BogFeature
Outze i krig - med skrivemaskinen som våben

Cand.mag. Mona Jensen, Historisk Samling fra Besættelsestiden

Bogen om Børge Outze er en velfortalt og spændende beretning om, hvordan den unge journalist på Nationaltidende i 1943 fik etableret det illegale nyhedsbureau Information. Bladet begyndte som et legalt nyhedsbrev, der blev distribueret til en lukket kreds af modtagere. Det var i første omgang pressefolk på Nationaltidende, men hurtigt udvidedes modtagerkredsen til også at omfatte en håndfuld politikere og kongehuset. Outzes store indsats med at indsamle og formidle nyheder var ikke mindst værdifuld i kraft af hans gode kontakter i politiet. Han var Nationaltidendes kriminalreporter og samtidig redaktør af Politibladet. Det skaffede ham adgang til et væld af oplysninger, der ikke blev bragt i den censurerede presse.

Fra at være et legalt nyhedsbrev til en lukket kreds udviklede Information sig fra efteråret 1943 efterhånden til et illegalt nyhedsbrev, der foruden at fungere som nyhedsbureau for hovedparten af dansk illegal presse, via Sverige leverede nyhedsstof til udenlandske medier. Gennem et år spillede Outze en hovedrolle i dansk illegal presse som formidler af censurerede nyheder. Han stod derfor højt på Gestapos ønskeliste. Han undgik i en længere periode arrestation, men blev taget i oktober 1944 under en razzia, der egentlig var rettet mod andre illegale pressefolk.

Outze var en dygtig og velskrivende journalist, der endog af gestapochef Karl Heinz Hoffmann blev rost for at have tilført den illegale presse en behageligere tone! Det er en bekræftelse af, hvor flittigt den illegale presse blev læst af besættelsesmagtens repræsentanter og hvor stor en betydning, den illegale presse blev tilskrevet. Outze var utvivlsomt en god fangst for Gestapo. Efter kun en måneds fængsling indgik han en særegen kontrakt med gestapochefen og blev frigivet ved en fingeret flugt. Efter sin frigivelse i november 1944 tilbragte Outze resten af besættelsestiden i Sverige, hvor han bl.a. var tilknyttet nyhedsbureauet Dansk Pressetjeneste. Efter befrielsen blev Fædrelandets redaktion og trykkeri i St. Kongensgade erobret, og her begyndte Outze udgivelsen af det legale dagblad Information, som han ledede indtil sin død i 1980.

Outzes mange kontakter, såvel i politi- og politikerkredse som i det militære efterretningsvæsen, kom ham til gavn i mange situationer. Outze spillede bl.a. en central rolle som formidler mellem Frihedsrådet og politikerne. Efter ”flugten” til Sverige blev Information videreført af andre pressefolk, og de økonomiske midler skaffede H.C. Hansen og Hans Hedtoft fra den danske statskasse. Også efter befrielsen var Outzes indflydelsesrige kontakter afgørende for, at han og ikke andre rivaliserende dele af pressen fik Fædrelandets lokaler stillet til rådighed.

Det kan ikke undre, at Outzes mærkværdige frigivelse fra tysk fængsel forfulgte ham senere i livet. Modydelsen for frigivelsen bestod i at fungere som spion for Hoffmann og levere efterretninger om sovjetiske militære forhold fra Sverige. Outze var antikommunist. Det forhold skulle have været afgørende for, at aftalen om frigivelse kom i stand.

Efter eget udsagn formåede Outze at bringe Hoffmann og co. på Shellhuset til at tro på den fantasifulde forklaring, at han havde kendskab til en hemmelig allieret aftale, hvor delingen af Europa skulle være fastlagt. Under sin fængsling fik han tilfældigt kendskab til, at sovjetiske tropper var gået i land i Nordnorge. Nu forklarede Outze, at dette var i modstrid med den hemmelige allierede aftale og tilbød sin assistance med at underrette Hoffmann om sovjetiske militære forhold.

På baggrund af det kildemateriale, forfatterne har haft til rådighed, er det øjensynlig ikke muligt at fastslå, om Outzes forklaring på sit mærkværdige engagement med Gestapo står til troende. Hoffmann bekræftede under sin afhøring i 1947 stort set Outzes forklaring. Det hævdedes senere fra tysk side, at Outze leverede værdifulde militære efterretninger, mens Outze selv vurderede sine indberetninger som værdiløse.

Andre rivaliserende aviser og enkeltpersoner har senere stillet berettiget spørgsmålstegn ved Outzes forklaring og rettet anklager mod ham. Outzes egen rethaveriske kritik af retsopgøret har formodentlig ikke dæmpet lysten til at stille spørgsmålstegn ved hans forhold til Gestapo. Der blev i 1947 på baggrund af beskyldninger mod Outze indledt en politiundersøgelse af sagen. Undersøgelsen blev dog pludselig opgivet. Bogens forfattere antyder, at indflydelsesrige personer kan have holdt hånden over Outze ved at beordre undersøgelsen standset. Men det bliver ved gisningerne.

Forfatterne dokumenterer, hvordan Outze virtuost benyttede skrivemaskinen som våben i kampen om danskernes holdninger under besættelsen, men lader det være op til læseren at vurdere, om der kan stilles spørgsmålstegn ved de våben, han gjorde brug af i sit engagement med Gestapo.

Bogen om Outze giver et fint indtryk af manden og af det københavnske miljø af illegale pressefolk, som han tilhørte. Det er spændende læsning, og bogen kan varmt anbefales. Den sætter berettiget fokus på den noget oversete del af modstandsbevægelsen, der kæmpede om danskernes holdninger bag skrivemaskinerne. Det er ikke de mange pionerer og amatører, der arbejdede under særdeles vanskelige forhold, hvad angår finansiering, fremstilling og distribution, der beskrives i bogen. Børge Outze hørte til på den illegale presses 1. klasse, og herfra fik han væsentlig indflydelse på meningsdannelsen under besættelsen.