Af Erik Ingemann Sørensen
”Når man ser tilbage på
tusinder af års historie, bliver det klart, at ingen
race eller kultur har et monopol på at vise sig
grusom i krig. Civilisationens fernis synes at være
overordentlig tynd – en fernis, der let kan skrælles
af, især under krigens tryk”.
Sådan formulerer den
kinesisk/amerikanske journalist og forfatter, Iris
Chang (1968-2004) det menneskelige paradoks i bogen ”Nanjing
Massakren”, der netop er udkommet på dansk. 11
år efter udgivelsen i USA!
Det er et stykke glemt/fortiet stykke
historie, Iris Chang her afdækker. 70 år efter de
ufattelige grusomheder fandt sted (december 1937-
marts 1938), er det første gang danske læsere får
en dyberegående redegørelse for de uhyrligheder, der
overgik indbyggerne i Kinas daværende hovedstad,
Nanjing. Angrebet på byen er omtalt i ”Politikens
verdenshistorie” bd. 18, 1986. Men ikke et ord
om de japanske ugerninger mod civilbefolkningen.
En af forklaringerne kan – måske
– være, at der ”kun” døde omkring
300.000 mennesker. Et tal der overskygges af blandt
andet ”Holocaust” og grusomhederne på Østfronten.
Baggrunden for begivenhederne er det
japanske angreb på Kina i 1937. De kejserlige
japanske tropper marcherede hastigt mod Nanjing, hvor
Chiang Kai-shek havde hovedkvarter. Den japanske hær
nedkæmpede forholdsvis hurtigt den kinesiske
hovedstad, som militæret herefter flygtede fra.
Herefter lå byen totalt åben for de efterfølgende
massakrer.
I det indledende kapitel, ”Vejen
til Nanjing” forsøger Iris Chang at finde en
forklaring på det store spørgsmål: ”Hvad var
det, der bristede på skuepladsen, og tillod japanerne
en adfærd, der totalt brød med de bånd, der ellers
binder menneskers opførsel?”.
Det er et spørgsmål, historikere
har stillet i talrige sammenhænge. Her lyder det næsten
som et skrig.
Iris Chang forsøger at komme med et
svar – eller et bud – ved at se på Japans
historie, dets sociale hierarki, den sociale nød i
begyndelsen af det 20. århundrede,
befolkningseksplosionen og – i særdeleshed – den
stærkt voksende nationalisme. I 1925 skriver
nationalisten Okawa Shumei følgende: ”Forud for en
ny verden må der gå en dødskamp mellem Vesten og Østen.
Denne teori er virkeliggjort i den amerikanske
udfordring af Japan. Det stærkeste land i Asien er
Japan, og det stærkeste land, der repræsenterer
Europa… er USA. Disse to lande er bestemt til at kæmpe.
Kun Gud ved, hvornår det vil ske.” (p.33 f)
Overalt i Japan voksede militarismen,
japanske skoleelever blev opdraget efter streng militær
disciplin og militær indlæring. Og selve uddannelsen
af rekrutterne overgås end ikke af uddannelsen af
SS’ernes elitetropper. Mildt sagt.
Kineserne blev gjort til
undermennesker, lavere rangeret end dyrene. Men da
japanerne i sommeren 1937 fik fremprovokeret krigen
med Kina, gjorde kineserne indædt modstand – så
indædt, at den japanske krigsmaskine, der havde troet
hele Kina ville være erobret i løbet af 3 måneder,
gik i stå. Dette medførte et så voldsomt had mod
kineserne, at vildskaben fik frit løb, da Nanjing i løbet
af få dage blev rendt over ende. Hvorefter
forbrydelserne og uhyrlighederne i næsten 6 uger
fyldte alle døgnets 24 timer. På en så grusom måde,
at Den røde Hærs hærgen under fremrykningen mod og
erobringen af Berlin nærmest fremstår som ”drengestreger”.
Det er ganske enkelt ubærligt at
skulle omtale, hvad det var, der skete.
Umenneskelighed og afstumpethed er aldrig skildret så
forfærdeligt.
Uvilkårligt må man stille sig selv
spørgsmålet: hvad får et kulturfolk til at begå
disse handlinger? I bogen ”Interrogations. The
Nazi Elite in allied Hands” af Richard Overy
gengives en celleaflytning af 2 SS officeres samtale.
De drøfter kz-lejrene og arbejdet i krematoriet. ”There
was a horrible smell of lime and burning flesh
smelling like a strong smell of urine...(both laughing)
But you got so used to it that you eat your sandwiches
in there too...” (p.199)
Er ofret gjort til et dyr – ja, så
falder alle moralske grænser tilsyneladende. Hvor
uforståeligt det end er.
Midt i dette Dantes inferno er der et
lyspunkt. I november 1937 var der på initiativ af den
franske præst, Jacquinot de Bessage, blevet etableret
et neutralt område i byen. En international
sikkerhedszone, hvor hundredtusinder af kinesere kunne
være i relativ sikkerhed. Herom skriver Iris Chang:
”Set i bakspejlet virker det næsten mirakuløst, at
en snes udlændinge klarede at gøre alt det, de
gjorde, mens 50.000 japanske soldater flåede byen i
småstykker. Man skal huske, at disse mænd og kvinder
var missionærer, læger, lærere og direktører –
ikke erfarne officerer…” (p.99)
Denne enestående indsats, hvor
blandt andet danskeren Bernhard Sindberg – udsendt
af F.L. Smidth - reddede alene omkring 6.000 kinesere
– står voldsom stærkt set i relation til
grusomhederne.. En af de førende initiativtagere og
ledere var tyskeren John Rabe – overbevist nazist.
Hans armbind og hagekorsflaget – sammen med en meget
myndig optræden – bremsede japanerne ved
sikkerhedszonen. Lige så grusomme beretningerne om
massakren er, ja, lige så stærk er beretningen om
denne humanitære indsats.
Året efter brød 2. verdenskrig ud i
Europa – og i 1941 krigen mellem Japan og USA. Selv
om journalister og fotografer – både i Japan og i
USA – havde dækket begivenhederne, gled de hurtigt
i baggrunden. For til sidst næsten at blive glemt af
det internationale samfund.
Japan fik aldrig sin Nürnbergproces,
og kun ganske få japanske krigsforbrydere blev
henrettet efter krigen. Historikere og politikere
skiftede fokus – den kolde krig kom til – Japan
blev allieret med USA. Her ligger en del af
forklaringen på, at massakren blev officielt glemt.
Men tusinder af kinesere levede videre med ulægelige
sår på sjælen. Kvinderne kunne ikke tale om de skændsler,
de havde været udsat for. Alt blev tavshed.
Indtil bøgerne om japanske
krigsforbrydelser begyndte at dukke op. Fx Laurence
Rees’ ”Horror in the East”, BBC, 2000.
Det officielle Japan tog afstand fra redegørelserne,
der end ikke omtales i nutidige japanske skolebøger,
flere benægtede, at massakren overhovedet havde
fundet sted. Den dag i dag har Kina ikke fået en
officiel undskyldning – et forhold der er stærkt
medvirkende til at der er et anspændt forhold mellem
de to nationer. Men benægtelse, hovedrysten og
fortielse kan nu ikke længere skjule det forfærdelige,
der skete de 60 dage i Nanjing.
Den 9.11. 2004 fandt man Iris Chang død
i sin bil. Hun havde skudt sig.
I en nekrolog i ”Chronicle Foreign
Service” skriver Kathleen E. McLauglin: ”Many
wonder if the gentle, sympathetic young woman, known
here as Chang Sunru, was the massacre’s latest
victim?”
Man kan ikke lade være med at
spekulere på, om hun overhovedet kunne leve videre
efter at have skrevet denne bog. Det er frygtelig læsning.
Oversætteren, Peter Tudvad har leveret et stærkt
arbejde – og på glimrende vis suppleret med anmærkninger,
hvor det er nødvendigt. ”Arbejdet med oversættelsen
var så hårdt", fortalte Peter Tudvad i en
telefonsamtale, at ”jeg sad en hel dag og
stirrede ud i luften.”.
Det samme skete for anmelderen.
En stor ros til Politikens Forlag for
at sende denne uhyrlige – men absolut nødvendige og
vigtige bog på markedet.
