BogFeature
Vi har fået ærter – derfor er det mandag

- Fanøsejlskipper Jørgen Becks dagbog om en rejse over Atlanten og en beretning om hans liv

Af Poul Porskær Poulsen, arkivar, Vejle Stadsarkiv

”Onsdag den 12. maj. 56 dage i søen.
Det er varmt. Vi er tværs af Haiti, ca. 70 qml. Jeg sveder tran, og som følge deraf bliver man så tør og hård som en stokfisk, der har hængt til tørring i 2 år på Norges klipper. Fed bliver man ikke, i alle tilfælde ikke ombord i ”Anna”, da vand er vores meste føde, og deraf plejer man ikke at blive fed. Vi lever som den fattige mand. Det er den simpleste føde, jeg har fået i de 14 år, jeg har sejlet på søen. Men gudskelov at man ikke er forvænt med den slags. I aftes talte jeg en anden om de menneskelige individers tilblivelse. Man må jo oplive sig med noget, at man ikke falder helt i dvale i denne trykkende åndsfortærende ensformighed. Amen.”

Vi er i 1897. Om bord på det tremastede sejlskib ”Anna” var man ved at nærme sig bestemmelsesstedet, Campeche i Mexico, 70 dage tog det at sejle dertil fra Barcelona. 1. styrmanden, Jørgen Bech, skrev hver dag til tider ganske ramsaltede notater i sin notesbog om, hvad der var sket den dag. Gennem dagbogen får man et fint indtryk af både det hårde arbejde, kedsomheden, når vinden flovede af, og ikke mindst maden om bord fik mange bemærkninger. Som man kan se i citatet ovenfor, stod det ikke for godt til med ordentlig mad – i hvert fald ikke efter Becks mening – så meget af Becks tid gik faktisk også med at forsøge at fange delfiner og med at  fiske, så havde man dog ordentlig mad en dag. På vejen tilbage medbragt ”Anna” i øvrigt en gris til opfedning, så den kunne man spise en uges tid, før Europa var nået igen.

Det lyder jo ret eksotisk sådan at sejle varer over Atlanten, og når man så hører om alle de mange andre steder, Jørgen Beck havde besøgt som sømand i sejlskibenes storhedstid, imponeres man over erhvervet, der afhængig at vind og strøm sejlede alle de store verdenshave tynde – og at mange af sejlskibene og søfolkene kom fra den lille ø, Fanø. I dag en turistø, dengang en ø helt igennem præget af sejlskibene. Det er i sig selv en fascinerende historie. Og når Christian Poulsens så har fundet denne dagbog, der faktisk fortæller – uden filter – hvordan livet tog sig ud for folkene på en sådan sejler, så føles det tæt på, og man får en forståelse for både det spændende i at besøge alverdens lande (selvom han nu ikke skriver om det i denne dagbog) og det hårde arbejde i al slags vejr.

Søfolkene holdt som oftest ikke så længe – men gik i land for at finde et mindre vådt arbejde. Det gjorde Jørgen Beck også. Han sluttede som skipper på ”Anna”, gik i land i 1903 og begyndte evertsejlads i vadehavet – senere blev han glarmester og tobakshandler i Nordby og engagerede sig i socialdemokratiet og afholdsbevægelsen. Der var ikke mange socialdemokrater på Fanø, men en af dem, der forsøgte at få en social bevidsthed ind i øens styre var altså Jørgen Beck. Særligt meget kom der dog ikke ud af det, det var og blev tilsyneladende en konservativ ø!

Christian Poulsen har med bogen her fået sat et fint minde over en af Fanøs utallige skippere. Dagbogen fra turen over Atlanten er både spændende og sjov at læse – og Christian Poulsen krydrer teksten med forklaringer og fortolkninger på en meget relevant måde. Historien om Jørgen Beck, efter han er gået i land, bliver også fortalt på en levende måde. Velskrevet er det og let læst – og som Fanøturist kan man såmænd godt investere i bogen og så bagefter gå på opdagelse i Nordby og finde mange af de huse og steder, der omtales. Også det er en kvalitet ved bogen – men dagbogen fra ”Anna” er dog ’hovednummeret’: Kan anbefales alle der interesserer sig bare en smule for sejlskibenes historie.