|
-
Næstelsø Sogns
Historie 2.Del
Af
Lene Tranberg, cand. mag. i historie og dansk
Også
lokalhistorie kan selvsagt formidles meget forskelligt.
Nogle lokalhistoriske udgivelser koncentrerer sig snævert
og dybdegående om de lokale forhold, mens andre i højere
grad beskriver det lokale i sammenhæng med det
nationale og det globale. Og nogle lokalhistorikere
beretter levende og underholdende om lokalsamfundet og
dets mennesker, mens andre langt mere nøgternt og
kildenært gengiver de pågældende fakta.
Ole
Krogh Jensens Næstelsø By´s Historie. Næstelsø
Sogns Historie 2. Del hører til den kategori af
lokalhistoriske udgivelser, der må betegnes som et
opslagsværk, der skildrer lokalsamfundets forhold meget
faktuelt og detaljeret og med næsten ensidig fokus på
det lokale.
Næstelsø
Sogn ligger få kilometer fra Næstved. Ole Krogh Jensen
var med til at udgive Næstelsø Sogns Historie.1. del
tilbage i 1984, der skildrede livet i sognet i 1800- og
1900-tallet med hovedvægt på de lokale institutioner
og foreninger.
I
Næstelsø By´s Historie. Næstelsø Sogns Historie 2.
Del beskriver Ole Krogh Jensen hovedsageligt de enkelte
gårde og huse og deres beboeres historie i en række
fint og logisk sammenhængende afsnit. Det første
afsnit gengiver Næstelsøs gårde og huses udvikling
fra stenalderen til middelalderen, mens de næste to
skildrer gårdenes historie frem til 1664 og frem til
nutiden. Herefter beskrives henholdsvis husenes historie
fra 1584 og frem til nutiden, Næstelsøs nyere huses
historie samt Næstelsøs udskiftning i 1794. I forhold
til dette indhold virker bogens sidste to korte afsnit
om Næstelsøs fortid som garnisonsby under
Englandskrigene og byens menighedsråd irrelevante og
malplacerede.
Men
bogen bygger på et meget flot og grundigt arkivarbejde.
Det er meget imponerende, at Ole Krogh Jensen tydeligvis
på dygtig vis har arbejdet sig igennem og kortlagt
samtlige oplysninger fra alle arkivalier, der kunne være
relevante: kirkebøger, folketællinger,
brandtaksationer, kommissions- og skifteprotokoller,
lokales erindringer og lignende.
Og
på baggrund heraf gengiver han sine kilder grundigt og
præcist. Men det bliver lige nøgternt og detaljeret
nok. Læseren kommer til at savne en selvstændig og
levende fortællerstemme. Oplysningerne fra kirkebøgerne,
folketællingerne og de andre kilder er lidt for
omfattende og direkte gengivet. Og også de meget lange
citater fra erindringerne kunne forfatteren med stor
fordel have droppet for i stedet selv med egne ord at
have fortalt erindringernes gode historier.
Desuden
er det synd, at korrekturlæseren ikke har fået rettet
et mindre antal stave- og trykfejl. Værst er selvfølgelig
stavefejlen i bogens titel: By´s, som er engelsk og
ikke dansk ejefald.
På
baggrund af alt dette må det sluttes, at den
almindelige historie- eller lokalhistorieinteresserede
uden tilknytning til Næstelsø ikke vil få meget ud af
at læse Næstelsø By´s Historie. Dertil er udgivelsen
alt for meget en endeløs opremsning af matrikelnumre,
årstal og navne. Der er simpelt hen ikke nok
perspektiver og gode fortællinger om livet som det
levedes til at fastholde ikke-lokale læseres interesse.
Men
i stedet henvender udgivelsen sig absolut til den lokale
eller slægtsforskeren, der vil beskæftige sig med sit
område, sin gård, sit hus eller sin slægtning fra Næstelsø.
For disse få mennesker må bogen så også med sine
grundige undersøgelser og redegørelser siges at være
en ganske fremragende og særdeles nyttig og anvendelig
indgang og informationskilde.
|