BogFeature
Korstogene - Idé og virkelighed

Af Torben Kjersgaard Nielsen, lektor v. Historiestudiet, Aalborg Universitet

Bogen henvender sig til undervisningen i gymnasieskolen og HF, og dertil er den givetvis ganske velegnet. Forfatteren beretter mundret om korstogenes brogede historie. Forfatteren påbegynder sin fremstilling så langt tilbage som i tiden for Islams ekspansion i 600-årene for derved at give et indtryk af den fjende, korstogene kom til at stå overfor, da det første korstog blev en realitet i slutningen af 1000-tallet. Bogens absolutte tyngde ligger omkring første korstog. Med god ret, fordi korstoget 1095-1099, der afsluttedes med Jerusalems erobring og etableringen af de mellemøstlige korsfarerstater, er ganske unik og normsættende for meget af, det som kendetegnede den efterfølgende korstogs-bevægelse i Vesteuropa. Lars Peter Visti Hansen afslutter sin fremstilling med reformationerne i Europa og korstogstankens død. Og så alligevel ikke, for forfatteren viser sig opmærksom på, hvordan denne middelalderlige idé om hellig og retfærdig krig til stadighed synes at fascinere og påvirke selv moderne forestillinger og tankesæt. Tænk blot på ’krigen imod terror’ og den retorik, der udfoldes i sammenhæng hermed.

Fremstillingen er ganske uproblematisk og holder sig nøje inden for de rammer, som i de seneste årtier er sat af moderne korstogsforskning. Det er således ikke længere nødvendigt at argumentere for, at korstog også kunne gå andre steder hen end til Jerusalem, og at korstog kunne vendes imod også andre modstandere end muslimer.

Det er den såkaldte inklusive korstogsdefinition, der her udfoldes: Korstog defineres af de fleste forskere i dag som en væbnet indsats mod kristenhedens fjender, som disse defineredes af pavedømmet, der autoriserede den militære indsats og bruddet af det femte bud. Til gengæld for deltagelse kunne pavekirken love fuldstændig aflad for krigerens synder og en række yderligere privilegier. Fokuspunktet for den moderne korstogsforsknings definitioner er netop pavekirken og dens autorisation og afladstildeling. Det skal i denne forbindelse understreges, at der netop er tale om forskningsdefinitioner, al den stund den middelalderlige samtid ikke havde noget klart begreb for disse aktiviteter. Et så afgørende privilegium som den fulde aflad fandt først sin endelige teologiske udlægning omkring midten af 1200-tallet.

Dette berører altså en vigtig distinktion mellem nødvendige ’forskningsgreb’ og samtidsopfattelser, der imidlertid ikke fremstilles så klart som ønskeligt i denne bog. Lars Peter Visti Hansen lader i sin fremstilling korstogene fremstå noget mere sammenhængende og klart fokuserede end de givetvis har været i samtiden. Hermed understreges, i min opfattelse, også svaghederne med den moderne korstogsforsknings opfattelser: Ved at fokusere på pavekirkens anerkendelse og autorisation kommer man let til at opskrive pavekirkens reelle indflydelse og gøre kirken langt mere homogen og velfungerende end den var. Samtidig underspilles – både i definitionerne og i denne bog – de konsekvenser for de hjemlige europæiske samfund, som korstogsbevægelsen både resulterede i og var en del af: En øget fokusering på forskelle og en øget udgrænsning af anderledes, både indenfor og udenfor de kristne grænser. En forsker har kaldt etableringen af de højmiddelalderlige kristne samfund for ”the formation of a persecuting society”. Man kunne meget fint have inddraget sådanne aspekter. Dette ville samtidig have styrket den del af bogen, der skulle have angået titlens ”Idé”: Der var mange ideer i omløb om disse forhold i middelalderen selv, og der er mange tilgængelige fortolkninger i forskningen. De kommer ikke frem i denne bog – og det er egentlig synd, for jeg er ret sikker på, at også disse elementer ville have fundet en god redaktør og skribent i Lars Peter Visti Hansen.

Også hvad angår Danmark, havde en sådan tilgang været frugtbar. Moderne forskning i Danmarks middelalderhistorie understreger jo Danmarks deltagelse i den ’europæiske korstogsbevægelse’, og tekstuddrag herfra – og fra ældre Danmarkshistorie, for eksempel – kunne have været interessant for eleverne at læse. Også vore fremstillinger af Danmarkshistorien kan jo anskues som kilder.

Og netop med tanke på, at bogen måske skal finde anvendelse overfor de nye krav til historieundervisningen i gymnasieskolen om at fokusere på det noget uklare begreb ”kulturmøder”, så kunne man have ønsket en diskussion af, hvad det egentlig var der skete? Var der tale så om kulturmøder, og hvad skal man egentlig forstå ved det? Det er tydeligt, at Lars Peter Visti Hansen har et klart blik for emnets muligheder i denne henseende, men det foldes ikke rigtig ud, efter mine begreber. Bogens mange gode kildeuddrag i oversættelse er i hvert fald en rigtig god øjenåbner i forhold til, hvor forskellig samme sag kan anskues. I den sammenhæng er det rigtig godt, at forfatteren har husket at medtage den islamiske side i sine kildeuddrag. Måske skulle man herudover overveje i en kommende revideret udgave at supplere med arbejdsspørgsmål til eleverne?

Bogen er veludstyret med mange gode illustrationer i både farver og sort-hvid, ligesom bogens mange ganske instruktive kort skal fremhæves. Det havde dog været godt, hvis disse kort også havde haft målestoksforhold påført!

Alt i alt: En rigtig god gymnasielærebog, som forhåbentlig kan anspore eleverne til selv at læse videre, og fatte interesse for den forskning der bedrives inden for dette emne i disse år. Jeg er sikker på, at der hér endda er mere at komme efter.