BogFeature
En moderne nations fødsel

Norsk national identifikation hos embedsmænd og borgere 1807-1820.

Af Poul Ulrich Jensen

”Ingen Nordmand er til. Alle er vi Borgere af den danske Stat”. Sådan beskrev den danske statsmand Ove Høegh-Guldberg sidst i 1700-tallet Norges rolle i den union, der gennem mere end 300 år havde forenet de to lande. Den skråsikre udtalelse faldt i en tid, der blev kendt som den florrisante periode, hvor dansk og norsk handelsliv nød godt af landenes neutralitet, medens de større nationer lå i krig. De gode tider blev imidlertid afløst af rollen som krigsdeltager på Napoleons side i begyndelsen af 1800-tallet – en situation, hvor man i Norge øjnede muligheden for at blive en selvstændig nation. Men hvad er det, der skaber en national identitet? Rasmus Glenthøj, der er ph.d.-stipendiat ved Syddansk Universitet, sætter dette spørgsmål i historisk perspektiv i bogen En moderne nations fødsel, der analyserer nationale nøglebegreber og symboler og deres betydning for den norske elite i de turbulente år fra 1807-20, hvor landet blev draget ind i krige mod England og Sverige, adskillelse fra Danmark og en påtvungen union med Sverige.

Den toneangivende norske klasse – embedsmænd og borgere – var de altdominerende deltagere i debatten om landets fremtid og nationale status. Det var samtidig den del af befolkningen, der var stærkest præget af århundreders dansk indflydelse, idet deres karrierer næsten uden undtagelse var begyndt med en uddannelse i København. Krigen mod England fra 1807-14 havde dog indskrænket kontakten til centraladministrationen og den danske enevælde drastisk. Hermed blev spiren lagt til et vist selvstyre, og selv om den norske økonomi led hårdt under krigsårene, var det dog Danmark, der blev tvunget helt i knæ med tabet af flåden, Københavns bombardement og Statsbankerotten i 1813. Den endelige regning for en fejlslagen udenrigspolitik blev betalt med Freden i Kiel, januar 1814, hvor 434 års dansk statsfællesskab sluttede med Norges afståelse til Sverige.

Det var ingen populær beslutning i den norske befolkning, hvor landets toneangivende kredse gjorde sig mange tanker om fremtiden. 1814 blev et nøgleår i den komplicerede historie om Norges forsøg på at skabe en national selvstændighed. En rigsforsamling med 112 medlemmer trådte i april sammen på Eidsvold og vedtog i maj en norsk forfatning, der var den mest liberale i datidens Europa. Samtidig gik en national begejstring over landet, selv om økonomien lå i ruiner, og der var en stærk splittelse mellem dansk- og svensksindede. Det var dog et spørgsmål for de pragmatisk orienterede, medens mere højtflyvende ånder foretrak at distancere sig fra både Danmark og Sverige og i stedet grave det specifikt norske frem fra landets fortid.

Norge i perioden 1807 til 1820 er en oplagt ”case-story” til en analyse af de faktorer, der tilsammen udgør en national identitet. Forfatteren har valgt en tematisk opdeling med delemner som fx det statsborgerlige og det naturlige fædreland, nationalkarakteren, sproget, kongen som landsfader og syndebuk, nationale symboler og ikke mindst synet på Danmark og Sverige som en ambivalent blanding af broderfolk, kolonimagt og potentiel fjende. Det er et omfattende persongalleri, der citeres for indlæg i diskussionen om Norges fremtid, og Rasmus Glenthøj har foretaget en systematisk gennemgang af periodens trykte kildemateriale og relevant litteratur for at få alle nuancer med.

I sagens natur havde de kongelige i nogen grad hovedrollerne. På dansk side havde Frederik d. 6 nydt godt af en vis norsk loyalitet gennem krigsårene 1807-14, en følelse, der forsvandt definitivt, da kongen afstod Norge til Sverige. Mere populær var tronfølgeren Christian Frederik, der var blevet norsk statholder i foråret 1813. Han blev set som et oplagt norsk kongeemne, men endte som syndebuk for en fejlslagen krig mod Sverige. Fra svensk side var det Karl d. 13, der som aldersstegen regent i november 1814 blev norsk konge, men helt uden folkelig opbakning. Det var kronprins Jean Baptiste Bernadotte, der reelt styrede. Han blev efter Karl d. 13’s død i 1818 officielt kronet som Karl 14. Johan og vandt efterhånden en vis position i det norske samfund.

Hvordan var norsk selvforståelse i de år, hvor man følte, at en selvstændig nation var inden for rækkevidde? Norskhed blev forbundet med prisværdige karaktertræk som ærlighed, styrke og fædrelandskærlighed, egenskaber, der havde præget landets historiske skikkelser. Og fortiden var af stor betydning. Digteren Henrik Wergeland nåede national berømmelse med sin beskrivelse af ”Vort Norge og fortidens Norge som to afbrudte halvringe, der passer nøje sammen. Mellemalderen – foreningen med Danmark - som den uægte lodning, der brydes væk for at hele de ægte led”. Det var i årene omkring 1814 vigtigt for den norske elite at konstruere symboler og begreber, som befolkningen kunne identificere sig med: egen grundlov, universitet, flag og nationalsang.

Selv om Norge ikke blev en selvstændig nation i 1814, men tvunget ind i en union med Sverige, havde nationalpatriotismen fået en stor rolle i norsk selvforståelse. Med analysen af denne proces opfylder bogen sit primære formål – at sætte den nutidige debat omkring nationalitet i perspektiv og vise, hvorledes det tidlige 19. århundredes idéverden danner grundlag for nutidens nationalitetsbegreber. Rasmus Glenthøj trækker for Norges vedkommende også den pointe frem, at landet efter unioner med Danmark og Sverige har oparbejdet en udpræget skepsis overfor den slags fællesskaber og derfor konsekvent siger nej til EU medlemskab.

Bogens tematiske struktur giver god mulighed for at belyse de mange aspekter i Norges kamp for en egen national identitet. Det lykkes forfatteren at skabe en klar og spændende fremstilling af den bevægede epoke 1807-20 og de mange meninger, der kom til udtryk i den norske elites syn på landets fortid og fremtidsmulighederne som selvstændig nation. Det ville dog have været en hjælp, hvis litteraturlisten og noteapparatet var blevet suppleret med et personregister.