BogFeature
Grethe Bartram

- Fra kommunist til Gestapoagent

Af Erik Ingemann Sørensen

Der er billeder, der har brændt sig så stærkt ind i ens erindring, at man aldrig glemmer dem. Billedet af storstikkersken Grethe Bartram, der sidder som nøgenmodel i en århusiansk sofa, er et af disse. Historikeren Henrik Skov Kristensen har i sin nyeste bog anvendt billedet på forsiden. Med en genial grafisk detalje. En liste med navne, hun angav til Gestapo, er som film lagt hen over billedet. 2 af de kunstnere, der sidder foran ”motivet”, blev ofre for hendes stikkeri. Intetanende sidder de selv som motiv. Med denne lille detalje får Henrik Skov Kristensen rullet hele dramaet op for læseren. Og det allerede inden man er begyndt på bogen. Det er meget, meget stærkt set.

Storstikkersken Grethe Bartram - opvokset i et kommunistisk miljø - er flere gange beskrevet i den historiske litteratur, i aviser, kulørte blade og på nettet. Endvidere har en hr. Erik Haaest skrevet en boglignende omgang. Men. Her har vi så bogen – den der både har dybde, perspektiv, grundige analyser og det i et aldeles læseværdigt sprog. Historieformidling på et fornemt niveau.

”Man kan ikke se til Bunds i en anden Menneskesjæl, men vi har set en Afstumpethed, Kynisme, Forfængelighed…” hedder det i anklagerens afsluttende procedure, der ikke kunne ende med andet end en påstand om lovens strengeste straf: dødsstraffen. Grethe Bartram havde angivet 70 mennesker, hvoraf 33 blev deporteret og 9 døde. Som bekendt endte det ikke med dødsstraf. Man henrettede ikke kvinder. Selv om den anden dødsdømte kvinde, Anna Lund Lorentzen, nærmest forlangte at få straffen fuldbyrdet.

Henrik Skov Kristensen, der til daglig er leder af Frøslevlejrens Museum, har valgt flere vinklinger på historien. Han konstaterer – med rette – at Grethe Bartrams historie aldrig har været ”beskrevet i detaljer og i sammenhæng med den modstandskamp, hendes virke som Gestapoagent søgte at stække”. Bogen er en fortsættelse af den artikel, forfatteren bidrog med, da Gyldendal i 2007 udgav ”Over Stregen – under besættelsen” bestående af 35 bidrag. Men ”bogen muliggør netop den fordybelse og udfoldelse af historien, som antologiens afmålte plads ikke tillod…” ”Hvad var det for mennesker, hun angav? Og hvilken skæbne fik disse mennesker, som var partikammerater, venner og endda familie?”. Endvidere forsøger forfatteren – vellykket – at ”formidle et tidsbillede af et Danmark, hvor aktørerne så stort på, at landet formelt set slet ikke var i krig med besættelsesmagten”.

Grethe Bartram blev født i Århus i 1922, voksede op i en kommunistisk familie som nummer 2 af 8 børn, gik ud efter 2. mellem, blev blandt andet fabriksarbejderske, blev gravid som 16-årig og gift som 17 årig i 1941. Faderen Frode Thomsen var ligeledes fabriksarbejder og kom i 1942 ud for en alvorlig arbejdsulykke, der kostede ham et hospitalsophold på 13 måneder. Frodes mor overtog barnet, og ægteskabet blev opløst, hvorefter Grethe Thomsen blev ansat på Brejninge Aandsvageanstalt som husassistent.

Et ganske almindeligt menneske med en lidt trist skæbne. Som så mange andre Thomsener i tidens løb. På vej ind i historiens store glemmebog. Men husassistent Grethe Thomsen havde helt andre planer med sit liv.

Retslægerådet sammenfattede følgende ved Højesterets dom over Grethe Bartram: ”en amoralsk, selvhævdende psykopat med en vis følelseskulde og med mytomane tilbøjeligheder…” Henrik Skov Kristensen supplerer: ”Mytomanen er en undertype af psykopaten og karakteriseret ved sygelig løgnagtighed, selviscenesættelse og et stærkt behov for omgivelsernes beundring, men også ved den totale mangel på moralbegreber og etiske standarder.” Det er denne Grethe, bogen afklæder i al hendes bedrag og ondskab – leflen og beregnen. Og det på en måde, så den er svær at lægge fra sig – svær at glemme.

På dette tidspunkt havde Grethe Bartram allerede udleveret navnene på 2 kommunister til det danske politi. Hun reflekterede på en annonce i Aarhus Stiftstidende, hvor man havde udlovet en dusør på hele 1.000 kr. efter en sabotageaktion – en af de allerførste – mod en værnemager den 13. september 1942. Juridisk kan hun ikke anklages for denne handling – den skete i samarbejdspolitikkens hellige navn. Til gengæld afslører den – det store beløb er naturligvis en væsentlig bestanddel – en dybtsiddende evne til at komme ud på den moralske glidebane. Uden skrupler. At hendes egen bror røg med og blev idømt et års tugthus, havde hun dog nok ikke lige regnet med. Det var i øvrigt den nidkære og blandt modstandsbevægelsen særdeles frygtede chef for det danske politis rejsehold, Otto Himmelstrup, der udleverede pengene, og foreslog Grethe Bartram at de kunne spille kort om dem.

”Den pagt med Djævelen, hun kunne gøres juridisk ansvarlig for, blev sluttet i februar-marts 1944, da hun trådte i forbindelse med Gestapo”. Og så gik det for alvor løs. Henrik Skov Kristensen kan blandt andet berette, at hun i perioden juli-september 1944 modtog mellem 4.000 og 5.000 kr. for sine aktiviteter. Det svarer til mellem 77.000 og 97.000 kr. i 2009 priser. I samme periode tjente en faglært arbejder godt 17.500 kr. i 2009 priser. Gestapo var – for mennesker uden moral – en ganske indbringende arbejdsgiver.

Forfatteren har fundet en uvurderlig kilde, der – næsten mere end retspsykiatriske redegørelser – afslører Bartrams skrupelløse tankegang: et brev til moderen, skrevet i Fredericia i februar 1945. Hun var efter et attentat, hvor hun var blevet forsøgt likvideret, men med en for lille kaliber, blevet indlagt i Århus. Men af sikkerhedsgrunde overflyttet til det tyske lazaret i Fredericia. Heri hedder det blandt andet: ”Men som sagt, der kommer snart Penge fra mig, jeg er jo ikke tabt bag en Vogn, og jeg er nu engang ikke skabt til Fattigdom, og jeg skal ogsaa nok vise jer at jeg skal blive rig engang…”

Anmelderen kan her supplere med, at den lokale modstandsbevægelse rent faktisk havde sporet hende og arbejdede på at få hende likvideret af den såkaldte L-gruppe. Men da man var ved at være klar, var fuglen fløjet.  

En vigtig del af bogen beskæftiger sig med Grethe Bartrams føringsofficer, Hermann Heinrich Anton Rothenberg, blandt andet medlem af SS, der i 1943 var blevet stationeret i Århus. Hidtil har det ikke været muligt for historikere at sætte ansigt på ham. Men det gør Henrik Skov Kristensen via NSDAP-medlemsarkivet i Berlin. (På Google.de er han ikke-eksisterende). Det var med ham Grethe Bartram havde sit meget tætte samarbejde og muligvis – ”troligt endda” – et forhold. Deres intense samarbejde resulterede blandt andet i, at Bartram fik udbetalt sit største honorar for en enkeltfangst: Steen Lykkeberg og Willy Andersen, nemlig 500 kr.. svarende til små 10.000 kr. Tja. De ”30 sølvpenge” er jo velkendte.

Grethe Bartram blev trænet i mange forskellige former for ageren – lod sig arrestere af Gestapo – optrådte på en måde, så omgivelserne ikke skulle fatte mistanke til hende. Men. Langsomt dukkede tvivlen frem blandt modstandsfolkene. I august 1944 er det lykkedes hende at overbevise et medlem af den kommunistiske gruppe i Århus om sin uskyld, så hun sendes til København for at få hjælp til at reorganisere arbejdet. Hendes værter fik et brev, der i ”kodesprog” omtaler Fru Thomsens ”sygdom” – kodet T. B. – og anfører, at ”han [DKP] er bombesikker på, at det er meget alvorligt med hende, og han forstår godt, at den mest radikale kur er det bedste for hende…” Der var altså alvorlige planer om at få hende likvideret, hvilket som tidligere nævnt ikke lykkedes.

Henrik Skov Kristensens gengivelser af de forskellige skriftlige kilder, han har opsporet, er med til at give bogen en stærk autenticitet. Læseren er i besiddelse af en viden om Bartrams aktiviteter – men det er læseren af det citerede brev ikke. Det giver en klassisk spænding – en historieskrivning af høj klasse.

Som nævnt blev Grethe Bartram ansat af Gestapo i 1944, og hun spillede en helt central rolle i optrævlingen af kommunisternes illegale arbejde i Århus. Et fremragende kapitel. Da klokken falder i slag den 5. maj, er hun i Esbjerg. På cykel rejser hun til Kolding for at søge hjælp. Men Gestapo var væk fra Staldgården. Hun ville forsøge at slippe ud af landet forklædt som Røde Kors søster. Men værnemagten havde tilsyneladende ingen sympati for Gestapoagenter. I stedet fik hun 25 ekstra patroner til den pistol, hun havde fået ved sin ansættelse hos Gestapo i Kolding.  Men 9. eller 10. maj klappede fælden. Hun var taget til Brejning, og blev her hentet af den lokale modstandsbevægelse. Da lå hendes pistol under hovedpuden!

Den 29.11. 1946 falder dommen ved Kriminalretten i Århus: livsstraf.. Denne stadfæstes ved Vestre Landsret 22.2. 1947 og ved Højesteret 4. september samme år. På dette tidspunkt var henrettelserne af de dødsdømte gennemført over 20 gange. Men den 9. december 1947 ændrede justitsminister N. Busch-Jensen livsstraffen til livsvarigt fængsel. Forfatteren registrerer i kilderne, at man ikke kunne henrette en kvinde – på trods af, at kun 3 af Højesterets 11 dommere stemte for livsvarigt fængsel. I sin redegørelse for ændringen fra livsstraf til livstid støtter justitsministeren sig til en bemærkning fra rigsadvokaten. Desværre citerer Henrik Skov Kristensen ikke denne – der med sin dobbelthed er ganske interessant. Så her er den: ”under hensyn til at det drejer sig om en kvinde, hvis henrettelse også for de tjenestemænd, der skal medvirke [i.e. politiet] ved henrettelsen må blive af særlig ubehagelig karakter, efter omstændighederne ikke skal modsætte mig, at hun benådes”. En betragtning, der med Ditlev Tamms ord [”Retsopgøret efter besættelsen”] blev afgørende. Det blev til 10 år i Horserød, hvorefter storstikkersken forlod Danmark og bosatte sig i Sverige, hvor hun fortsat lever.

I bogens tredjesidste kapitel - ”Hvorfor?” – forsøger forfatteren blandt andet på baggrund af Haaest’s og skribent Flemming Chr. Nielsens møde med Bartram i hendes hjem at komme med svar. Og spiller så et trumfkort ud: et lidenskabeligt defensorat fra et mandligt bysbarn sendt til Retsformanden for Vestre Landsret. Det er Bartrams manipulatoriske gen afdækket totalt. I det næstsidste kapitel – ”Bartram i perspektiv” – sammenstiller Henrik Skov Kristensen Bartram med en anden berygtet stikker af samme køn: Jenny Holm. Det er ganske enkelt et scoop af de helt store. Netop fordi det i den grad maner til eftertænksomhed hos læseren.

Og så afsluttes bogen med det tidligere brev fra Grethe Bartram til moderen, skrevet i Fredericia i februar 1945. Under overskriften: ”Bartram uden filter”. Det er stærk læsning.

Som nævnt er det en yderst velskrevet bog, Henrik Skov Kristensen har sendt på markedet. Der er et ypperligt billedmateriale – og talrige ikke tidligere sete dokumenter. Desværre giver det gode papir ikke billederne den nødvendige skarphed. Her kunne digitaliseringen have været gjort meget bedre. Ærgerligt. Ærgerligt er det også – ja en decideret mangel – at forfatteren ikke har medtaget et kapitel om hendes liv efter frigivelsen i 1956. Det kunne i den grad have været med til at perspektivere hans sætning om pagten med Djævlen. Hun har over for flere aviser givet udtryk for, at hun angrer, at hun ikke kunne overskue konsekvensen af sine handlinger – ja – hele den klassiske smøre. Går hun nu rundt i sin høje alder, deroppe i Vessigebro uden for Falkenberg med Kainsmærket i panden?

Anmelderen kan tilføje: overhovedet ikke. Denne Maren Margrethe Thomsen (hun anvender navnet hun giftede sig til) levede i talrige år sammen med en veninde og er i dag en ganske velhavende bestyrelsesformand for ”Vebro Industriaktiebolag”. Jævnfør en lydfil fra Berlingeren har hun ikke angret noget som helst. Fortrængningen er næsten på højde med den berømte: ”Jeg handlede kun efter ordre”.

Men lyt selv på: http://stiften.dk/article/20100320/AAS/703209872/1002

Det siger alt.