[sitemap]

< BogFeature

BogFeature
Regionauterna

– Öresundsregionen från vision till vardag

Af Ida Munk

Bogen er en antologi udgivet i anledning af 10-året for Øresundsbroens indvielse, skrevet af 13 danske og svenske forskere i tilknytning til Centrum för Danmarksstudier, Lunds Universitet.

Bogens formål er at se tilbage på broens og regionens første 10-år på de drømme og visioner, der blev realiseret og på dem, der ikke blev. Bogens titel angiver, at en ny befolkningsgruppe er blevet til; regionauterne, der bruger Øresundsregionen i dagliglivet. Bogen minder os om visioner for og forventninger til den effekt, broen skulle få, men også om den modstand, der manifesterede sig mod broen i forbindelse med beslutningsprocessen og som siden er glemt og gemt – bl.a. i et afsnit skrevet af Marcus Idvall, der selv tog del i protestmarch og møder. Marcus Idvall har interessant nok her 10 år efter opsøgt de ledende kræfter i modstanden.

Professor i økonomi Per Olof Berg og professor i økonomisk psykologi Guje Sevon ser under overskriften ’Öresundsregionen – finns den?’ på dels hvorledes den svenske opfattelse har været, at broen var et arbejdsmarkedspolitisk projekt, dels den danske, at den var et ekspansionsprojekt for Storkøbenhavn. De ser på regionen som et identitetsprojekt på det lokale niveau, men påpeger at der på det regionale niveau ikke var tale om et engagement på hverken svensk eller dansk side. Regeringernes engagement lå snarere på det transnationale plan, hvor EU kunne spille ind i etableringen af forskningsklusteret, Öresund Science Region. Forfatterne mener, at regionen i dag ikke eksisterer som en autonom kraft, men alene i det omfang, at personer og organisationer mener, at den findes og handler derefter.

Udover spørgsmålet om, hvorvidt regionen findes, rejses også spørgsmålet om, hvor den findes, om barriererne og om markedsføringsbehovene på begge sider for at øge mobiliteten på tværs af regionen. Ændringer i valutakurserne mellem den danske og svenske krone, prisudviklingen på boliger er væsentlige for hvem, der flytter til den anden side af grænsen. Her forholder man sig til danskerne i Skåne (mens svenskerne på den danske side ikke beskrives): Spørgsmålet er om de lader sig integrere eller er troløse og flytter tilbage, når huspriser, love og valutakurserne ændrer sig. Orvar Löfgren, professor i etnologi mener i sit bidrag:’Hur finns regionen?’, at der er tale om et ’exil light’. Men han påpeger desuden, at der over tid formentlig vil ske en stærkere forankring, når familiens dagligdag knyttes stærkere til lokalsamfundet i kraft af skoler og institutioner.

Definitionen af, hvor langt regionen fysisk rækker berøres ligeledes. Det konstateres, at det er en politisk beslutning, at regionen omfatter hele Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm på den danske side og alene Skåne på den svenske side. Den interne sammenhængskraft i regionen dækker formentlig en anden geografisk udstrækning, men dette analyseres ikke i antologien.

Jakob Vestergaard, der er markedsdirektør i Øresundsbro Konsortiet giver i sit afsnit et fint overblik over de talmæssige og håndgribelige ændringer i 10-året og giver samtidig klart udtryk for et optimistisk syn på udviklingen af Øresundsregionen bl.a. i forhold til muligheden for at tiltrække forskere til et nyt verdensklassecentrum i materialevidenskab. Helt den samme optimisme kan man ikke finde hos Christian Tangkjær, partner i Muusmann A/S, der i afsnittet Det kreative potentiale, spørger om man kunne være mere ambitiøs på forskningsområdet, Øresundsuniversitetet. Han peger på, at det vil kræve et institutionelt lederskab udover de fasttømrede grænser og han afslutter med det stilfærdige udsagn, at ’ - det kreative potentiale måske er større end vi tror.’

Ni af bogens 13 forfattere er etnografer, antropologer eller psykologer. Dette afspejles naturligvis i bogens vægtning: Flere af bidragene handler om rejsen over broen –dagligdagens pendling i bil og tog, hvordan rejsen forløber og forskellene til pendling, der ikke er transnational. Det påpeges, at den nærhed og dermed det nøjere kendskab, som svenskerne og danskerne hermed har fået til hinandens daglige adfærd, har bevirket, at man på begge sider betragter hinanden med større skepsis – nok ikke den forventning, der lå til en øget integration!

Når bogens hovedvægt ligger på det etnografiske, sociologiske felt, kan det imidlertid undre, at det kulturelle samarbejde og den gensidige brug af Øresundsregionens kulturelle tilbud stort set ikke omtales. Professor i historie Hanne Sanders afsnit om kulturel kommunikationsproblemer berører det gennem en gannemgang af Sydsvenskan d. 9.-15.3 2009 og en scanning af boghandlen Gleerups udbud af bøger d. 6.3. 2009 samt via en minimal spørgeskemaundersøgelse af 51 unge i Lund i marts 2009. Undersøgelsen spørger til, hvor mange gange de har været i København/ Sjælland og hvad de gjorde der.

Man kunne have forventet, at kultursamarbejdet mellem København og Malmø Kommuner siden 1990erne og samarbejdet mellem Hovedstadens Udviklingsråd og Region Skåne fra 2000 til 2007 var blevet omtalt eller at nogle af de mange fælles kulturelle projekter inden for dans, musik, design, biblioteksvæsnet var omtalt - for slet ikke at tale om det store prestigeprojekt Kulturbro 2000, der involverede de største og fremmeste kulturinstitutioner på begge sider af Øresund. De fælles projekter MusicAround og ArtsAround, der er under stadig udvikling er en fortsættelse heraf. Set med historiske briller ville et appendix med faktuelle oplysninger have øget bogens brugsværdi.

Bogen giver alt i alt interessante oplæg til fortsatte studier om Øresundsregionens mennesker mobilitet og vil forhåbentlig dermed bidrage og anspore til yderligere dokumentation om forskelle og ligheder mellem broderfolket. Fra et historisk ståsted kan man således savne en yderligere bearbejdning af realiseringen af visionerne for broens betydning.

 

Del på Facebook, digg, m.m.

 

Orvar Löfgren og Fredrik Nilsson:

Regionauterna – Öresundsregionen från vision till vardag

Udg. af Makadam Förlag, Sverige

Forhandles af Museum Tusculanums Forlag

222 sider, ill., 200 kr., webshop pris 160 kr.

Makadam Förlag >

Museum Tusculanums Forlag >