BogFeature
Spionen der forsvandt

- En amerikaner i Stalins hemmelige tjeneste

Af Peter Henningsen

”Spionen der forsvandt” er den mærkelige fortælling om, hvorledes det kunne gå til, at en ung jødisk-amerikansk akademiker lod sig hverve som sovjetisk spion, hvorpå han rejste mellemkrigstidens Europa tyndt og agiterede og spionerede for den gode sag for slutteligt at blive kommanderet til Moskva, arresteret og udsat for væmmelige forsøg med giften curare (som han døde af). Eller rettere: Det kunne have været bogen om, hvordan det gik til, at en ung jødisk-amerikansk akademiker lod sig hverve som sovjetisk spion, hvorpå han rejste mellemkrigstidens Europa tyndt og agiterede og spionerede for den gode sag for slutteligt at blive kommanderet til Moskva, arresteret og udsat for væmmelige forsøg med giften curare (som han døde af), men det er det ikke. Snarere er det en bog om, hvorledes en forfatter – den amerikanske journalist Andrew Meier - forsøger at få hold om et menneske, hvis personlighed og motiver konstant unddrager sig enhver udforskning, og som - i manglende anerkendelse af dette væsentlige problem – alligevel forsøger at skrive en biografi om netop en sådan ung jødisk-amerikansk akademiker. I stedet ender forfatteren med at have skrevet en bog om alt muligt andet end den person, han ellers hævder at have skrevet en bog om. Sådan kan det gå. Og sådan er det gået.

Andrew Meier, som forfatteren til bogen altså hedder, har gravet historien om den amerikanske jøde Isaiah (Cy) Oggins frem fra glemslen og – uvist af hvilken grund - brugt adskillige år af sit liv på at stykke historien sammen. ”Uvist af hvilken grund” siger jeg, og det er helt bevidst. Det forekommer mig nemlig en anelse mærkværdigt, at vi aldrig får at vide, hvorfor Andrew Meier har valgt at bruge syv år af sit liv på at forske i Oggins’ historie (hvem har mon finansieret arbejdet?) og hvad meningen med undersøgelsen i grunden er? Da Meier ellers har valgt at skrive på en meget personlig måde, hvor han indledningsvis fører læseren ind i ’forskerens værksted’, så undrer man sig over, at han ikke dvæler noget mere ved dette spørgsmål. Hvordan er han stødt på Oggins og hvorfor er han overhovedet interesseret i ham? Det får vi intet at vide om. Det eneste vi hører er dette: ”Jeg boede stadig i Moskva og arbejdede som journalist da jeg begyndte på min søgen: Jeg ledte efter nogen der hed Oggins” (s. 13). Det er alt. Så begynder fortællingen. Men hvorfor Meier stadig bor i Moskva og leder efter én, der hedder Oggins, får vi ikke at vide.

Det er i det hele taget et problem ved bogen, at Andrew Meier skriver utroligt indforstået og utroligt overfladisk – eller snarere forhastet - om det meste, og stort set undlader at tage læseren ordentligt ved hånden. Historien går i gang uden at læseren orienteres om undersøgelsens basale præmisser ligesom forfatteren øjensynligt tror, at vi alle er helt fortrolige med indenrigspolitiske amerikanske forhold i tiden omkring 1. Verdenskrig. Det kan måske være OK for et amerikansk publikum (men kun måske), hvis dette i forvejen er velorienteret om amerikanske forhold i første halvdel af det 20. århundrede, men for en ikke-amerikansk læser, er der alt for mange ting, der forudsættes bekendt, men som ikke er det. Denne manglende tagen hånd om læseren viser sig hurtigt at være et helt generelt problem ved bogen. Det går over stok og sten i forfatterens jagt på Oggins: Hvem er denne mand? Hvor kom han fra? Hvad var hans baggrund? Hvorfor traf han de valg, han gjorde osv. osv.?

Det er alt sammen meget godt, lige bortset fra, at Meier i grunden kun serverer Oggins’ omgivelser og de personer, der måske omgav ham, for os, mens selve personen Cy Oggins fortoner sig i dunkle, fortidige tåger. Oggins har så at sige intet efterladt sig om sig selv og sit liv, hvorfor det er mere eller mindre umuligt at skrive en biografi om manden. Læseren dynges i stedet til med informationer om de miljøer, Oggins bevægede sig i, og med detaljer om de mennesker, han måske – måske ikke – har kendt – og det i en grad, så det hurtigt bliver trættende – især fordi vi som læsere aldrig får et nært forhold til Oggins, hvorfor vores interesse for ham ikke er større end vores interesse for et hvilket som helst andet menneske, vi ikke kender. Det vil sige stort set lig nul.

Bogens helt store problem er, at forfatteren aldrig formår at få læseren – i hvert fald undertegnede – gjort mere end overfladisk interessert i Cy Oggins’ helt sikkert spændende og tragiske livshistorie. Oggins bliver aldrig nærværende. Han bliver aldrig til et menneske af kød og blod, som man kan forholde sig til. Han fungerer udelukkende som en art påklistret staffage, som en papfigur, der ind imellem refereres til, når Andrew Meier skal begrunde, hvorfor han skriver om de ting, han nu gør. Overbevisende og indfølende bliver det aldrig. En af grundene – foruden den helt basale manglende viden om personen Cy Oggins – er, at forfatteren er en dårlig forfatter og en ringe stilist. Som fortæller har han en fæl tendens til at overdramatisere og opbygge spændingsniveuaer, der aldrig forløses – fordi der intet spændende er at forløse! Især finder jeg det irriterende, at Meier ekcellerer i cliff hangers på en helt overspændt måde, uden at der efterfølgende er noget som helst spændende eller dramatisk over de forklaringer, der følger.

Selv de mest trivielle oplysninger pakkes faktisk ind i cliff hangers og det er ærligt talt irriterende, når man konstant bliver skuffet over de følgende eller rent ud sagt manglende forklaringer’. F.eks. denne om amerikanernes indtryk af 1. Verdenskrig: ”For mange i Amerika var blodsudgydelsen fjern, slagmarkerne afsides steder med fremmede navne. For studenterne på Columbia og på universiteter over hele landet var krigen en personlig trussel, tæt inde på livet. Den fejede gennem Cys [Cy Oggins] årgang, ødelagde venskaber og delte klasseværelser. Den tog også livet af en hel del af hans studiekammerater” (s. 34). Unægtelig spændende, og nu er det så, vi gerne vil vide, hvorfor krigen var en personlig trussel for studenterne og hvordan den ødelagde klasseværelsernes venskaber og Cys årgang ….. men der kommer ikke mere. Ingen forklaringer. Intet. Kun en cliff hanger uden forløsning. Blot fejende og malende påstande. Ord uden mening. Tekst uden indhold.

En lang række af forfatterens ’afsløringer’ eller konklusioner forekommer mig sågar at være rene påstande uden belæg eller i hvert fald uden dokumentation i de mængder af materiale, som han angiveligt har samlet sammen: ”Efter seks års forløb fyldte research-materialet et dusin store kasser” (s. 12). Det er mig en gåde, hvad der kan have været i disse kasser. Materiale om Cy Oggins har det i hvert fald næppe været. Hovedparten af bogen har nemlig karakter af en uhæmmet ophobning af ting og sager, der så at sige befinder sig i periferien af Oggins’ eget personlige liv, men som ikke som sådan har noget med Oggins selv at gøre. Floromvundet generel historieskrivning af essayistisk karakter, der kun er bundet sammen af den flygtige hovedperson, som det aldrig lykkes forfatteren at indfange.

Der er kort sagt tale om en faglig og stilistisk tristesse, man vist kun sjældent finder i de amerikanske fagbøger, der finder vej til det danske marked. Jeg går ud fra, at forlagene gennem deres faglige konsulenter normalt får sorteret skidtet fra, inden det kommer så langt som til oversættelse og udgivelse, og at vi derfor almindeligvis skånes for de mange dårlige bøger, der utvivlsomt også må udkomme i et stort land som USA. Det er desværre ikke sket i dette tilfælde. Sien har ikke været fintmasket nok. Bedre bliver det ikke af, at man har valgt at benytte en oversætter, der måske nok er ferm til direkte oversættelser, men som ikke har greb nok om det danske skriftsprog til at kunne servere en ordentlig, litterær oversættelse. For det meste er oversættelsen blot uspændstig, andre gange er den dog decideret grotesk eller ligefrem komisk. Tag f.eks. følgende: ”For den førstefødte, et lille barn da hans forældre rejste fra Kovno, var det en usandsynlig opgang” (s. 36). Det er ikke alene dårligt dansk, men decideret fejlagtigt. Det hedder altså ikke opgang, men fremgang. Eller hvad med denne ’perle’: ”Med sit lange ansigt som en romersk filosof havde han en naturlig flair for dramatik” (s. 40). Her er det vist gået galt for både forfatter og oversætter. Kosteligt, hvis det altså ikke var så hæsligt, er også følgende oversættelse, taget fra en passage, hvor Cy Oggins er blevet fængslet under navnet Sai Samoch:

”Sai Samoch var en form af sandheden. ”Sai Simonovich” havde Cys behandlere benyttet da de henvendte sig til ham, i en mærkelig blanding af et amerikansk øgenavn og et russisk patronymikom. Stavelses-galoppen lød som luft fra en punktering. I Lubjanka havde han hørt det igen. I de kommende år ville han høre det igen og igen fra sine plageånders læber” (s. 48).

Forfærdeligt, ikke sandt? Sådan noget kan man da ikke skrive. Kan man? Hvor er oversætterens selvkritiske sans blevet af? Hvorfor er forlagsredaktøren ikke skredet ind? Hvordan kan den slags overhovedet passere på et velrenommeret forlag som Lindhardt og Ringhof? Hvor meget af det uskønne sprog, der skyldes oversætteren alene og hvor meget, der skyldes forfatteren, er det imidlertid svært at afgøre, sålænge man ikke sideløbende sammenligner med den amerikanske original – og det har jeg altså ikke følt nogen videre trang til – men jeg har en lumsk anelse om, at det ikke kun er oversætteren, der har haft problemer med sproget.

Men lad det nu ligge. Jeg er helt på det rene med, at dette er en utrolig mavesur anmeldelse, og at jeg måske er lige grov nok, men det skyldes kort og godt, at jeg er vred over at blive præsenteret for et så ulødigt og dårligt gennemarbejdet produkt. Jeg havde store forventninger til bogen, og blev slemt skuffet. Den er fornærmende ringe, ja, den er en hån mod det betalende publikum. En knytnæve i synet på den godtroende bogkøber. Jeg vil på det stærkeste fraråde enhver at bruge tid og penge på dette miskmask.