BogFeature
Mit Hems Gränser vidgades

- En studie i den kulturelle skandinavismen under 1800-tallet.

Af Erik Ingemann Sørensen

”Nordisk identitet – eller måske rettere og mindre højtravende: ”nordiske fællestræk” – har for mig noget at gøre med en fælles historisk referenceramme, en tæthed i sprog og mentalitet og kulturelt fællesskab, der rækker langt tilbage.” Sådan skrev udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i bogen ”En okänd själ”, som Nordisk Råd udgav i 1991 i anledning af året for den nordiske identitet. Pænt formuleret af en udenrigsminister, der ikke specielt var dyrker af det nordiske. Spørgsmålet er imidlertid, om det ikke er præget lidt for meget af den såkaldte skåltalestil. Er der virkelig et fællesskab med den omtalte tæthed?

Historikere har ofte påpeget, at den politiske dimension ikke helt har passet ind i de store skåltaler. Drømmene om en politisk union under én konge, fælles forsvarsforbund og ikke mindst NORDEK viste sig at være drømme. Det skandinaviske svigt, da Danmark bragte sig selv i en uløselig situation i 1863/64, er et af de helt store skæmmeeksempler. NORDEK var næsten dødsdømt fra starten – men blev efter flere år ”fedtet” af på Finland, der ingen reel mulighed havde for at deltage grundet USSR.

Nu har den svenske docent i litteraturvidenskab ved Stockholms Universitet, Kari Haarder Ekman, imidlertid valgt at sætte fokus på et andet aspekt: den kulturelle skandinavisme, set ud fra de tilsyneladende tætte bånd der knyttede de skandinaviske forfattere sammen primært i slutningen af 1800-tallet. Det er der kommet en rimelig læseværdig bog ud af. En bog der konkluderer, at den kulturelle skandinavisme havde langt større klangbund end den politiske.

Tidsmæssigt begrænser Kari Haarder Ekman undersøgelsen til perioden 1809-1905. To markante politiske årstal. I 1809 måtte Sverige afstå Finland til Rusland, og i 1905 ophører unionsfællesskabet mellem Norge og Sverige. Altså en periode med voldsomme politiske og samfundsmæssige ændringer. Hertil kommer Danmarks tab af Norge i 1814 og det katastrofale 1864. Selvopholdelsesdriften krævede ganske enkelt en nyorientering. (At forfatteren påstår, at Danmark var i krig med Tyskland 2 gange – 3-årskrigen og 1864 – tjener hende ikke til ære).

Bogen er opdelt i 4 egentlige undersøgelsesområder: skandinavismens rødder – den politiske dimension – en undersøgelse af H.C.Andersen, Frederik Bremer og Bjørnstjerne Bjørnson samt en analyse af Georg Brandes’ forfatterskab primært med udgangspunkt i hans breve. Ganske godt har forfatteren valgt at lede efter det, hun kalder ”skandinavismemarkörer” – ”broder”, ”Norden” er eksempler på dette. Der gives herefter ganske gode nedslag i teksterne – nedslag der underbygger forfatterens tese om skaninavismens udbredelse og betydning. Constantin Hansens berømte maleri fra 1866, der viser Tegnér, der laurbærkranser nationalskjalden Oehlenschläger (små 40 år tidligere) er en typisk markør. Som Carl Plougs formulering: ”da skal det frie, mægtige Norden føre til Sejer Folkenes Sag” (1842). På denne måde får vi en ganske interessant rundtur i Skandinaviens litteratur fra den omhandlede periode. Og ingen tvivl om at de mange ”skandinavismemarkörer” underbygger Kari Haarder Ekmans tese.

Som tidligere nævnt forekommer det at halte, når hun kommer med sine historiske vurderinger. Det er således ikke korrekt, når hun skriver: ”De skandinaviska länderna var vid början av 1800-talet små länder i utkanten av Europa med relativt få invånera, kulturellt marginaliserade länder…” Både geopolitisk og magtpolitisk i det hele taget spillede tvillingerigerne Danmark/Norge med alle kolonierne samt Sverige/Finland en ganske betydelig rolle på den europæiske scene. Og inspirationen fra Europa buldrede ind over parnasset. Det er en skævvridning, der ikke klæder bogen. På trods af dens talrige ”skandinavismemarkörer”.

Men forfatteren når efter den trods alt interessante vandring frem til sit mål: den kulturelle skandinavisme prægede i den grad de nordiske kulturpersoner og havde en afgørende betydning for det, Georg Brandes kaldte ”Det moderne gennembrud”.

Quod erat demonstrandum.

Når man alligevel ikke helt danser rundt i profetisk henrykkelse over bogen, ja så skyldes det, at man sidder tilbage med fornemmelsen af, at det tegnede billede ikke er fyldestgørende. Noget minder lidt for meget om en marxistisk programerklæring fra 1968, hvori det hed: ”Det må gennem konkrete analyser påvises at…” Facit var valgt på forhånd. Valget af tekster støtter forfatterens teori. Men et valg er også et fravalg. Og det er især her, bekymringen vokser. For hvor er for eksempel Karl Gjellerup, Johan Skjoldborg, Arne Garborg og Jonas Lie. For nu at tage de mandlige forfattere. Og hvor er Erna Juel-Hansen, Victoria Benedictsson og Camilla Collet? Er det fordi, det, forfatteren karakteriserer som den kulturelle skandinanavisme, var langt mere kontinental? Ingen tvivl om at eliten følte sig som brødre. Men hvad med bredden – det folkelige?

”Mit Hems Gränser vidgas” bliver til en meget snæver analyse af begrebet – et begreb hvis folkelige forandring – ud over skåltalerne – man stadig ikke har fået en grundig analyse af. Og det er synd. Muligheden lå egentlig lige for.

Bogen er seneste skud i rækken af publikationer i den meget spændende ”Serien Centrum för Danmarksstudier”, der hører hjemme under Lunds Universitet. Formålet er ”att diskutera och problematisera Danmark och det danska från svensk horisont”. Yderligere hedder det: ”Tanken är att det självklara Danmark ska problematiseras genom att forskara i grannlandet börjar intressera sig för det, och detta intressa för det annorlunda, men ändå så likartade, kan sedan skapa nya frågor och nya svar i forskningen om Sverige.”

Med dette udgangspunkt er det et ganske synligt resultat af Ôresundsregionens samarbejde – et samarbejde der også har givet sig udtryk i det ganske glimrende site: www.oresundsfolk.se der via en række historiske events og personer viser, hvorledes fælleshistorien har udviklet sig.