Af Kirsten Lindberg, arkitekt,
dr.phil. i historie
”Smart” er det første
indtryk, man får, når Pernille Stensgaards nye storværk
stikkes én i hånden. Det er smudsomslaget, der giver
det indtryk med sit sølvskinnende udtryk i et
silhouetagtigt fotografi fra åstedet for bogens
indhold: Louisiana. Museets navn er angivet i
selvlysende orange, ganske som det overordentlig
pauvre, men nu om dage så ofte sete bind.
Der er mange billeder i
bogen, men det må desværre siges, at hovedparten er
overflødige, og at en betragtelig del af de øvrige
med fordel kunne være gengivet i langt mindre målestok;
materialet er simpelt hen ikke godt nok til de store
forstørrelser. Dertil kommer, at ganske mange af
billederne er gengivet over halvanden side, hvilket
aldrig har klædt et opslag. Et strammere lay-out og
en mere behersket brug af fotografier ville have
styrket bogen og befriet den fra det ”smarte”
outfit. Som ansvarlig for den grafiske tilrettelægning
fortjener Bettina Kjærulff-Schmidt bestemt ingen
roser, og Anette Ekstrand, som i samarbejde med
Stensgaard har udvalgt billederne, kunne også med
fordel have været mere stringent.
Indholdet er også
”smart” i den forstand, at det er journalistisk
velskrevet, men for en nøjere granskning holder det
ikke hverken sprogligt eller indholdsmæssigt. Man får
kort sagt lynhurtigt nok af det springende i teksten,
bundet sammen af det i grunden evigt gentagende tema:
Louisiana er en succes, fordi det er folkeligt, og
eftersom de fleste andre (kunst)museer har fulgt
konceptet, må det være det rigtige – for folket.
Det er påstanden.
Og folkeligt skal da
forståes som, at ”folket” får forstand på kunst
ved at komme på museet og ved at kunne nyde naturen,
arkitekturen og ikke mindst besøge cafeteria og
boghandel. Modsætningsvis opstilles de etablerede
museers ”kedelige” fremtoning uden disse
distraherende elementer i kunstens formidling som
noget, folket ikke har brug for.
Louisiana er et
enkeltmandsværk, og Knud W. Jensens indiskutable
succes for forretningen Louisiana gentages igen og
igen. Men om påstanden faktisk er rigtig berøres
ikke – altså om det virkelig er sandt, at man får
større oplevelser og mere kunstforstand af at
frekventere det moderne Louisiana i stedet for et
gammeldags kunstmuseum (det er især Statens Museum
for Kunst, der skoses for at være eller have været højtidsfuldt
alvorligt). Det savner man som læser af bogen.
Efter at have læst størsteparten
af bogen sidder man og tænker, at her har Pernille
Stensgaard da virkelig ydet museet en strålende
reklame, for det virker som et reklameskrift. Ikke som
et partsindlæg i diskussionen om, hvorledes museer
kan/skal/bør virke for at formidle kunsten bedst
muligt ud til de største masser (folket) – og ikke
som en historisk veldokumenteret beretning om
ostegrosserer Jensens drøm, der realiseredes med
langt større succes, end han selv havde turdet håbe
på.
Det kunne ellers have været
interessant at få en sådan beretning, og tilsvarende
om den videre færd for museet i de kommende årtier.
Nu får vi den kun tilsyneladende.
Det materiale, der
ligger til grund for Stensgaards fremstilling
forbliver diffust. Der er ganske vist en lille
litteraturliste, men i langt højere grad er det
”uvurderlige mundtlige kilder” – 40 personer fra
kredsen omkring Knud W. Jensen og Louisiana – der er
grundlaget. Fra de sikkert spændende samtaler
Stensgaard har haft med disse citeres i rigt mål, men
citaterne indgår som løsrevne dele i forhold til de
samtaler eller interviews, som læseren ikke får
andel i, og de bruges som en implicit del af brødteksten
– næsten så de danner rygraden i
fremstillingscauseriet, udvalgt og kædet sammen af
Stensgaard, så det virker tilforladeligt ved første
læsning.
Pernille Stensgaard er
journalist, og bogen er absolut skrevet med
journalistisk nerve, men man sidder desværre tilbage
med en fornemmelse af, at der er kogt suppe på en pølsepind,
og at sandhedsværdien af bogen er lige præcis så
stor som i dagens avis. ”Jeg er velorienteret, for
jeg læser B.T.”, sagde en gammel tante engang, og
dermed var al diskussion udelukket om et hvilket som
helst emne, der måtte være berørt i avisen. Tanten
mente absolut at have ret, for hende var det
sandheden, der stod i formiddagsbladet. Andre
genkender intet af det, der står at læse heri, og således
også med ”Da Louisiana stjal billedet”:
journalistisk besnærende og letlæst, men drister man
sig til at stille spørgsmålet, om man bliver klogere
af at læse bogen, så er svaret et rungende
”nej”.
Blot et enkelt eksempel
på en i grunden intetsigende, men for teksten meget
typisk formulering: ”De er bange for at pakke lækkert
ind i lækkert og tøvede derfor et sekund ved tanken
om at lave en Arne Jacobsen-udstilling i 2002. Men kun
et sekund.” Således skrevet på side 36 om
museumsinspektørernes syn. Skulle det være
folkeligt? Det forekommer mig at være overordentlig
nedladende.
