BogFeature
Mellem afrikaner og kreol

- Etnisk identitet og social navigation i Dansk Vestindien 1730-1770

Af Poul Ulrich Jensen

I 1739 modtog den danske dronning Sophie Magdalene et brev fra Dansk Vestindien med en meget speciel afsender: Marotta nu Madlena af Popo i Afrika, der sammen med 250 andre kvinder bad om bedre adgang til religiøs instruktion. Skrivelsen var oversat fra det vestafrikanske Gbe-sprog til kreolsk og kommet i stand med hjælp fra Brødremenigheden på St. Thomas, der var i gang med en omfattende missionsvirksomhed blandt øens slaver. Madlena havde på det tidspunkt gennemlevet adskillige store forandringer i sin tilværelse siden fødslen og opvæksten i Popo - et af de afrikanske samfund ved Beninbugten. Dengang hed hun Damma, men omkring år 1700 blev hun bragt til Dansk Vestindien med et slaveskib og på  St. Thomas købt af en plantageejer, der navngav hende Marotta. I 1737 kom hun i kontakt med Brødremenigheden på øen, blev døbt og fik navnet Madlena. Hun opnåede en betroet stilling i missionsarbejdet, og da hun efter sin frigivelse døde i 1747, havde hun foretaget en identitetsmæssig rejse fra det afrikanske udgangspunkt til en tilværelse fuldt integreret i det vestindiske kolonisamfund, men uden at miste bevidstheden om sine afrikanske rødder. Dette livsforløb er et omdrejningspunkt i Louise Sebros undersøgelse af, i hvilken grad og hvordan afrocaribiere – personer født i Afrika og ført til Caribien eller født i Caribien med forfædre i Afrika - i Dansk Vestindien bevarede tilknytningen til den afrikanske etnisk identitet, og hvorledes denne tilknytning påvirkede deres sociale liv og netværk i perioden 1730 – 1770.

Den transatlantiske slavehandel var i midten af 1700-tallet intensiv og medførte for millioner af afrikanere, der blev fragtet til Amerika og Caribien, en fuldstændig ændring af tilværelsen. Den mistede frihed var i sig selv en særdeles traumatisk oplevelse, men hertil kom en ny livssituation i en fremmed verdensdel med helt andre kulturelle og sociale realiteter. Var det muligt for afrocaribiere at holde fast ved noget af den identitet og det verdensbillede, der kunne forbinde dem med det afrikanske hjemland? Spørgsmålet har de seneste år været behandlet  især af amerikanske historikere, men forskningen hæmmes i væsentlig grad af den næsten totale mangel på kilder, hvor den afrocaribiske befolkning kommer til orde. Det problem har Louise Sebro imidlertid kompenseret for gennem en udstrakt brug af Brødremenighedens omfattende arkivmateriale. Missionærerne forsøgte at tilpasse deres budskab til de potentielle proselytters kulturelle baggrund, og deres optegnelser rummer efter al sandsynlighed loyale gengivelser af de oplysninger, der kom fra de afrocaribiere, der blev indlemmet i menigheden.

Undersøgelsen er bygget op om flere temaer – det vigtigste er den bevarede identifikation med et etnisk tilhørsforhold i Afrika. Selv om den med tiden kunne træde lidt i baggrunden, var den stadig et stærkt fundament for den nye tilværelse og betydelig mere differentieret end blot en diffus racemæssig bevidsthed. Det etniske tilhørsforhold til en afrikansk lokalitet var også, som det fremgår af Brødremenighedens minutiøse optegnelser, vigtigt nok til at leve videre i næste generation, der ikke havde nogen personlig erindring om Afrika. Den kulturelle ballast, der var bragt med over Atlanten – ikke mindst i form af sprog - fik stor praktisk betydning for netværksdannelsen og det sociale liv på de plantager, der blev rammen om langt de fleste afrocaribieres liv.

Den stadige tilførsel af slaver til Dansk Vestindien helt frem til Slavehandelsforbudets ikrafttræden i 1803 holdt de afrikanske sprog i live, og disse var ofte udgangspunkt for den første sociale kontakt mellem nyankomne og de slaver, der allerede havde kunnet drage deres erfaringer om livet i den danske tropekoloni. Plantagernes slavelandsbyer var et naturligt udgangspunkt for dannelsen af nye netværk til erstatning for det tabte afrikanske slægts- og landsbyfællesskab. Der var tale om et påtvunget arbejdsfællesskab, men man var også bundet sammen af det vilkår at tilhøre samme ejer, der havde uindskrænket hånds- og halsret. Det var imidlertid en skrøbelig konstruktion, for en plantageejers død, fallit eller beslutning om at sælge kunne splitte det hele, og her tjente det etniske netværk som en sikrere måde at opbygge sociale relationer. Men også Brødremenigheden kunne blive en erstatning for den tabte familie - et incitament, der kunne veje lige så tungt som den religiøse omvendelse. Det gav også en bedre mulighed for at begå sig i det omgivende eurocaribiske samfund at have missionærerne som fortalere. I det hele taget var de forskellige tilknytninger til menighed, plantage og etniske netværk en mulighed for at manøvrere mellem identiteterne som afrikaner og kreol. Og  betegnelsen kreol, der egentlig dækker enhver person født i Caribien uanset hudfarve, henviser her til et identitetsmæssigt tilhørsforhold til kolonisamfundet.

Denne balancegang med påvirkninger fra to vidt forskellige verdener  kommer også til udtryk i et andet af undersøgelsens temaer - religiøs praksis og forestillinger om døden. Her var der ofte et stærkt ønske om at bevare et bånd - om end kun på det metafysiske plan - til det tabte hjemland og slægtninge på den anden side af Atlanten. Og der var faktisk mulighed for at forene den afrikanske tilknytning med optagelse i Brødremenigheden, hvis missionsstrategi accepterede medlemmernes hidtidige kultur og religion som en stadig vigtig del af deres baggrund og forestillingsverden. I det hele taget medførte den nye tilværelse i Dansk Vestindien ikke nødvendigvis et dramatisk identitetsskifte. Der blev snarere bygget videre på de eksisterende afrikanske rødder, som i tilfældet med den afrikanske pige Damma, der blev til plantageslaven Marotta og endte som frigiven og ”ældste” i Brødremenigheden under navnet Madlena. Selv om navnene symboliserede forskellige identiteter, kunne disse kombineres på frugtbar vis i den nye og fundamentalt anderledes dansk-vestindiske tilværelse.

Louise Sebro har med sin undersøgelse, der er en afhandling udarbejdet på Forskarskolan i Historia ved Lunds Universitet,  bragt nye aspekter ind i en forskning, der ellers har været temmelig fastlåst mellem to amerikanske skoler – den revisionistiske, der fokuserer på den kulturelle kontinuitet i forhold til den afrikansk-etniske identitet, og kreoliseringsskolen, der plæderer for, at den transatlantiske rejse betød om ikke et endegyldigt farvel til så dog en markant forandring i bevidstheden om den afrikanske kulturarv. Her kan brugen af mikrohistorie i form af enkeltindividers udsagn, som de loyalt er gengivet i Brødremenighedens omfattende arkiver, nuancere billedet og bringe nye oplysninger fra de personer, der må anses for de bedste kilder – afrocaribierne selv. Samtidig er det en anderledes tilgang til dansk vestindisk kolonihistorie end den, der gennem mange år hovedsageligt har fokuseret på de administrations-, handels- og økonomiske temaer, som det omfattende kolonihistoriske kildemateriale jo unægtelig først og fremmest indbyder til. Louise Sebros grundige både veldokumenterede og velargumenterede afhandling har nu heldigvis givet et væsentligt bidrag til besvarelsen af et centralt spørgsmål, der er nok så interessant: Hvordan opfattede den i kildemæssig henseende alt for tavse afrocaribiske del af befolkningen tilværelsen, og hvilke strategier brugte de til navigere inden for den danske tropekolonis snævre rammer uden at miste de afrikanske rødder?