Af Kirsten Lindberg,
arkitekt m.a.a., dr.phil.
Når man får en bog af
Nørregård-Nielsen i hænde, er der – uanset emnet
- grund til at glæde sig, for ikke nok med at teksten
er velskrevet, og illustrationsmaterialet velvalgt,
der er også altid tale om et sobert og pænt udstyr.
Altså en bog, som fryder øjet, glæder sjælen og
pynter i reolen.
Derfor var der da heller
ingen tvivl i anmelderens sind om, at dette nyeste
skud på stammen skulle være kærkomment at få
mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med. Og
lad det være sagt med det samme: de høje
forventninger blev indfriet.
Straks ved åbning af
bogen er det slående, at den bestemt ikke er
teksttung. Faktisk er det næsten en billedbog med en
omfattende sideløbende tekst. Over 100 billeder
rummer bogen, deraf flere over to sider. Det er noget,
der kræver præcision i trykningen, og det har
Narayana Press mestret til fuldkommenhed. Selv
forsatspapiret er prydet med et fotografi af herregården
i landskabet med lavtliggende horisont og den
allerdejligste lyseblå, let disede himmel over de
fire femtedele af siderne. Det er velgørende at se
fotografier, der ikke lyser som af idel solskin. Her
viser de årets gang på herregården med det danske
lunefulde vejr, som vi alle kender det.
Som det hedder i billedteksten på side
144-145: ”Der er ikke to øjeblikke på Nørre
Vosborg, som er ens!” De to ledsagende fotografier
er begge vinterbilleder med sne, men alligevel med en
verden til forskel. De mange forførende dejlige
fotografier – selv et af vasketøj på et loftrum
rummer kimen til stor oplevelse for beskueren – gør,
at man næsten fristes til mene, at dette i højere
grad er Janne Klerks bog end Nørregård-Nielsens, thi
det er hende, der på forbilledlig vis har optaget dem
hovedparten af fotografierne.
Men der er dog også
andre illustrationer. En del af de sort-hvide
fotografier er stillet til rådighed af
Nationalmuseet, som har ladet dem optage omkring 1950;
de medarbejdere, der har været ansvarlige herfor,
forbliver anonyme, og det kan man godt bebrejde
forfatteren og/eller Nationalmuseet ikke at have
oplyst, for de er også værdifulde. De eneste
illustrationer, som virker mærkeligt uvedkommende og
totalt overflødige, er nogle papirklip, som H.C.
Andersen har udført. Eneste relation til bogens emne
er, at de er klippet under ophold på Nørre Vosborg.
Det synes ikke at være begrundelse nok for at medtage
dem.
For den grafiske
tilrettelæggelse har Mette og Eric Mourier stået, og
det er nydeligt gjort, selv om der er enkelte smuttere
imellem, hvor billederne hænger umotiveret uden at
holde register foroven.
Bogens indbinding er i
fint lærred med tryk af titel på forsiden og ellers
ingen oplysninger. Fint og delikat. Bogen er fristende
nok til, at man lukker den op, og så åbenbares
forfatter og fotografs identitet. Smudsomslaget rummer
oplysningerne, så det kan man naturligvis lade sidde
på bogen. Men dets bagside er nu mindre køn med ikke
bare stregkoden, som det nu kræves (skam få den, der
har fundet på det), men også en i grunden overflødig
tekst klasket ufølsomt ind over et smukt fotografi.
Men nu omsider til
teksten, forfattet af Nørregård-Nielsen, der har rødder
omkring Nissum Fjord, og skrevet ikke bare på grund
af den betydning, herregården dermed har haft for ham
personligt, men nok så meget, fordi Nørre Vosborg
netop er blevet færdigrestaureret af Fonden Realdania
efter mange årtier med trang.
Det er dog ikke hverken
istandsættelsen eller bygningshistorien, der gøres
meget ud af, men den foregående tid helt tilbage til
istiden – århundrederne op til 1299, hvor gården
omtales første gang, trækkes frem, så vi forstår
forudsætningerne for dét, der blev.
Dernæst maler Nørregård-Nielsen
med sin karakteristiske brede pensel de resterende århundreder
frem. På malerisk måde lader han næsten fabulerende
give liv til egnen og menneskene, så vi tror, det er
den endegyldige sandhed. For så overbevisende gøres
det i en tilsyneladende ukunstlet og ligefrem
fremstilling, at man skal være mere end almindelig
interesseret for ikke at sluge det råt. Der er
stribevis af skjulte citater i teksten, og de
medvirker qua deres genkendelighed til, at man som læser
umiddelbart tager det hele for gode varer.
Man føres gennem
tiderne med næsten anekdotiske historier om denne og
hin ejer eller gæst på stedet. Men på forunderlig
vis lykkes det Nørregård-Nielsen at fortælle
historien – eller rettere den historie, han oplever
- om Nørre Vosborg uden overhovedet at nævne
bygningernes historie. Der angives kun sporadisk lidt
om et par arkitekturdetailler, men slet intet, som kan
give læseren bare en fornemmelse af, hvad det er for
et bygningsværk, de omhandlede liv har færdedes i og
omkring. Ganske karakteristisk findes der ikke en
eneste plan eller årstalsliste for herregården, kun
en situationsplan i en gold og trist computertegning.
Så efter at have læst
bogen, er der alligevel grund til at dryppe en enkelt
dråbe malurt i bægeret, der ellers nær var rendt
over af ros. Det er en bog om Nørre Vosborgs ejere,
ikke om Nørre Vosborg. Måske skulle titlen bare have
været en anden, så man ikke føler sig snydt, når
man tror at have fået et vægtigt værk om en del af
vor bygningskultur i hånden, og så ”bare” har fået
en velskrevet bog om en stribe mennesker, hvis eneste
fællestræk er, at de har været ejere af den samme
herregård.
