BogFeature
Lohals søfart - Fra skipperby til feriested

Af Poul Ulrich Jensen

Lohals har gennem de seneste godt 150 år gennemløbet en udvikling, der på mange måder er karakteristisk for de mindre danske søfartssamfund – fra blomstrende og foretagsom by til et udkantsområde med tvivlsomme fremtidsudsigter.  Tidligere inspektør ved Langelands Museum, Ole Mortensøn, har ud fra et omfattende kildemateriale og en del lokale beboeres erindringer beskrevet og dokumenteret dette forløb fra begyndelsen af 1800-tallet til i dag.

I folketællingen fra 1801 figurerer de maritime erhverv stort set ikke for Lohals vedkommende, selv om beliggenheden tæt på Langelands nordspids gav rige muligheder for skibsfart. Under Napoleonskrigen blev der imidlertid oprettet en kanonbådsstation, og selv om den blev nedlagt efter fredsslutningen i 1814, kunne havneanlæggets broer stadig anvendes. Efterhånden kom der gang i skibsfarten, og især anlæggelsen af en rigtig havn i 1862 gav et markant statusløft overfor de omliggende landbrugssogne og satte desuden gang i byggeriet. Frugtsejladsen til større byer som Ålborg, Århus og København var da allerede veletableret, og bogen giver en levende beskrivelse af disse rejser og det leben, en sådan ladning af æbler, pærer m.m. forårsagede. Man kan også komme på længere togter gennem de mange erindringer, der krydrer de mere faktuelle og statistiske oplysninger. Søfolk uden eget skib tog ofte på langfart, som fx sømand Frederik Nielsen, der i 1882 ombord på den skotske brig ”Sea Flower” krydsede rundt i Østersøen med en højst ubefaren kaptajn.

Var man væk fra Lohals i længere tid i begyndelsen af 1900-tallet kunne man ved tilbagekomsten notere sig mange forandringer. En moderne havneby var hurtigt ved at tage form med gader, butikker, telegraf- og telefonstation - og et badehotel, hvis gæster ofte kom helt fra København. Nordlangeland blev et populært feriemål for hovedstadens bedre borgerskab, der via jernbanen hurtigt kom til Korsør og fra 1898 bekvemt kunne fortsætte rejsen med færgeforbindelsen Korsør-Lohals. Også mange tyske turister fandt vej til Lohals, men 1. verdenskrig lagde en alvorlig dæmper på turiststrømmen – til gengæld var den indbringende for fiskerierhvervet, ikke mindst på grund af afsætningen til Tyskland.

Efter 1. verdenskrig trivedes turisterhvervet og søfarten omkring Lohals. Der kom gang i sommerhusbyggeriet, men fiskeriet var dog hovedindtægtskilden i Mellemkrigstiden. Således var der i 1930 ikke mindre end 57 hjemmehørende fiskerbåde, medens motorskibene sejlede gode fortjenester ind i indenrigsfart med enkelte afstikkere til Tyskland og Sverige. 2. verdenskrig lagde sin tunge skygge over Lohals – isvintre, krigsskibe i Storebælt og den altid nærværende fare for miner hæmmende søfarten, og på land blev feriegæsterne udskiftet med indkvartering af tyske soldater. Efter krigen måtte Lohals tage nye udfordringer op, efterhånden som den danske infrastruktur fra 1950’erne undergik hastige forandringer, og bilismens eksplosive vækst ændrede havnebyernes status. Transportsektoren fandt andre muligheder end søvejen, og det sidste fragtskib blev solgt i 1972. Der var en del symbolik i nedlæggelsen af Lohals Skipperforening i begyndelsen af 1970’erne – foreningens fane blev meget passende afleveret til Langelands Museum.

1960’ernes ændrede feriemønster var heller ikke gunstig for området. De danske strande blev ofte udskiftet med den fremstormende charterbranches mere eksotiske tilbud. Så bogens sidste del om udviklingen fra 1970 til i dag er mest beretningen om en stigende marginalisering, affolkning, butikslukninger og Storebæltsbroen som det endelige dødsstød til færgefarten Korsør-Lohals. Med et slag forsvandt den hævdvundne rolle som et vigtigt led i forbindelsen Fyn-Sjælland. Nu er der stort set kun et aktiv tilbage – at være et rekreativt område med feriegæster, sommerhuse og lystbådehavn.

Hele denne udvikling oprulles med stor detaljerigdom i Ole Mortensøns bog om Lohals skifte fra skipperby til feriested. Man fornemmer en forfatter med stort lokalkendskab og et stærk engagement i det område, som udviklingen har manøvreret ud på et sidespor. Fremstillingen bygger ikke mindst på gennemgangen af et omfattende kildemateriale. De mange statistiske og skibstekniske oplysninger kan da også ind imellem gøre fremstillingen lidt tung for læsere uden særligt maritimt kendskab, men de veloplagte personlige erindringer tegner til gengæld et levende billede af Lohals indbyggere og deres levevilkår under skiftende omstændigheder.

Bogen er ikke kun af lokalhistorisk interesse. Den fortæller også den mere generelle historie om de mindre danske bysamfunds afhængighed af en udvikling, de kun i ringe grad har haft indflydelse på, men hvis virkninger kan være ret så fatale. Og så er bogen særdeles velillustreret. Layoutet er lagt i hænderne på kunstner og grafiker Manfred Werner, og det righoldige fotomateriale er suppleret med tegninger, for en stor del udført af Ivar T. Rohde - den lokale toldkontrollørs søn, der på grund af svagelighed ikke selv kunne stå til søs, men som marinemaler og tegner fik produceret mange Lohalsmotiver i første del af 1900-tallet.