BogFeature
Osten og ormene

- kosmos ifølge en 1500-tals møller

Af Charlotte Nelann Rabjerg, cand.mag. i historie og filosofi. 

Så kom den endelig på dansk! Efter at Osten og ormene udkom på engelsk i 1980 har den haft en stor indflydelse på europæisk kulturhistorie, og den anses i dag for at være en klassiker. Bogens forfatter har været en drivende kraft bag udviklingen af den nye kulturhistorie/mikrohistorien, men det skulle dog tage godt 30 år, før bogen nu foreligger på dansk. 

Denne danske oversættelse har et flydende og uforstyrret sprog. Ole Jorn, som har oversat Osten og ormene, har også valgt at respektere Carlo Ginzburgs bevidste valg af slutnoter uden anførelser i selve teksten frem for fodnoter (dermed findes oversætterens noter også kun som slutnoter). Ginzburg ønskede, at bogens fortælling ikke skulle forstyrres af noteapparatet, men at læseren skulle kunne lade sig rive med af fortællingen i sig selv. Effekten af dette kan diskuteres. Den videnskabelige læser forstyrres måske af manglen på notehenvisninger i teksten, mens læseren, som ikke er interesseret i notehenvisningerne, nok alligevel ville ignorere eventuelle fodnoter. Ginzburgs bevidste notevalg understreger dog, hvor vigtig fortællingens kraft er for forfatteren, hvilket også kommer til udtryk gennem bogens form. Kapitlerne er forholdsvis små, og Ginzburg leder stille og roligt læseren frem til den konklusion, som han ønsker at nå. Selv om bogen er præget af forholdsvis mange usikre slutninger, så føler man sig som læser i gode hænder. I bogens efterskrift citeres en af Ginzburgs udtalelser omkring bogen, hvori han understreger, at bogen ikke skal ses som den eneste udlægning af historien om mølleren. Ginzburg er netop betaget af historiens ugennemsigtighed, som han mener ansporer til nysgerrighed. Inden jeg kommer nærmere ind på selve indholdet i Osten og ormene, vil jeg kort anbefale efterskriften. Ole Jorn, som er cand.mag. i italiensk og historie, beskriver her nærmere Ginzburgs udgangspunkt for bogen, hans metode, kritik af metoden samt bogens virkningshistorie. Det er et ganske interessant kapitel, som sætter bogen ind i en historiografisk kontekst.

***

(…) at jord, luft, vand og ild var blandet sammen, og at der af den mængde efterhånden opstod en masse, netop ligesom ost bliver til i mælk, og i den opstod orme, og det blev til englene. (…) I skaren af engle var tillige Gud, også han blev skabt af denne masse på samme tid. (Side 32)

Ovenstående er mølleren Menocchios skabelsesberetning, som den blev fortalt til inkvisitionen i 1583. Det er denne ganske særprægede kaosforståelse af Guds skabelse, som Ginzburg tager sit udgangspunkt i, og som også er baggrunden for den ellers lidt mærkværdige titel. Menocchio var en ”skæv” person i tiden, hvilket da også kom til udtryk i, at han blev anklaget for kætteri. Det er inkvisitionsrapporterne fra kætterisagen, Ginzburg anvender. Ginzburgs projekt er at finde ud af, hvor møllerens forståelse af Gud stammer fra. For at svare på dette gennemgår Ginzburg bl.a. minutiøst den litteratur, som vi ved, at Menochio læste eller kunne have læst. Herefter foretager han en tolkning af, hvorledes Menochio læste og forstod denne litteratur. Han påviser, at Menochio brugte sin egen forståelseshorisont i sin læsning. Det mundede ud i det, som Ginzburg kalder en syntese mellem det skrevne ord og den ”urgamle” folkekultur, som Menochio var grundfæstet i. Denne ”urgamle” folkekultur er netop det element, som Ginzburg prøver at isolere i møllerens tankegang. Hermed gør Ginzburg et grænsetilfælde, mølleren Menochio, repræsentativ på makroniveau. Gennem grænsetilfældet vil Ginzburg si folkekulturen fra i Menochios verdensbillede. 

Tolkningen af den skriftlige litteratur er kun ét skridt på Ginzburgs vej frem til konklusionen. Han ser også på, hvilken rolle Menochio og hans familie havde i landsbyen. Hvilke personer omgikkes han, og hvilket verdensbillede havde de? Hvordan spillede tidens politik ind på møllerens verdensforståelse, og hvilken indvirkning havde reformationen? Var datidens møllere gjort af et specielt stof, eller besad de en unik position i samfundet? Dette er alle elementer, som Ginzburg tager stilling til og bruger i sin analyse. Det kræver selvsagt et stort og imponerende overblik over tidens litteratur, politik, mentalitet osv. Ginzburg formår at holde alle disse bolde i spil, uanset hvilket aspekt af Menochios liv, han undersøger.

Ginzburg leverer en imponerende analyse. Når det så er sagt, så er der dog også dele, som man kan stille sig kritisk til. Jeg tvivler på, at en isoleret folkekultur nogensinde har eksisteret, og Ginzburgs forkærlighed for historiens ugennemsigtighed ses også i Ostene og ormene. Til tider virker det, som om Ginzburg tager meget store skridt for at nå frem til Menochios folkekultur. Det træder nok tydeligst frem, når Ginzburg anvender bøger, som Menochio eventuelt kunne have læst og forstået på en bestemt måde, som forklaring på hans udtalelser. Det giver nogle gange en følelse af, at Ginzburg griber efter spøgelser. Ikke desto mindre gør han det velargumenteret, og han skelner altid tydeligt mellem det beviselige og det mulige. 

Ginzburg kan med rette ses som en af fædrene til mikrohistorien, som netop tager udgangspunkt i, at et grænsetilfælde (det kan være en ”skæv” person eller en konfliktsituation) får nogle kulturelle træk frem til overfladen, som kan isoleres og forstås på et makroniveau. Det, som måske adskiller nutidens mikrohistorie fra Ginzburgs, er, at man forsøger at skabe et mindre statisk billede. Man er mere opmærksom på og interesseret i den dynamik, som findes mellem de forskellige aktører eller kulturer. Ginzburg skrev bogen i en tid, hvor der i høj grad blev gjort op med den politiske historie, og hvor individets historie eller historien ”set nedefra” vandt større og større indpas. Dette fordrede en alternativ metode. I den svenske oversættelse af Natalie Zemon Davis’ Matin Guerres Återkomst fra 1984 har Ginzburg skrevet efterordet, og heri skriver han:

Davis forskning (och berättelse) bygger inte på motsättningen mellan ”sant” och ”diktat”, utan på sammansmältningen, alltid noga anmärkt, mellen ”verklighet” och ”möjligheter”, (…). (Side 156)

Dette gør sig i høj grad også gældende for Osten og ormene, som er en klar sammensmeltning mellem det virkelige og det mulige. 

Det er godt, at denne bog endelig er kommet på dansk, og jeg kan kun anbefale, at man læser den. Ikke kun på grund af dens historiografiske betydning eller Ginzburgs metode, men også på grund af den velfortalte historie om mølleren i 1500-tallet med den skæve verdensforståelse.