BogFeature
Det ombejlede folk

Nation, følelse og social bevægelse.

Af Kim Rathleff

Antologien ”Det ombejlede folk” er blevet til efter Dansk Folkemindesamling i november 2006 afholdte en temadag, hvor folket blev sat til debat. Således er alle bogens artikler på nær én ombearbejdede oplæg fra denne temadag.

Bogens to redaktører og bidragsydere, seniorforskere ved Dansk Folkemindesamling Palle Ove Christiansen og Jens Henrik Koudal, gør allerede i deres indledning opmærksom på, at det ikke er muligt at afdække alle folkebegrebets mange forskellige facetter og emner – og dette skal der heller ikke lyde nogen kritik for. Udgangspunktet for bogen er i stedet, angives det, at vise nogle af begrebets fænomener, der har rod i hele perioden fra Den Franske Revolution til i dag. Det sidste er dog lidt at pynte sig med lånte fjer, da det kun er Morten Things flygtige perspektivering til brugen af nationale symboler og folket hos Dansk Folkeparti, der trækker linjerne op til i dag. Dette er dog også en af de eneste indsigelser, der er til denne bog. Den er nemlig ganske velskreven og viser på mange måder det yderst omfattende spektrum af sammenhænge, folkebegrebet har været brugt i gennem tiden. Bogen er præget af et højt fagligt niveau, og den henvender sig nærmere til faghistorikeren eller den interesserede læser inden for ét af bogens emner end den alment interesserede. Bogen er således ikke særlig folkelig i nutidens forstand, men hvis man har en interesse for bare ét af bogens emner, kan den sagtens anbefales.

I og med bogen har så mange forskelligartede artikler, fortjener de hver en omtale. Dette vil blive gjort i det følgende. 

Bogen indledes med en længere perspektiverende artikel af Palle Ove Christiansen, der afdækker folkets og folkekulturens rolle i dansk og europæisk nationalitet 1770-1900. Den historieinteresserede læser vil her bemærke, at udgangspunktet for artiklen ligger tidligere end Den Franske Revolution (1789). Grunden til dette er, at der fra omkring 1770 udviklede sig et nyt beskrivende kulturbegreb, der særligt tog sit afsæt omkring den tyske filosof Johann G. Herder. Hos Herder blev al vurdering og oplevelse af sprog, æstetik og kultur gjort afhængig af miljø og tid. Derved skabtes, som Christiansen redegør for, et bredt, beskrivende kulturbegreb. Fra da af stod det hurtigt klart for de intellektuelle, at deres egen og resten af borgerskabets stil var præget af en internationalisme, der medførte, at man måtte søge mod landbefolkningen for at finde de gamle kulturtraditioner og -sædvaner. I Danmark førte det således til, at man påbegyndte en omfattende indsamling af folkloristisk materiale, som senere skulle ordnes med det formål, at det i mere æstetisk form skulle gives tilbage til almuen.  

Christiansens artikel har sit fokus på det skabende perspektiv, dvs. på de levende mennesker, der historisk set har skabt nationale bevægelser gennem strid om holdninger, politik osv. Særligt forsøger han at undersøge, hvordan ”folket” blev dannet af politikere og intellektuelle, og hvordan de selv skabte sig gennem sproglige og historiske elementer. Artiklen giver på fin vis en indføring i det mere teoretiske tankegods, der har lagt til grund for udviklingen af folkebegrebet, og fungerer således som et glimrende fundament for de resterende mere ”caseorienterede” artikler.

Rasmus Glenthøj undersøger i sin artikel hvilke elementer, der indgik i den norske selvopfattelse i 1814. Dette var året, hvor Frederik VI afstod Norge og dets befolkning til Sverige. Det medførte i Norge en stærk nationalpatriotisk stemning med ønsket om et frit land. Artiklen har tre overordnede hoveddele; for det første definerer Glenthøj, hvilke samfundsgrupper bestod af, for det andet beskrives det hvilke begrebsmæssige symboler og ”byggesten”, der indgik i deres forståelse. For det tredje hvordan nordmændene definerede sig i forhold til andre. Nordmændene bestod groft sagt af tre grupper: embedsmænd, borgere og bønder, hvoraf de to første udgjorde det, man kan karakterisere som eliten. Det var i denne elite, angiver Glenthøj, bevidstheden om et norsk folk eksisterede og blev udviklet. De stærkeste elementer i den norske identitet blev de punkter, hvor nordmændene kunne adskille sig fra danskerne (og senere også svenskerne). Derfor fremhævede man den særegne norske natur, historie og ikke mindst den frie bonde. Dette blev kombineret med nye norske symboler såsom flaget, nationalsangen og sproget, der alle havde til formål at legitimere den norske stat indadtil og udadtil.

Glenthøj har viet sin opmærksomheden på nogle af de spændende diskussioner, der herskede i tiden omkring 1814 i det norske folk, hvor man forsøgte at opbygge en ny national selvforståelse. Artiklen giver dermed et interessant indblik i nogle af de mekanismer, der ligger til grund for den nyere nationsopbygning i Europa.    

Fra Norge henlægges opmærksomheden i bogens tredje artikel til det sønderjyske, hvor Søren Frost undersøger fædrelandsfølelsen hos de danske landssoldater under Treårskrigen (1848-51). I samtiden og eftertiden er krigen set som det tidspunkt, hvor den ydre tyske trussel medførte en vækkelse af bonden, som blev sig selv bevidst, og drog ud for at kæmpe for nationen og vandt. Dette er også kendt som ”ånden fra 48”, der var et led i en nationalromantisk bølge, som overvejende fandtes hos studenter, kunstnere og andre fra det bedre borgerskab. Her har opfattelsen været den, at der blandt landsoldaterne eksisterede en national begejstring for krigen og fædrelandet. Med dette udgangspunkt udreder Frost i en gennemgang af 800 ucensurerede soldaterbreve en anden historie end den traditionelle. Først og fremmest fremhæves det, at der var en markant holdningsforskel i brevene, hvorvidt de var afsendt fra en værnepligtig landssoldat eller en frivillig soldat med rødder i borgerskabet. Hos de værnepligtige tegner der sig således et overvejende et billede af, at det fortrinsvis var en udbredt kongetroskab med en dertilhørende legitimering af, at det var et retfærdigt ærinde, kongen var ude i, der var holdningsgrundlaget, mens den nationalromantiske vinkel derimod fandtes i højere grad i brevene fra de frivillige soldater.

Frost arbejder i sin artikel ud fra en delvis mikrohistorisk og mentalitetshistorisk vinkel, hvor han i høj grad lader landssoldaterne ”tale” selv ved at referere ordlyden af nogle af deres breve. Det lader til, at der i brevene er et omfattende kildemateriale til rådighed, som på mange måder kan være med til at nuancere den fremherskende opfattelse af landssoldaternes tanker om fædrelandet - om end de, som Frost skriver, ikke helt nøjagtigt kan vise, hvad soldaterne tænkte.    

Jens Henrik Koudal har nationalsange som tema for sin artikel. Koudal benytter et længere beskrivende historisk perspektiv til at synliggøre artiklens forskellige problemstillinger: hvordan en nationalsang opstår, hvad der sker med den i forbindelse med et regimeskifter osv. og hvordan den stadige proces foregår, som må til, for at nationalsangen kan vedligeholdes som et identitetssymbol.  Med udgangspunkt i Danmark foretager Koudal en kronologisk udredning af nationalsangens opståen og betydning. Startåret er 1818(-19), hvor der blev udskrevet en konkurrence om at skrive en nationalvise. Herfra følges udviklingen over ”Kong Christian” og ”Der er et yndigt land”, med de efterfølgende diskussioner, der var, omkring hvilken af sangene, der var den rette danske nationalsang. Nationalsangsudskiftninger undersøges med Tyskland og Rusland som cases. Heri vises det, hvordan forskellige regimer til forskellige tider har udskiftet eller ændret deres respektive nationalsange; eksempelvis ved at Rusland opnåede at have ikke færre end seks forskellige af slagsen i det 19. århundrede! Som Koudal afslutningsvis betoner, er det vigtigste for en nationalsang, at den kan opnå og skabe en udbredelse i folket, hvis den skal fastholde sin status som nationalt symbol. Den kronologiske vinkel, Koudal har lagt, skaber et godt overblik over nationalsangenes opståen og deres videre udviklingstendenser. Samtidig formår han i artiklen i høj grad at vise nationalsangens betydning i forskellige sammenhænge og til forskellig tid.

”Socialdemokratiet og folket – fra Grundtvig til Stauning” er titlen på Niels Finn Christiansens bidrag til bogen. Christiansen starter meget passende med at konkludere, at alt hvad der er godt i Danmark, helst skal hedde noget med folk. Eksemplerne er talrige: folkebibliotek, folkekirke, folkehøjskole etc. Men så positive konnotationer var der ikke om folkebegrebet i arbejderbevægelsen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Helt frem til 1. verdenskrig var folkebegrebet nærmest en ikkeeksisterende del af socialdemokratiets tekster og taler. Udviklingen, Christiansen søger at beskrive, går fra dette meget reserverede stadie frem til dets indførelse i Staunings partiprogram ”Danmark for Folket” i 1934. Heri reformuleredes folkebegrebet i den socialdemokratiske optik, så det fik en bred folkelig appel, der også sigtede mod de klasser, partiet indtil da ikke havde henvendt sig imod.     

Morten Thing leverer bogens sidste bidrag med en artikel om folket og venstrefløjen. Heri viser han, hvorledes folkebegrebet har haft betydning for partierne på venstrefløjen. Artiklen tager først afsæt i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), der var en underafdeling af verdenspartiet Kommunistisk Internationale (Komintern). Da Komintern på dets kongres i 1935 vedtog ”Folkefrontspolitikken”, hvor målet var at forene først arbejderklassen og siden resten af folket i en antinazistisk alliance, måtte DKP følge efter. Dette skulle dog vise sig at være en besværlig proces, da Socialdemokratiet stod væsentligt stærkere end DKP. Herfra følges DKPs forskellige folkelige tilnærmelser frem mod sprængningen af partiet, hvorfra Socialistisk Folkeparti (SF) så dagens lys i 1959 og den senere splittelse af SF, der ledte til dannelsen af ”det nye venstre” forankret omkring Venstresocialisterne fra 1967. Thing formår i løbet af denne relativt korte artikel at indfange og belyse mange af de strømninger og tendenser, der har hersket på venstrefløjen i deres brug af folkebegrebet.