BogFeature
Ole Bang - og en brydningstid i dansk medicin

Af Lene Tranberg, cand. mag. i historie og dansk, Langelands Museum

Morten A. Skydsgaards værk Ole Bang og en brydningstid i dansk medicin omhandler lægen Ole Bang (1788-1877) og den moderne lægevidenskabs begyndelse i 1800-tallet.

Ole Bang var førende indenfor sin tids lægevidenskab. Men i eftertiden er han blevet fremstillet som en læge, der hang fast i den hippokratiske lægekunst, og som stod i vejen for den moderne medicins udvikling i Danmark. Forfatterens ærinde er at revidere denne noget ensidige opfattelse af Ole Bangs virke og påpege hans bidrag til den moderne lægevidenskab.

Bogen består af elleve kapitler, der er skrevet i et velformuleret og præcist sprog. Teksten  understøttes af et passende antal illustrationer i form af skemaer over berørte oplysninger og tegninger, malerier og fotografier af omtalte personer og genstande, kilder o.l. Bagerst i bogen findes bl.a. en omfattende notefortegnelse og en liste over det tilgrundliggende kildemateriale og litteratur. Endvidere indeholder bogen et indeks og en praktisk tidstavle over de vigtigste begivenheder i Ole Bangs liv og karriere.

Fremstillingens første og indledende kapitel opridser kort Ole Bangs person og karriere. Herefter beskrives den berørte periode som en brydningstid for lægevidenskaben. I begyndelsen af Bangs karriere tog lægens arbejde udgangspunkt i undersøgelser af patienten ved sygesengen. Bang var en banebrydende fortaler for disse kliniske undersøgelser og en individuel behandlingsform. Med årene kom disse metoder imidlertid til at stå i kontrast til den mere naturvidenskabelige tilgang, der vandt indpas i slutningen af Bangs karriere.

Det andet kapitel omhandler mere indgående Bangs baggrund og opvækst og de første tredive år af hans karriere. Efter at have bestået sin eksamen blev han bl.a. huslæge, doktor og siden professor ved Det medicinske Fakultet og overmedicus på Frederiks Hospital. Det efterfølgende kapitel beretter om Bangs betydningsfulde rolle i oprettelsen af en samlet lægeuddannelse. I det fjerde kapitel behandles Bangs medicinske tænkning og ideer og det læringsmiljø og den videnskabelige debat, som han indgik i. Imens omhandler det femte kapitel og sjette kapitel Bangs forskellige medicinske praksiser.

Fremstillingens syvende, ottende og niende kapitel er mere generelle skildringer af samtidens store epidemier af tyfus, barselsfeber og kolera og Bangs og de øvrige lægers forsøg på at bekæmpe dem og deres debatter herom. Tiende kapitel beskriver de sidste 30 år af Bangs karriere, hvor han stadig var huslæge men efterhånden mistede sin betydning som videnskabsmand som følge af, at han holdt fast ved den gamle hippokratiske lære og ikke antog lægevidenskabens naturvidenskabelige udvikling. Det ellevte og afsluttende kapitel belyser og nuancerer Bangs og brydningstidens eftermæle.

Ole Bang og en brydningstid i dansk medicin er et særdeles vellykket værk af flere grunde.

For det første opfylder det på en fin og overbevisende måde sit mål om at revidere og nuancere eftertidens opfattelse af Bangs virke som læge og hans bidrag til dansk moderne lægevidenskab. Ikke alene påviser det, at Bang bidrog til lægevidenskabens udvikling på flere centrale punkter. Det skildrer også en række nuancerede sammenhænge og aspekter i både Bangs karriere og hele den lægevidenskabelige verden og debat. Herved overbevises læseren om, at også dengang var tingene mere komplicerede end som så, og på den vis nuancerer værket også eftertidens opfattelse af datidens lægevidenskabelige miljø og dennes udvikling som helhed.

For det andet er også forfatterens løbende inddragelse af en række relevante detaljer og aspekter i Bangs person og liv, samtidens lægevidenskabs problemstillinger og diskussioner og det øvrige omgivende samfund meget vellykket. Det gør bogen til ikke blot en skildring af en mand og hans ærinde, men også til et samtidsbillede, der er meget helstøbt og fint og nuanceret tegnet.

Jeg kan derfor varmt anbefale værket til alle, der enten interesserer sig specifikt for medicinens og lægevidenskabens historie eller mere bredt for 1800-tallets historie. Læst som helhed giver fremstillingen et godt tidsbillede. Men dens indeks og opbygning i tematiske kapitler, der fint kan stå og læses for sig selv, gør den også velegnet til en mere tematisk læsning.