|
Af Trine Grejsen
”640
sider! så skal der enten være mange billeder eller også
skal den fand’me være spændende.”, og det er den.
Det
er en kvindehistorisk fremstilling, hvor man lettilgængeligt
kan få et samlet, læseværdigt og veldokumenteret
indblik i kvinders vilkår og frigørelse gennem 150 år.
Vi bliver proppet med fakta om alle livets forhold og især
dem, hvor der har været stor ulighed i behandlingen af
mænd og kvinder. Vi får sat navn på mere eller mindre
kendte skikkelser med betydning for kvindefrigørelsen i
Danmark. Og samtidig får vi kendskab til personer, der
levede de ”almindelige” liv, vi kender fra
statistikker og medier med: arbejdsskader fra
tekstilindustrien, børn født uden for ægteskab, liv
som prostituerede, alkoholiserede ægtemænd.
Jeg
kedede mig på intet tidspunkt på min vej henover de
640 sider, og nu var jeg vel ikke blevet historiker,
hvis jeg ikke interesserede mig indgående for andre
menneskers liv, men jeg må da indrømme, at efterhånden
som jeg blev bekendt med de forskellige
familiemedlemmer, kunne det være svært at skelne, om
det var den historiske interesse eller skæbnefortællingerne,
der drev min læsning, men læserens motiver skal
bestemt ikke ligge forfatteren til last. Jeg synes, det
er både vedkommende og modigt at blotlægge sin
familiehistorie for at give andre fordomsfri indsigt i
mange aspekter af de levede kvindeliv. Disse historier
kunne nemt være blevet glemt, fordi ingen vil fremhæve
dem som særligt betydningsfulde, og nogle ville måske
endda skamme sig over dem.
Vi
følger historierne om kvinderne: oldemødre, bedstemødre,
mostre, fastre, kusiner og søstre i Pias familie sideløbende
med fakta om kvindernes Danmarks Historie, - fra hendes
oldemødre blev født i midten af 1850-tallet, og hendes
fædrene familie flyttede til København og blev en del
af den fremstormende socialdemokratiske bevægelse, over
hendes jyske familie, fra et sogn hvor missionen stod stærkt,
dog uden at omfatte dem, til generationers knoklen med
rengøring, syning i eget hjem eller ude, til hendes
egen generation med sex, drugs og fri abort. Jeg håber,
hun om 40 år stadig er i live og åndsfrisk, så kan
afslutte historien, det fortjener den. Ikke mindst fordi
jeg aner en vis tilbageholdenhed, når vi kommer til
forfatterens egen historie. Om det er personlig
beskedenhed eller journalistens værnen om eget
privatliv, skal jeg ikke tolke på, men jeg mener godt,
der kunne være blevet trukket mere op på fravalg/fravær
af egne børn og af ”den eneste ene” i form af længere
varende parforhold blandt veluddannede kvinder. Det er
jo mere end veldokumenteret, at hos mændene er det de
lavest uddannede, der er single og hos kvinder de højest.
Så Pia er en mønsterbryder i forhold til sin
lavstatusfamilie, men lige på kornet i sin nye gruppe.
Så hendes egen historie er mindst lige så relevant i
samtidig kvindehistorie som hendes samtidige fra
familien, men i hendes situation er det ikke økonomisk
og juridisk afhængighed af mænd, der fastholder
kvinder i et bestemt mønster, men hvad er det så?
Nu
er det ikke fordi Pia Fris Laneth, der er politolog og
journalist på Information, ikke selv bidrager med fakta
om ægteskab med alkoholiker, hendes fortid som nøgenmodel
og at hendes pudsige efternavn Laneth er konstrueret ud
fra de mest positive konstellationer i nummerologien og
købt for 3000 kr. Men jeg synes, det havde afrundet og
perspektiveret bogen mere set fra et kvindefrigørelsesperspektiv,
hvis der også var analyseret mere på området med
arbejde, børn og samliv for Pias nye gruppe.
Set
som en historisk fremstilling, er der ikke så mange
nyheder. Heller ikke brugen af egen familie er
nyskabende, - det er vel på kanten af en genre, - der
spænder fra Bente Rosenbecks ”Kvindekøn”, til
nogle af de slægtsforskere, der med held har sat
personerne i deres stamtræ ind i Danmarks historisk
sammenhæng fx Lars Møller ”Man er vel hardbo”. Og
lad os være ærlige blandt historikere rangerer
journalister ikke højt, men slægtsforskere er nærmest
usynlige. Lillys Danmarks historie står ikke under 99.7
på biblioteket, så den skal nok blive opdaget, men jeg
synes det er slægtsforskning på den fede måde Og
formen er god, da der både er viden og gode historier
at hente, så den viden når ud til det store publikum,
den og bogen fortjener.
Der
er et par irritationsmomenter, fx er selvbesmittelse
forklaret selvom det fremgår af teksten, hvad det
handler om!! Det samme gælder et par af parallellerne
til nutiden, ”vi har fattet budskabet”. Men det er
skønhedspletter muligvis sat på af hensyn til egen
familie, selvom jeg har større tiltro til dem end som så.
Og til sidst når vi nu kender familien så godt, ville
det også have været fint, at de var udpeget på alle
fotos.
Og
for at slutte hvor jeg begyndte, ville jeg under ingen
omstændigheder have undværet noget af bogen 640 sider,
men den kunne med fordel have været delt op i 2 bind.
Jeg synes den indeholder vigtig information til og om
kvinder, der måske ikke er så læsevante og hvor 640
sider i et hug kan virke afskrækkende.
Læs
den før din kusine! |
|
|

|
|
Pia
Fris Laneth:
Lillys
danmarkshistorie – Kvindeliv i fire generationer
Udgivet
af Gyldendal
640
sider, 349 kr.
Gyldendal >
|
|
|
|
|
|