hvor en høvding kan dræbe uden at tøve, hvor der er plads til mange friller og som et direkte resultat heraf: adskillige uægte børn. Kirken spiller en stor rolle i Martin Petersens fremstilling af Svend Estridsens liv. Det kommer bl.a. til udtryk ved en sjov – og fuldstændig velfungerende – struktur, hvor den fiktive munk, Gudvin, får lov at indlede en del kapitler. Gudvin er udpeget til at ”nedtegne alle vigtige hændelser i tronarvingen Svend Magnus’ liv” (s.7). Han ridser op, reflekterer og sætter lige den historiske kontekst på plads. Og sådan følger vi så denne spændende, historiske skikkelse, kong Svend, fra 7-årsalderen, gennem barndom, ungdom og voksenlivet indtil hans død i 1074/1076. Vi følger Svends kamp om magten i Danmark, og - da først den var vundet - de evige stridigheder med den norske konge. Blod, sved og tårer fylder en hel del i beretningen, men der er også gjort plads til et kig ind i hverdagen: de privilegeredes levemåde, den sociale lagdeling, mad- og drikkevaner etc.

Som forfatter af historiske romaner må man en gang imellem blive lidt træt af, at medierne som regel sætter faghistorikere til at anmelde denne genre. Vi kan ikke lade være med at skele til kilderne og spekulere over, hvor meget der er fiktion og hvor meget der er hard-core og helst ti gange videnskabeligt dokumenteret. Bagest i bogen redegør Martin Petersen for, hvilke kilder der danner grundlag for bogen og lægger ikke skjul på, hvor lidt der lader sig faktuelt fortælle. Og det er fint, for efter at have ladet sig fortrylle og forføre gennem ca. 450 sider, vil man faktisk gerne vide netop det (i hvert fald som historiker). Og fortryllet og forført… det bliver man! På trods af enorme forventninger, skuffer bogen ikke det mindste. Martin Petersen er slet og ret en mester udi fortællingens kunst. Mange historiske romaner bevæger sig på kanten til det triviallitterære – måske på grund af de på forhånd givne dramaer. Det er på ingen måde tilfældet med bogen om Svend Estridsen. Martin Petersen puster liv i 1000 år gamle skikkelser på en måde, så de bliver vedkommende og på en måde aktuelle. Om det er troværdige karakterer, der herved fremkommer, er i for sig fuldstændig ligegyldigt. Man ved reelt så lidt om bogens historiske figurer, at forfatteren med god ret kan udfolde sin kunstneriske frihed og give os alle en suveræn, litterær oplevelse. Lige som Indtoget i Kautokeino blev brugt som julegave til adskillige venner/familimedlemmer i 2004, vil jeg også i 2008 glæde mig til at forære bogen til mine udvalgte.