|
- eller Holberg på Komedie
folkebog skrevet af Den Politiske Kandestøber, Herman
von Brehmen, omkring 1722, omhandlende Ludvig Holberg og
hans komedier 1702-22; fundet bag en væg i Sorø
Akademi i år 2000 og bearbejdet af Palle Petersen.
Af Peter Christensen Teilmann,
ekstern lektor, Københavns Universitet.
(Anmeldelsen har tidligere været bragt
i Litteraturmagasinet Standart, nr. 3, 2003.)
Palle Petersen vender op og ned på det
mytologiske Holbergbillede i sin pseudonyme roman.
Der er skrevet et hav af gode
gammeldags digterromantiske biografier – foruden
akademiske afhandlinger og andet kuriosa, hvor det
biografiske argument er bærende – om skælmen og
oplysnings-frontløberen Ludvig Holberg.
Der har altid hvilt en form for
klassicistisk gådefuldhed over Holberg, der har talt
til forskere og forfattere gennem tiderne. Og det er
muligvis også den, der gør at en moderne biografiker
og monografiker ikke rigtigt kan komme i kødet på
Holberg på samme måde som med Kierkegaard, Sophus
Claussen og Johs. V. Jensen og H. C. Andersen
Der trænges til en ny monografisk
biografi eller historisk-biografisk roman om Ludvig
Holberg, der virkelig er skrevet på moderne erkendelser
om biografismens faldgruber og myndighedsproblematik og
om interpersonalitetens og intertekstualitetens
potentialer i læsningen af et stort og mangfoldigt
forfatterskab som Holbergs. Der skrives stadig
biografiske værker om Holberg, men der er aldrig
skrevet en på et tempereret, men stadig personligt
engageret moderne grundlag – som vi ellers kender det
i forhold til de andre klassikere, som fx Keld
Zeruneiths spektakulære arbejder om Emil Aarestrup og
Sophus Claussen og Joakim Garffs best-seller om Søren
Kierkegaard, SAK (2000).
Men forsøget gøres hele tiden.
Så sent som i 2002 udkom den tidligere
norske kulturminister Lars Roar Langslets mursten af en
biografi, Den store Ensomme. Før Langslet finder vi en
række biografier, der er lidt i samme ånd. Det gælder
fx Th. A. Müllers Den unge Holberg 1684-1722 (1943); før
ham fx Karl Mortensen i en serie om "fremragende
Personligheder", Ludvig Holberg (1925); og helt
glemt af den slags er Svend Leopolds fire binds
biografiske roman fra 1922-24, hvor første bind hed
netop Den unge Holberg (1922). Før dem skrev Brandes
skrev sit delvist nationalromantiske, delvist
hypermoderne helteopus fra 1884, tohundredeåret for
lille Ludvigs fremkomst på verdensscenen, Ludvig
Holberg. Visse påstår med rette, at Georg Brandes'
epos er en af de bedste samtidshistoriske romaner, der
er skrevet om Holberg. Sammen med Ejnar Thomsens Sfinxen
(1954) og Jens Kruses Den poetiske kriger fra
1978.
Og nu er så udkommet en roman af
'Herman von Brehmen' paratekstuelt mimende den
holbergske titel Ludvig på bjerget – eller Holberg på
Komedie: folkebog skrevet af Den Politiske Kandestøber,
Herman von Brehmen, omkring 1722, omhandlende Ludvig
Holberg og hans komedier 1702-22 : fundet bag en væg i
Sorø Akademi i år 2000 og bearbejdet af Palle Petersen
(2003).
Palle Petersen, ophavsmand, Nørrebrobisse
og grønlandskender (han har skrevet mere end dusin bøger
herom), er i mere eller mindre skjult dialog med eller
opposition til nogle af de ovenstående. han siger selv
om den: "jeg synes, Ludvig på bjerget forvandler
myten om det store ensomme geni, Holberg, til det usikre
og følsomme menneske Ludvig - en litterær, som genre
kendes bedst fra udlandet (…). Jeg har således forsøgt
at forny den historiske roman ved at gøre op med
myterne om konger, helte og store mænd og finde frem
til grundlaget og folket, både i indhold og i
sprog".
Til det har Petersen valgt et finurligt
set-up (antydet i undertitlen) og plot for bogen,
der som en anden karnevalistisk folkekomedie vender op
og ned på tingene, ikke for en dag, men for et helt
liv, nemlig Holbergs. Holberg iklædes naragtighedens klæ'r
af den politiske kandestøber og fantast, Herman von
Brehmen. Men med den aggressive pointe, Herman i sin tid
tog den unge og ynkværdige Ludvig til sig og førte ham
frem mod debuten som dramatiker i 1722, hvorefter
Holberg, nu beksyttet af institutionerne, stjæler
Hermans idé til en samfundssatirisk komedie og vender
den mod ham selv. Hermans modsvar er så fortællingen
om Ludvig på Bjerget, der ligesom er en udstrakt
version af Hermans fætter, Jeppes lidelseshistorie.
Jeppe, hvorom Herman empatisk-finurligt skriver:
"Jeppe Nielssøn hører ikke til de nidske,
fordrukne, dumme og dovne fæstebønder, som borgerne håner
på kræmmermarkederne, han er mere gådefuld end
Platonius og burde have den filosofiske professorstol i
Dårekisten".
I den dur følger vi Holbergs
professionelle virke og private pinagtigheder hen gennem
12 kapitler, hvor vi støder på personer fra hans
samtid og hans komedieværker – der vel at mærke først
publiceres og sættes på scene i tiden efter den
periode, romanen indrammer.
Palle Petersens bog er virkelig skælmeri
i stof og tanke. Spørgsmålet er kun om den læser, der
ikke er indforstået med Holbergs historier og figurer,
overhovedet når frem til skælmeriet i sine bestræbelser
på at holde styr på personer og begivenheder og deres
spejling af Holbergs oprindelige intriger.
Men med den rigtige – komparative –
vejviser kan Ludvig på bjerget læses og forstås som
et moderne transtekstuelt værk, der både i form af sin
atmosfærefyldte blanding af historisk (mimet)
Holberg-sprog og nutidsfraser, sit pseudonyme og dit
produktionsmæssige arrangement, er en kommentar til
Holbergs tid og forfatterskab – og eftertidens
floromvundne forestillinger herom og idiosynkratiske
rekonstruktioner heraf. For ikke at tale om de
allegoriske tegn i den, der godt kan bruges til at tyde
vor tids politiske folkekomedie om magtkorrumption,
misantropi og socialt fornedrende tabuiseringer.
|
|
|

|
|
Herman von Brehmen:
Ludvig på Bjerget
296 sider, ill. 299 kr.
Forlaget Borgen
Borgen
>>>
|
|
|
|
|
|