|
Af
Poul Ulrich Jensen
Den 1. oktober 1910
begyndte Direktoratet for Fængselsvæsenet, der i 1973
skiftede navn til Direktoratet for Kriminalforsorgen,
sin virksomhed. I forbindelse med 100 års jubilæet er
der udkommet to bøger – én, der omhandler
direktoratets historie og én, der beskriver landets
arresthuse før og nu.
Ved Europarådets
oprettelse i 1949 citerede Winston Churchill Fjodor
Dostojevskis ord: ”Vis mig dine fængsler, og jeg skal
sige dig, hvilket land du har”. Ethvert samfund må nødvendigvis
have et straffesystem for at opretholde lov og orden,
men bestræbelserne på at forene en effektiv
straffuldbyrdelse med muligheden for at forbedre,
behandle og om muligt resocialisere lovovertrædere er
en svær balancegang, som det også fremgår af
historien om Direktoratet for Kriminalforsorgen, der
gennem de seneste 100 år har håndteret den danske
stats behandling af kriminelle.
Martina Henze, ph.d. i
historie, beskriver fængselsvæsenet og fængselsadministrationens
udvikling frem til direktoratets oprettelse i 1910. Det
var først i løbet af det 18. århundrede, at
frihedsberøvelse blev den mest anvendte straf for
kriminel adfærd, og afsoningen kunne efter en kongelig
resolution i 1842 foregå i forbedringshuse under fuldstændig
isolation eller i tugthuse med både celler og fælles
arbejdsrum. Fængselsvæsenet fik hermed en mere central
rolle i retssystemet, og ved Enevældens ophævelse i
1849 oprettedes en Overinspektion for Fængselsvæsenet
med C.N. David som den første overinspektør. I 1851
overgik straffeanstalterne fra at være lokale til at
blive fælles institutioner for hele landet, og
imponerende fængselskomplekser blev opført – ikke
mindst tugthuset i Horsens, der kom i brug i
1853. C
.N. David fik efterhånden store problemer med at styre
fængselsvæsenets økonomi, så i 1858 tog han sin
afsked og blev i stedet direktør for Nationalbanken. De
nationaløkonomiske udfordringer var åbenbart ikke helt
så store som fængselsvæsenets.
En ny straffelov i 1866 sænkede
strafferammen for en del forbrydelser og medførte et
fald i antallet af afsonere, ligesom der kom gang i
forskellige reformplaner, men i begyndelsen af
1900-tallet var situationen ved at være kritisk.
Pladsmangel resulterede i overbelægning og
”fortvivlende Forhold indenfor Strafanstalterne”.
Tiden var inde til gennemgribende ændringer med
oprettelsen af et Direktorat for Fængselsvæsenet
underlagt Justitsministeren. Ordningen trådte i kraft
den 1. oktober 1910, og det skulle blive en ofte
vanskelig position for det nye direktorat at befinde sig
imellem Justitsministeriet, direktoratets institutioner
og den politiske og folkelige offentlighed. Peter
Fransen, ph.d. og seniorforsker på Landsarkivet for
Fyn, har da også givet sin beskrivelse af de 100 års
virksomhed den sigende titel: ”Altid en noget urolig
etat”.
Den akutte pladsmangel i
de danske fængsler var ikke løst med oprettelsen af
direktoratet, men måtte foreløbig afvente
kommissionsbetænkninger om en revision af den
almindelige borgerlige straffelovgivning og loven om
behandling af forbryderiske og forsømte børn og unge
personer. Det blev en lang ventetid, inden Straffeloven
af 1930 gav en ny ramme for fængselsvæsenet. Da loven
trådte i kraft den 1. januar 1933 havde den økonomiske
krise imidlertid sat en stopper for tilvejebringelsen af
nye fængsler og anstalter tilpasset den mere omfattende
fangedifferentiering, og besættelsestiden og det efterfølgende
retsopgør satte direktoratet under yderligere pres. Der
var således i de første efterkrigsår brug for en
kulegravning af fængselsvæsenets forhold – en
opgave, der blev overdraget et udvalg under
Forvaltningskommissionen af 1946. Direktoratet fik dog
også en aktiv rolle i dette arbejde og kunne i 1949 se
de fleste af sine prioriteringer opfyldt.
Fra 1950érne begyndte en
ny opfattelse af de indsatte at trænge ned gennem fængselshierarkiet
– de havde bortset fra fængslingen rettigheder som
samfundsborgere. Efterhånden som forsorgsspørgsmålet
dukkede op i statsligt regi – Fængselsvæsenets
Forsorgskontor var blevet oprettet allerede i 1946 -
blev en sammenlægning af Direktoratet for Fængselsvæsenet
og Dansk Forsorgsselskab, der var en sammenslutning af fængselsselskaber
med rødder tilbage i 1800-tallet, stadig mere aktuel.
Resultatet blev da også, at et enstemmigt Folketing
besluttede, at staten fra den 1. april 1973 skulle
overtage Dansk Forsorgsselskabs aktiviteter, bl.a.
driften af ungdomspensioner og optagelseshjem. De blev
placeret under Direktoratet for Fængselsvæsenet, der
samtidig ændrede navn til Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Samme år blev også en ny
straffelov vedtaget, og her var målet så vidt muligt
at undgå frihedsberøvelse - fængslinger kunne ikke længere
legitimeres med et behandlingsmæssigt formål. Kunne
man ikke undgå frihedsberøvelse, måtte de skadelige
virkninger heraf begrænses gennem undervisning o.l. Åbne
fængsler, elektroniske fodlænker til afsoning i eget
hjem og undervisning skulle give en så normal tilværelse
som muligt under afsoningen. Gode principper, der dog måtte
tilpasses samfundets realiteter, der nødvendiggjorde
rocker- og narkoafvænningsafdelinger samt etableringen
af et særfængsel for udlændinge –
Kriminalforsorgens Institution for Frihedsberøvede
Asylansøgere m.fl. ”Ellebæk” i Sandholmlejren.
Direktoratets opgaver blev i det hele taget stadig mere
komplekse. Således affødte de mange behandlings- og
undervisningsprogrammer i 2009 oprettelsen af en ny
organisatorisk enhed i direktoratet – Evaluerings- og
dokumentationsenheden, der skal kontrollere, at
ressourcerne anvendes bedst muligt.
Hans Jørgen Engbo, fængselsinspektør
ved Anstalten ved Herstedvester, undersøger i sit
bidrag om de fængselsfaglige udfordringer, hvad
udviklingen i Kriminalforsorgen konkret har betydet for
håndteringen af de indsatte. I 1910 var straffeloven
fra 1866 stadig gældende, og den foreskrev to former
for frihedsstraf – strafarbejde og fængsel. I fx
Horsens Straffeanstalt, hvor tugthusstraffe blev
afsonet, var ”cellerne små og mørke og næsten uden
frisk luft”, og disciplinen militærisk.
Forsorgsarbejdet blev overladt til fængselspræsten,
indtil en forsorgssekretær blev ansat i 1922. I 1945
fik fængselsvæsenet sin første socialrådgiver, og op
gennem 1960’erne og 1970’erne blev forsorgsarbejdet
prioriteret stadig højere.
De nye tider kunne også
anes i en anordning fra 1962, hvor betegnelsen
”fange” blev afløst af ”indsat”. Statsfængslet
Østjylland, der i 2006 afløste Horsens gamle tugthus,
illustrerer udmærket hele denne udvikling. De små mørke
vinduesløse celler er afløst af store opholdsrum med
eget bad og toilet, og der er kulturhus, kirke, moske,
sportshal, bibliotek, købmand og træningsfaciliteter
– et fængsel, bygget efter Kriminalforsorgens princip
om normalisering. Betegnelsen ”opholdsrum” dækker i
øvrigt over det tidligere begreb ”celle”, ifølge
Hans Jørgen Engbo en højst besynderlig sprogudvikling,
idet de indsatte i deres vågne timer normalt ikke
opholder sig der, men er sammen med andre på afdelingen
eller i værksteder, skole og fritidscenter.
Bogen om Direktoratet for
Kriminalforsorgen afrundes med Hans Henrik Brydensholts
personlig beretning om sin tid som direktør i
1970’erne – i kølvandet på ungdomsoprøret.
Tilsammen giver de fire bidrag et oplysende indblik i
Kriminalforsorgens udvikling både hvad angår de
rammer, skiftende lovgivning har udstukket, og de
centrale aktørers visioner og uenigheder omkring den
praktiske udformning. Der er anvendt et omfattende
kildemateriale – retsnormer, rigsdags- og
folketingsforhandlinger, betænkninger og ikke mindst
Justitsministeriets og direktoratets arkivalier. Blandt
de velvalgte illustrationer er en del ikke tidligere
publicerede billeder fra direktoratets og de forskellige
straffeanstalters fængselshistoriske samlinger.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har gennem sine foreløbig
100årige historie gennemgået en ofte snørklet
udvikling, og det er en af bogens store fortjenester, at
den her er beskrevet både grundigt og overskueligt.
Direktoratet for
Kriminalforsorgens 100 års jubilæum har været
anledning til endnu en udgivelse. Den 1. april 1938
overtog staten og dermed direktoratet de kommunale
arresthuse. En del af dem er senere blevet nedlagt, men
rundt om i landet er der stadig 36 i brug, og deres
historie samt nuværende indretning og drift er emnet
for bogen Danmarks
Arresthuse, hvor forhenværende kriminaldommer Peter
Garde er hovedforfatter, medens arrestinspektør Jens
Tolstrup og chefkonsulent Torben Rasmussen har skrevet
billedteksterne til Svend Erik Andersens fotografier.
Fængsler og arresthuse
har op gennem historien været en central del af det
danske retssystem, selv om de i begyndelsen egentlig kun
tjente til midlertidig opbevaring af lovovertrædere,
indtil enten bøde- eller legemsstraf var blevet udmålt.
Fangerne blev typisk anbragt i den mere ydmyge afdeling
af byens råd-, ting- og arresthus ofte under særdeles
kummerlige forhold. Den første forbedring kom med Forordning
om Fængslernes bedre Indretning og de Fangnes Underhold
i 1793. Den blev i 1846 fulgt op med Reglement
for Arrestvæsenet i Danmark, der var gældende frem
til statens overtagelse af arresthusene i 1938. Det blev
herefter Direktoratet for Kriminalforsorgen, der kom til
at præge den videre udvikling med nedlæggelser,
moderniseringer og nybyggeri – og ikke mindst
administrationen af lovgivningen om strafafsoning.
Peter Gardes beskrivelse
af arresthusene – både de 36 stadigt fungerende og de
historisk mest interessante af de nedlagte – begynder
i København og kommer hele landet rundt, inden den
slutter med en afstikker til Tórshavn. Læseren får i
de veloplagte skildringer også et kort rids af pågældende
bys historie fra de første købstadsprivilegier,
ligesom eventuelle spektakulære arrestanter gennem
tiden er omtalt. Som fx Orla Lehmann, der i 1842
afsonede tre måneders fængsel i arresten på Nytorv i
København for angreb på Enevælden. Det blev i øvrigt
et ret behageligt ophold med medbragt velforsynet
bogreol og en sand syndflod af sofapuder fra københavnske
fruer. Knap så udramatisk gik det for sig, da Jeppe
Aakjær i 1887 blev indsat i Viborg arrest for blasfemi
og tilskyndelse til oprør. ”Man kunde næsten drømme sig tilbage til Blaataarnsfangen,
Kongedatteren Leonora Christines Fængsel i sit
Jammersminde”, skrev han mange år senere i sine
erindringer.
De mange fotos
dokumenterer, at arresterne i dag ser helt anderledes ud
- lyse og rummelige med alle nødvendige faciliteter.
Mulighederne for undervisning, arbejde på værksteder
og afslapning i fællesrum er også almindelig standard,
men metaldetektorer og lignende
sikkerhedsforanstaltninger minder alligevel om, at der
ikke er tale om en helt almindelig indkvartering.
Kapaciteten varierer fra Vestre Fængsels 400 pladser
til beskedne 13 i Nykøbing Mors, men alle steder er belægningsprocenten
høj. Landets arresthuse er stort set fyldt til
bristepunktet, og de indsatte ofte mere kriminelt
belastede end tidligere, hvor blot en cykeltyveri kunne
føre til et ophold bag tremmerne.
I bogen om Danmarks
arresthuse supplerer teksten og illustrationerne
hinanden på fremragende vis og giver et ret enestående
indblik i en verden, som de fleste jo - heldigvis kan
man sige - ellers ikke stifter bekendtskab med. Det er
også udstyrsmæssigt en meget flot publikation, Jurist-
og Økonomforbundets Forlag her har udgivet, og sammen
med historien om Direktoratet for Kriminalforsorgen 1910
-2010 markerer den 100 års jubilæet på bedste vis.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Ole Hansen, Martina
Henze, Torben Rasmussen og Jens Tolstrup (red.):
Direktoratet for
Kriminalforsorgen 1910-2010
Udg. af Direktoratet
for Kriminalforsorgen
248 sider, ill., 200
kr.
Direktoratet
for Kriminalforsorgen >
Peter Garde, Torben
Rasmussen og Jens Tolstrup (red.):
Danmarks Arresthuse
Udg. af Jurist- og
Økonomforbundets Forlag
324 sider, ill., 500
kr.
Jurist-
og Økonomforbundets Forlag >
Henning Grelle:
Thorvald Stauning
- Demokrati eller kaos
Udg. Af
Jyllands-Postens Forlag
574 sider, 299 kr.
Forlag >
|
|
|
|
|
|