BogFeature
- Direktoratet for Kriminalforsorgen 1910-2010

- Danmarks Arresthuse

Af Poul Ulrich Jensen

Den 1. oktober 1910 begyndte Direktoratet for Fængselsvæsenet, der i 1973 skiftede navn til Direktoratet for Kriminalforsorgen, sin virksomhed. I forbindelse med 100 års jubilæet er der udkommet to bøger – én, der omhandler direktoratets historie og én, der beskriver landets arresthuse før og nu.

Ved Europarådets oprettelse i 1949 citerede Winston Churchill Fjodor Dostojevskis ord: ”Vis mig dine fængsler, og jeg skal sige dig, hvilket land du har”. Ethvert samfund må nødvendigvis have et straffesystem for at opretholde lov og orden, men bestræbelserne på at forene en effektiv straffuldbyrdelse med muligheden for at forbedre, behandle og om muligt resocialisere lovovertrædere er en svær balancegang, som det også fremgår af historien om Direktoratet for Kriminalforsorgen, der gennem de seneste 100 år har håndteret den danske stats behandling af kriminelle.

Martina Henze, ph.d. i historie, beskriver fængselsvæsenet og fængselsadministrationens udvikling frem til direktoratets oprettelse i 1910. Det var først i løbet af det 18. århundrede, at frihedsberøvelse blev den mest anvendte straf for kriminel adfærd, og afsoningen kunne efter en kongelig resolution i 1842 foregå i forbedringshuse under fuldstændig isolation eller i tugthuse med både celler og fælles arbejdsrum. Fængselsvæsenet fik hermed en mere central rolle i retssystemet, og ved Enevældens ophævelse i 1849 oprettedes en Overinspektion for Fængselsvæsenet med C.N. David som den første overinspektør. I 1851 overgik straffeanstalterne fra at være lokale til at blive fælles institutioner for hele landet, og imponerende fængselskomplekser blev opført – ikke mindst tugthuset i Horsens, der kom i brug i 1853. C .N. David fik efterhånden store problemer med at styre fængselsvæsenets økonomi, så i 1858 tog han sin afsked og blev i stedet direktør for Nationalbanken. De nationaløkonomiske udfordringer var åbenbart ikke helt så store som fængselsvæsenets.

En ny straffelov i 1866 sænkede strafferammen for en del forbrydelser og medførte et fald i antallet af afsonere, ligesom der kom gang i forskellige reformplaner, men i begyndelsen af 1900-tallet var situationen ved at være kritisk. Pladsmangel resulterede i overbelægning og ”fortvivlende Forhold indenfor Strafanstalterne”. Tiden var inde til gennemgribende ændringer med oprettelsen af et Direktorat for Fængselsvæsenet underlagt Justitsministeren. Ordningen trådte i kraft den 1. oktober 1910, og det skulle blive en ofte vanskelig position for det nye direktorat at befinde sig imellem Justitsministeriet, direktoratets institutioner og den politiske og folkelige offentlighed. Peter Fransen, ph.d. og seniorforsker på Landsarkivet for Fyn, har da også givet sin beskrivelse af de 100 års virksomhed den sigende titel: ”Altid en noget urolig etat”.

Den akutte pladsmangel i de danske fængsler var ikke løst med oprettelsen af direktoratet, men måtte foreløbig afvente kommissionsbetænkninger om en revision af den almindelige borgerlige straffelovgivning og loven om behandling af forbryderiske og forsømte børn og unge personer. Det blev en lang ventetid, inden Straffeloven af 1930 gav en ny ramme for fængselsvæsenet. Da loven trådte i kraft den 1. januar 1933 havde den økonomiske krise imidlertid sat en stopper for tilvejebringelsen af nye fængsler og anstalter tilpasset den mere omfattende fangedifferentiering, og besættelsestiden og det efterfølgende retsopgør satte direktoratet under yderligere pres. Der var således i de første efterkrigsår brug for en kulegravning af fængselsvæsenets forhold – en opgave, der blev overdraget et udvalg under Forvaltningskommissionen af 1946. Direktoratet fik dog også en aktiv rolle i dette arbejde og kunne i 1949 se de fleste af sine prioriteringer opfyldt.

Fra 1950érne begyndte en ny opfattelse af de indsatte at trænge ned gennem fængselshierarkiet – de havde bortset fra fængslingen rettigheder som samfundsborgere. Efterhånden som forsorgsspørgsmålet dukkede op i statsligt regi – Fængselsvæsenets Forsorgskontor var blevet oprettet allerede i 1946 - blev en sammenlægning af Direktoratet for Fængselsvæsenet og Dansk Forsorgsselskab, der var en sammenslutning af fængselsselskaber med rødder tilbage i 1800-tallet, stadig mere aktuel. Resultatet blev da også, at et enstemmigt Folketing besluttede, at staten fra den 1. april 1973 skulle overtage Dansk Forsorgsselskabs aktiviteter, bl.a. driften af ungdomspensioner og optagelseshjem. De blev placeret under Direktoratet for Fængselsvæsenet, der samtidig ændrede navn til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Samme år blev også en ny straffelov vedtaget, og her var målet så vidt muligt at undgå frihedsberøvelse - fængslinger kunne ikke længere legitimeres med et behandlingsmæssigt formål. Kunne man ikke undgå frihedsberøvelse, måtte de skadelige virkninger heraf begrænses gennem undervisning o.l. Åbne fængsler, elektroniske fodlænker til afsoning i eget hjem og undervisning skulle give en så normal tilværelse som muligt under afsoningen. Gode principper, der dog måtte tilpasses samfundets realiteter, der nødvendiggjorde rocker- og narkoafvænningsafdelinger samt etableringen af et særfængsel for udlændinge – Kriminalforsorgens Institution for Frihedsberøvede Asylansøgere m.fl. ”Ellebæk” i Sandholmlejren. Direktoratets opgaver blev i det hele taget stadig mere komplekse. Således affødte de mange behandlings- og undervisningsprogrammer i 2009 oprettelsen af en ny organisatorisk enhed i direktoratet – Evaluerings- og dokumentationsenheden, der skal kontrollere, at ressourcerne anvendes bedst muligt.

Hans Jørgen Engbo, fængselsinspektør ved Anstalten ved Herstedvester, undersøger i sit bidrag om de fængselsfaglige udfordringer, hvad udviklingen i Kriminalforsorgen konkret har betydet for håndteringen af de indsatte. I 1910 var straffeloven fra 1866 stadig gældende, og den foreskrev to former for frihedsstraf – strafarbejde og fængsel. I fx Horsens Straffeanstalt, hvor tugthusstraffe blev afsonet, var ”cellerne små og mørke og næsten uden frisk luft”, og disciplinen militærisk. Forsorgsarbejdet blev overladt til fængselspræsten, indtil en forsorgssekretær blev ansat i 1922. I 1945 fik fængselsvæsenet sin første socialrådgiver, og op gennem 1960’erne og 1970’erne blev forsorgsarbejdet prioriteret stadig højere.

De nye tider kunne også anes i en anordning fra 1962, hvor betegnelsen ”fange” blev afløst af ”indsat”. Statsfængslet Østjylland, der i 2006 afløste Horsens gamle tugthus, illustrerer udmærket hele denne udvikling. De små mørke vinduesløse celler er afløst af store opholdsrum med eget bad og toilet, og der er kulturhus, kirke, moske, sportshal, bibliotek, købmand og træningsfaciliteter – et fængsel, bygget efter Kriminalforsorgens princip om normalisering. Betegnelsen ”opholdsrum” dækker i øvrigt over det tidligere begreb ”celle”, ifølge Hans Jørgen Engbo en højst besynderlig sprogudvikling, idet de indsatte i deres vågne timer normalt ikke opholder sig der, men er sammen med andre på afdelingen eller i værksteder, skole og fritidscenter.

Bogen om Direktoratet for Kriminalforsorgen afrundes med Hans Henrik Brydensholts personlig beretning om sin tid som direktør i 1970’erne – i kølvandet på ungdomsoprøret. Tilsammen giver de fire bidrag et oplysende indblik i Kriminalforsorgens udvikling både hvad angår de rammer, skiftende lovgivning har udstukket, og de centrale aktørers visioner og uenigheder omkring den praktiske udformning. Der er anvendt et omfattende kildemateriale – retsnormer, rigsdags- og folketingsforhandlinger, betænkninger og ikke mindst Justitsministeriets og direktoratets arkivalier. Blandt de velvalgte illustrationer er en del ikke tidligere publicerede billeder fra direktoratets og de forskellige straffeanstalters fængselshistoriske samlinger. Direktoratet for Kriminalforsorgen har gennem sine foreløbig 100årige historie gennemgået en ofte snørklet udvikling, og det er en af bogens store fortjenester, at den her er beskrevet både grundigt og overskueligt.

Direktoratet for Kriminalforsorgens 100 års jubilæum har været anledning til endnu en udgivelse. Den 1. april 1938 overtog staten og dermed direktoratet de kommunale arresthuse. En del af dem er senere blevet nedlagt, men rundt om i landet er der stadig 36 i brug, og deres historie samt nuværende indretning og drift er emnet for bogen Danmarks Arresthuse, hvor forhenværende kriminaldommer Peter Garde er hovedforfatter, medens arrestinspektør Jens Tolstrup og chefkonsulent Torben Rasmussen har skrevet billedteksterne til Svend Erik Andersens fotografier.

Fængsler og arresthuse har op gennem historien været en central del af det danske retssystem, selv om de i begyndelsen egentlig kun tjente til midlertidig opbevaring af lovovertrædere, indtil enten bøde- eller legemsstraf var blevet udmålt. Fangerne blev typisk anbragt i den mere ydmyge afdeling af byens råd-, ting- og arresthus ofte under særdeles kummerlige forhold. Den første forbedring kom med Forordning om Fængslernes bedre Indretning og de Fangnes Underhold i 1793. Den blev i 1846 fulgt op med Reglement for Arrestvæsenet i Danmark, der var gældende frem til statens overtagelse af arresthusene i 1938. Det blev herefter Direktoratet for Kriminalforsorgen, der kom til at præge den videre udvikling med nedlæggelser, moderniseringer og nybyggeri – og ikke mindst administrationen af lovgivningen om strafafsoning.

Peter Gardes beskrivelse af arresthusene – både de 36 stadigt fungerende og de historisk mest interessante af de nedlagte – begynder i København og kommer hele landet rundt, inden den slutter med en afstikker til Tórshavn. Læseren får i de veloplagte skildringer også et kort rids af pågældende bys historie fra de første købstadsprivilegier, ligesom eventuelle spektakulære arrestanter gennem tiden er omtalt. Som fx Orla Lehmann, der i 1842 afsonede tre måneders fængsel i arresten på Nytorv i København for angreb på Enevælden. Det blev i øvrigt et ret behageligt ophold med medbragt velforsynet bogreol og en sand syndflod af sofapuder fra københavnske fruer. Knap så udramatisk gik det for sig, da Jeppe Aakjær i 1887 blev indsat i Viborg arrest for blasfemi og tilskyndelse til oprør. ”Man kunde næsten drømme sig tilbage til Blaataarnsfangen, Kongedatteren Leonora Christines Fængsel i sit Jammersminde”, skrev han mange år senere i sine erindringer.

De mange fotos dokumenterer, at arresterne i dag ser helt anderledes ud - lyse og rummelige med alle nødvendige faciliteter. Mulighederne for undervisning, arbejde på værksteder og afslapning i fællesrum er også almindelig standard, men metaldetektorer og lignende sikkerhedsforanstaltninger minder alligevel om, at der ikke er tale om en helt almindelig indkvartering. Kapaciteten varierer fra Vestre Fængsels 400 pladser til beskedne 13 i Nykøbing Mors, men alle steder er belægningsprocenten høj. Landets arresthuse er stort set fyldt til bristepunktet, og de indsatte ofte mere kriminelt belastede end tidligere, hvor blot en cykeltyveri kunne føre til et ophold bag tremmerne.

I bogen om Danmarks arresthuse supplerer teksten og illustrationerne hinanden på fremragende vis og giver et ret enestående indblik i en verden, som de fleste jo - heldigvis kan man sige - ellers ikke stifter bekendtskab med. Det er også udstyrsmæssigt en meget flot publikation, Jurist- og Økonomforbundets Forlag her har udgivet, og sammen med historien om Direktoratet for Kriminalforsorgen 1910 -2010 markerer den 100 års jubilæet på bedste vis.