BogFeature
Dansk kystkultur under forandring

Kystlandskab, kulturhistorie og naturforvaltning i det 20. århundrede.

Af Henning Lyngsbo

Akademisk Råd, Det humanistiske fakultet, Århus Universitet gav den 27.6.2005 efter skriftlig høring sin tilslutning til bedømmelsesudvalgets enstemmige indstilling, hvorefter

Søren Byskov fik tildelt ph.d.-graden for afhandlingen Dansk kystkultur under forandring. Kystlandskab, kulturhistorie og naturforvaltning i det 20. århundrede.

Søren Byskov er museumsinspektør ved Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Det er museets eget forlag, der har udgivet afhandlingen i bogform med støtte fra Aage V. Jensens Fonde. 

Formålet med afhandlingen fremgår klart af titlen og dens faglige niveau har et enstemmigt bedømmelsesudvalg godkendt. Så langt så godt.

Formålet med bogudgivelsen er derimod ikke helt så klart. Forlaget betegner selv bogen som museets Studieserie nr. 23, hvilket i sig selv signalerer en vis tyngde i stoffet og dermed krav til læseren. Med forfatterens egne ord om, at bogen er en let omarbejdet afhandling, passer bogens stil da også mere på en bog for fagfolk med forstand på kystkultur – hvad det så end er – end på en bog, der har ambition om at blive en page-turner for folket. Læge individer med interesse for de danske kystlandskaber og deres forandring må derfor væbne sig med tålmod og en fremmedordbog. 

For brugere af naturen er titlen på bogen yderst lokkende, men indholdet, som nævnt, noget utilnærmeligt og skuffende i forhold til forventningens glæde. Bogen er på 360 sider og med et righoldigt billedmateriale. De mange billeder skal støtte forfatterens ærinde med bogen: at sætte fokus på kystkulturens forandring. Billederne er desværre sort/hvide. Derved mistes en del af deres dokumentationsværdi. Det hele virker gråt i gråt. Naturen og dens forandringer ses og forstås nu engang bedst i farver. Skulle der på et tidspunkt opstå behov for et nyt oplag – hvad man da må håbe – burde forfatter og forlag alvorligt overveje en pæn omredigering og reduktion af brødtekst – bl.a. af omkostningsmæssige årsager - til fordel for billeder i farver. 

Forfatteren forklarer selv, hvad han forstår ved kystkultur. ”Kystkultur anskues som ressourceudnyttelse, idet både udnyttelsen af fysiske ressourcer i kystområderne og brugen af kysterne i rekreativt øjemed, som bosted eller som naturområde betragtes som måder, hvorpå egenskaber ved kysterne gøres til genstand for en samfundsmæssig værdisætning og anvendelse.” Forfatteren lægger vægt på, at denne begrebsliggørelse af kystkulturen findes ”hos betragteren”, forstået som de aktører, der identificerer ressourcepotentialerne. Forfatterens konklusion er ikke overraskende, at der har fundet en rekreationalisering af kystudnyttelsen sted. ”Kystlandskabernes dominerende samfundsmæssige værdi er ikke længere bestemt ud fra deres fysisk produktive eller infrastrukturelle potentialer, men derimod i forhold til hvad man kunne kalde deres oplevelsesmæssige og/eller symbolske betydningsindhold som natur- eller kulturlandskab.”

Når denne konklusion ikke er overraskende, skyldes det vel, at den hovedsageligt hviler på 3 delstudier omfattende Blåvandsområdet, Voerså og Aså ved Vendsyssels østkyst og endelig øen Nyord ved Møn. Alle tre kystlandskaber har undergået en forandring til rekreative formål – hvad vel er de fleste bekendt. Der er tale om relativt begrænsede kystarealer i forhold til, at Danmark har omkring 7.000 km kyststrækning. Der findes sikkert mange områder, der ligner forfatterens valgte. Men der er langt igen til en beskrivelse af udviklingen for den samlede kyststrækning. Og der vil være områder, hvor forfatterens konklusion næppe holder. Kystlandskabet omkring Århus-bugten f.eks. synes netop at være bestemt af fysisk produktive og infrastrukturelle potentialer såsom den enorme havneudvidelse i Århus, udvidelser af Studstrupværket i Kaløvig, vindmøller i farvandet ud for Tunø, hurtigruten Århus – Sjælland, fortsat udledning af kvælstof, fosfor m.m. Disse forhold influerer mere eller mindre på iltindhold, algeforekomst og dermed fiskebestand i Århus-bugten. Men de medfører tillige en løbende forandring af kystlandskabet omkring Århus-bugten, der arealmæssigt er af helt andre og større dimensioner end hvad de tre delstudieområder udgør. For nu at anvende forfatterens terminologi, så oplever betragteren her en afrekreationalisering. Her er den dominerende diskurs funderet i økonomisk udnyttelse af de foreliggende fysiske ressourcer. 

Der kan nævnes andre eksempler som Skagen havns indhug i P.S.Kroyers Sønderstrand. Eller mere generelt: Enhver kommune med adgang til kystområder søger i dag med alle midler at få nye sommerhusområder etableret – ikke så meget af hensyn til naturoplevelserne som hensynet til de forventede skatteindtægter og omsætning til de handlende i området. Denne tendens vil forstærkes fremover. Så gør det ikke så meget, at kommunens bedste tilbud om naturoplevelse ofte er en hob af mennesker, der i bedste charterrejsestil - men nu på stranden – bryder ud i klapsalver, når solen er gået ned bag horisonten. Så kan man kalde det nok så meget rekreationalisering. Det er i bund og grund en økonomisk udnyttelse af de foreliggende ressourcer 

Noget af det mere interessante i bogen er gennemgangen af førnævnte 3 delstudier. Gennem interviews af ret så mange personer, referencer fra et stort kildemateriale og endelig et godt noteapparat får læseren nogle gode oplevelser og et godt indblik i de lokales oprør og kamp mod samfundets forsøg på indgriben i deres brug af kystlandskabet. Beskrivelserne af de mange aktører på godt og ondt vidner om forfatterens indlevelsesevne og forståelse for parternes standpunkter. Det giver bogen et plus. Det giver også en forståelse for forfatterens konklusion.