BogFeature
Stålets mænd

- Det danske stålvalseværk 1940-1962

Af Per Bugge Vegger, Mønsted Kalkgruber

Historien om Det danske stålvalseværk i Frederiksværk er en fortælling om et stykke dansk industri, der overlevede, selv om markedet for stål flere gange ændrede sig radikalt i den periode, bogen omhandler.

På grund af karteldannelser i stålindustrien måtte danske skibsværfter i 1930-erne betale overpris for stål. En utålelig situation og for at sikre sig stål til rimelige priser og forsyningssikkerhed blev aktieselskabet Det danske stålvalseværk stiftet i 1940 med danske værfter som de største aktieholdere.

Man kunne måske tro, at et dansk stålvalseværk med en krigsvigtig produktion ville have en positiv tysk interesse, men nej. I de første krigsår var det åbenbart kun få, der troede på en langvarig krig. Tyske stålværker håbede på en tilbagevenden til de gode tider før krigen, og i de drømme var der ikke plads til et dansk stålvalseværk. Byggeriet af værket blev derfor forsinket, og først i august 1942 støbte man det første stål. Råstoffet var dansk skrot, der blev omsmeltet i  Siemens-Martin ovne for derefter at blive valset til forskellige profiljern.

Til særlig glæde for skibsværfterne købte man efter krigen et brugt amerikansk valseværk til plader, men udvidede også produktionen ved bl.a. at valse kamstål, der fandt anvendelse som armering i jernbeton. Kamstålet udgik senere til fordel for tentorstål.

Investeringerne på stålvalseværket kan opdeles i fire perioder. Første etablering frem til 1942, 1947-49 med pladeværk, 1953 mindre moderniseringer og ombygninger, 1957-1960 mellempladeværk, blokvalseværk og nyt pladeværk og i 1962 begyndelsen til et nyt kontinuerligt valseanlæg. I den samme periode voksede produktionen pr. medarbejder fra ca. 70 tons stål om året til ca. 220 tons.

Med de danske skibsværfter som storaktionærer i stålvalseværket havde værket naturligvis en rimelig sikker fremtid, men alligevel var det ved at gå galt i 1950. En overkapacitet for stål på verdensmarkedet betød lave priser. Så lave at de danske kunder, der også var ejere, måtte overveje, om en forsyningssikkerhed ikke kunne betales for dyrt.  Med krigen i Korea vendte markedet for stål og stålvalseværket begyndte at tjene penge, endda så mange at værket frem til 1962 betalte alle nyinvesteringer ved at trække på egenkapitalen. I 1952 var udbyttet på aktier 6 % og i 1957 blev det hævet til 8 %.

Ovenstående er de ydre rammer om Jørgen Burchardts fortælling. Forfatteren havde i en periode arbejdsplads i stålvalseværkets administration, hvor han sikrede genstande og historiske oplysninger. Her har Jørgen Burchardt sikkert gennemlæst utallige ingeniørrapporter, for værkets indre historie er set med teknikerens briller. Ved planlægningen og opstarten vidste man selvfølgelig, hvordan et stålvalseværk i teorien fungerede, men et er teori noget andet praksis. Det sidste manglede, og medarbejdere måtte derfor lade sig hverve til industrispionage og arbejde i krigsvigtig industri på tyske stålvalseværker. Senere rejste medarbejdere på studieture til England og U.S.A.

I opstarten var der intet, der virkede som forventet, men efterhånden producerede man salgbare produkter. Det må alligevel undre, at stålvalseværket overlevede. Her var ingen ny teknologi, i pladeværket arbejdede man med maskineri, som andre havde kasseret, og kunderne accepterede en overpris i forhold til, hvad man kunne købe til fra udlandet. Skibsværfterne accepterede måske overprisen, fordi et dansk stålvalseværk betød forsyningssikkerhed, men sådan behøver det jo slet ikke at være. Reelt blev stålvalseværkets priser bestemt af køberne, da de kontrollerede aktieselskabet, og skibsværfterne fik derfor mulighed for at placere et overskud, hvor det var mest belejligt. Offentlig støtte til skibsværfterne og ejerkreds til aktierne i de forskellige selskaber burde være inddraget i behandlingen af stålvalseværftets økonomi.

Anmelderen har selv arbejdet på stålvalseværket først i 1970-erne. Det er naturligvis år, der ligger uden for bogens periode, men bortset fra indvielsen af blokvalseværket har jeg indtrykket af, at arbejdsforholdene ikke ændrede sig meget fra 1962 til 1973-74. Som feriearbejder blev man placeret i ”det flyvende korps”. Det betød forskelligt arbejde på steder, hvor man af den ene eller anden grund manglede en afløser. Det var rigtig spændende og til at holde ud, fordi det ikke skulle vare evigt, men at jeg har arbejdet på værftet betyder også, at jeg med fornøjelse har læst Burchardts bog. Den indre film har rullet lystigt. Det vil de færreste opleve. For at læse bogen skal man have et teknisk ordforråd, som vist kun et fåtal behersker. Dynamoblik, lokkepropper, chargerkran, mulder, herden, propstang, kamstål, ferrosilicium nedsætter læsehastigheden for mange. Det samme gør en lemfældig korrekturlæsning, der betyder, at man møder sætninger som ”Initiativtageren til Det Danske Luftfartsselskab, DDL, var Willie Wulff. Selvom han var billedhugger, så han muligheden i det nye transportmiddel og var den drivende kraft i projektet” eller ”Han blev karakteriseret som lidt akademisk, men hvis man lærte ham at kende, kunne han fremtræde kultiveret og med en human personlighed”.

Stålvalseværket var ikke for sarte sjæle. Det var en beskidt arbejdsplads, og blandingen af flydende stål, kraner og valser gav mange arbejdsskader, en del med dødelig udgang, men alligevel var det en god arbejdsplads med rimelige lønninger og i lange perioder også en arbejdsplads, hvor man skulle være uheldig for at blive fyret. Uden for fabriksporten var det derimod knapt så morsomt. Frederiksværk havde ikke rimelige boliger til de mange tilflyttere fra den nye arbejdsplads, og først i løbet af 1950-erne blev dette problem løst tilfredsstillende.

Bogen kan varmt anbefales til gamle medarbejdere på Det danske stålvalseværk og folk med interesse for stål. Andre kan have mere end svært ved at læse den. Efter sidste kapitel må man stadigvæk undre sig over, at en industrivirksomhed, der allerede fra starten var forældet, fik lov til at leve i så mange år som den trods alt gjorde. En grundig analyse af det danske marked for stål ville have klædt bogen.