|
Af
Louise Skyggebjerg
Bogen ”Danmarks havnemiljøer” med
fotografier af Flemming Wedell og tekst af Gitte N.
Haastrup, René S. Christensen og Henrik Harnow er
umiddelbart en tiltalende bog fuld af utroligt flotte
fotografier fra de danske havne. Læseren får set
havnen fra mange vinkler både gennem fotografierne og
gennem teksten, der er inddelt i en række kapitler med
så forskellige emner som f.eks. havnens industri,
havnens småbygninger, færgehavne, havnens forvaltning
og havnens liv.
Bogen udstyrer læseren med et nyt
blik, der får de havnemiljøer og enkelte
havneelementer, man i fremtiden oplever, til at fremstå
som små historier i sig selv. Kort sagt bliver man som
læser klogere på en væsentlig del af de danske
kulturmiljøer, havnene, og jeg glæder mig til at
opleve og genopleve en række havne med den nye viden,
som bogen har forsynet mig med. Som det ofte sker, åbner
det, man har en viden om, sig op og bliver nærmest pr.
automatik spændende.
Alle bogens kapitler indledes med en
introduktionstekst til kapitlets emne, og de fungerer
generelt rigtig godt. Hovedparten af teksten i bogen
består dog af billedtekster af vekslende kvalitet.
Bedst fungerer billedteksterne, når teksten til et
billede fra en specifik havn bruges til at fortælle
mere generel havnehistorie og dermed perspektivere det,
der ses på billedet.
Et eksempel er teksten til et fotografi
fra Hasle Havns marina. Her får man til en start en
enkelt sætning om, at det sidst i 1800-tallet blev
moderne hos det nye industriborgerskab at have eget
lystfartøj, og derefter folder teksten sig ud. Min
nysgerrighed bliver straks vakt, og et fotografi af
moderne ferielejligheder med lystbåde
foran får sin helt egen historie. Et andet eksempel er
teksten til et ellers ret kedeligt billede af en
mindetavle på Horsens Havn. Her bruges teksten til at
fortælle om, hvem der betalte for vedligeholdelse og
udbygning af havnene, og billedet af mindetavlen bliver
dermed interessant.
Dårligst fungerer billedteksterne, når
de får en tendens til at blive moraliserende. Et
eksempel er teksten til et billede fra Norhavnen i
Kerteminde. Her får vi at vide, at ”byerne bør tænke
nøje over, hvordan byens grænseflade til vandet
behandles”, og at denne form for havneomdannelse
skaber ”et kunstigt miljø, der ikke har noget med
kulturhistorie at gøre”. Det har forfatterne jo ret
i, men det havde klædt bogen, hvis den slags bemærkninger
var blevet samlet i det afsluttende kapitel om omdannede
havne. Forfatterrådet ”show, don’t tell” gælder
også her.
Det gode ved bogen er netop, at den i
sig selv i kraft af sine flotte billeder og langt hen ad
vejen velfungerende og interessante tekster viser hvilke
værdier, der gemmer sig i havnene. Man får gennem læsningen
lyst til at besøge og bevare havnemiljøer og behøver
ikke at få skåret ud i pap, hvad man ”bør” mene.
Efter endt læsning står man tilbage med en fornemmelse
af en vis hang til forfaldsromantik og en forkærlighed
for det forgangne, og det er egentlig synd, når bogen
som helhed ellers viser, hvordan havnen jo til alle
tider har forandret sig. Et vigtigt budskab om, at vi bør
tænke over, hvad vi gør med vores kulturmiljøer og
tage det historiske perspektiv med i betragtning ved
omdannelser, drukner lidt i små regibemærkninger vedrørende,
hvordan enkelte havnemiljøer er blevet behandlet. At
nogle af disse bemærkninger tilmed hurtigt vil blive
forældede, fordi de forholder sig til en aktuel
problematik, gør ikke ligefrem sagen bedre.
Grafisk skæmmes den ellers flotte bog
kun af, at der er valgt en alt for lille tekststørrelse,
og så er det lidt synd, at billederne som helhed giver
et indtryk af havnene som et mennesketomt sted.
Menneskene er stort set blevet forvist til afsnittet om
havnens liv.
Alt i alt er der tale om en flot og spændende
bog, der ikke kun fortæller havnehistorie, men en mere
generel historie om industrisamfundets udvikling set fra
havnens perspektiv. Personligt kunne jeg godt have tænkt
mig endnu et kapitel om havnens samspil med andre
transportformer, ikke mindst jernbanen, når nu
forfatterne selv skriver, at ”jernbanen var den stærkest
formende kraft for de bygningsmiljøer, der opstod på
land langs den industrialiserede havns bassiner”, men
emnet behandles allerede i bogen, og det er ikke en
decideret mangel. Tværtimod er bogen så fuld af
oplysninger om alt muligt, at jeg faktisk savner et
register, der forholder sig til andet end geografi.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Henrik Harnow:
Danmarks havnemiljøer
Udg. af Forlaget Odense Bys
Museer
191 sider. 198 kr.
Forlaget
Odense Bys Museer >
|
|
|
|
|
|