BogFeature
Arbejdernes Kunstforening - Kunst til folket 1936-2009

- Kunst til folket 1936-2009

Kirsten Lindberg, arkitekt m.a.a., dr.phil.

367 malerier og 1.444 tegninger og grafiske arbejder faldt som appelsinen i turbanen hos Arbejdermuseet i 2002. Dermed øgedes bestanden af kunst betragteligt på museet, som ellers mest omfatter brugsgenstande af ordinær art, benyttet af arbejderklassen.

Den nyerhvervede billedkunst var en foræring fra Arbejdernes Kunstforening, og i forbindelse med overdragelsen lovede museet som en beskeden tak at dokumentere og publicere kunstforeningens historie; en del af dokumentationen var dog allerede udført af Hanne Lykke-Meyer for foreningen. Der afholdes nu en udstilling med ca. en syvendedel af gaven repræsenteret, og i den forbindelse blev udgivet denne bog, forfattet af de to kunsthistorikere Hanne Abildgaard og Connie Hansen.

Man må sige, at bogen med gengivelse af ca. 237 værker i høj grad viser den store gaves spændvidde. Billederne er smukt gengivet i såvel farver som for nogle af de grafiske billeders vedkommende sort-hvidt. Faktisk er der så mange billedgengivelser, at det er svært at finde frem til lay-out’ets grundform, men det fungerer strålende med en stor respekt for de klassiske dyder i bogfremstilling, selv om der er enkelte svipsere imellem. Det er da også det garvede par Mette & Eric Mourier, der har stået for tilrettelæggelsen, og Narayana Press har udført produktionen som vanligt med bravour. Kun må også for denne bogs vedkommende fremføres, at det er synd og skam, at man ikke har ofret noget på indbindingen, så det klæbrige ”plastiklag” på bindet kunne undgås. Nu ses straks fingeraftryk, når bogen har været i hånd – og det skulle den jo gerne være ofte.

Bindets forside viser en gengivelse af Dan Sterup-Hansens ”Begravelse” fra begyndelsen af 1980’erne. Det er malet med akrylfarver med tydelig og bevidst gennemslag af blyantskitse og monteret på masonite. Valget af netop dette billede kan undre, for det signalerer helt klart Arbejdernes Kunstforenings ophør, men foreningen eksisterer endnu. En grund kunne måske være, at Sterup-Hansen var en af maleskolens første ledere, i mange år dens eneste.

Der redegøres i teksten sobert af Hanne Abildgaard for foreningens forhistore, stiftelse, dens pædagogiske indsats, dens bidrag til udsmykning af arbejderhjem og egne lokaler samt udstillinger på arbejdspladser, alt i fem velskrevne kapitler, behørigt forsynet med kildehenvisninger.

Den anden forfatter Connie Hansen har leveret de to sidste kapitler om foreningens samling og den maleskole, som i dag er det væsentligste aktiv i foreningen. Disse kapitler fortjener samme karakteristik som de øvrige.

Endelig har de to i fællig udarbejdet oversigterne over undervisere på maleskolen, formænd i foreningen samt afholdte udstillinger af dele af dens værker. Som direktør for Arbejdermuseet har Peter Ludvigsen skrevet forordet sammen med Hanne Abildgaard og det er på bedste skolemesterfacon, altså med pædagogiske spørgsmål, og en uskøn blanding af nutid og datid.

Bogen spiller på to strenge: den kunstneriske mangfoldighed og Arbejdernes Kunstforenings historie. Der har ikke været megen avantgardistisk kunst i foreningen, og det har været helt bevidst, for formålet med dens virke har været at højne arbejdernes kunstforstand i bred almindelighed. Helt uden sværdslag over for den etablerede, traditionelle såkaldte arbejderkunst har foreningens indkøb dog ikke været, for der er en del non-figurativ kunst deriblandt.

I øvrigt er der diverse kunstretninger repræsenteret, og den røde tråd i samlingen mangler ganske. Det skal den dog slet ikke lastes for, tværtimod, for egentlig gør det både samling og bog til et glimrende studieobjekter for den enkle kunst, som de fleste mennesker kan forholde sig til, og som kan indpasses i ganske mange hjem – just som det var tilsigtet.

Foreningens historie begyndte i 1936, da AOF oprettede en virksomhed, der skulle sælge billige grafiske værker til arbejderne. Derved skulle arbejderne så at sige opdrages til at skelne kunsten fra de masseproducerede trommesalsmalerier, som ellers havde pladsen over sofaen, og som i høj grad kunne karakteriseres som fiduskunst. Den aktuelle anledning var en byretssag i København mod en kunsthandler, der havde solgt billeder på borgestuerne på de større arbejdspladser til priser, der slet ikke stod i rimelig relation til det pauvre indhold, men som arbejderne åbenbart i stor stil købte på afbetaling, idet de troede på den måde at få kunst ligesom det bedre borgerskab. Arbejderkulturen har som bekendt langt op i tiden – og i vid udstrækning endnu – placeret sig som en billigere og ringere variant af borgerskabets kultur, der tilsvarende har relateret til overklassens kultur med efterligninger. Et kedeligt fænomen, som absolut ikke anses for at være flatterende hverken på Arbejdermuseet eller i arbejderbevægelsen, som gerne vil se sidstnævnte som noget særligt, men dog et faktum.

I 1946 oprettedes Arbejdernes Kunstforening da med afsæt i ovennævnte forening, og den har så haft et særdeles aktivt virke med opdragende virksomhed i form af udstillinger, foredrag og forskellige former for dialog mellem arbejdere og kunstnere.

Der indkøbtes såvel billedkunst som vævede tæpper, keramik og skulpturer i de første år, men snart blev det billedkunsten, der blev enerådende. Foreningens indkøb var ej heller kontinuerlige, og der blev jævnligt bortloddet værker til medlemmerne, eller nogle blev solgt til andre af arbejderbevægelsens institutioner. Man fornemmer, at foreningen til enhver tid har været stærkt præget af sin leder og dennes præferancer.

Det blev officielt økonomien med manglende midler, der foranledigede samlingen afhændet til Arbejdermuseet. Det kan dog næppe udelukkes, at det også nok så meget har været manglende interesse for foreningens virke, for i takt med klasseskellenes udviskning har det været svært at fastholde interessen for en postuleret arbejderkultur.

Men uanset dette er det en fin samling kunst, der er blevet Arbejdermuseet til del, og det kan kun hilses med begejstring, at museet nu har fået muligheden for at spænde bredere end hidtil. Bogen, der er blevet det første konkrete resultat af overdragelsen, bidrager i høj grad til en højnelse af standarden, og der er grund til at sige til lykke til museet med den.

Bogen er ledsaget af en værkfortegnelse, der samtidig fungerer som katalog for den udstilling, der er på Arbejdermuseet indtil den 10. maj med 253 af de modtagne værker.