|
- Sortskæg, Rackham den Røde
og de Caribiske sørøvere
Af
Mag. Art. Hist. Caspar Christiansen.
I anledningen af de
internationale ”Talk like a pirate day” d. 19
september har Borgen udgivet bogen Piraternes Republik på
dansk. Forfatteren er den amerikanske journalist Colin
Woodard, og udkom på engelsk i 2007.
”Piraternes Republik”
dækker de caribiske piraters historie kronologisk for
årene 1696-1730. Med udgangspunktet i periodens første
pirat, Henry Adams, der tjente som britisk kaper i
krigen mod franskmændene. Inden for perioden er det
primært de britisk-amerikanske pirater, Woodard beskæftiger
sig med, fra Jamaica via Nassau og til New England. Det
giver Woodard mulighed for at beskæftige sig med nogen
af de mest kendte pirater, såsom Sortskæg og Rackham
den Røde (jeg tænker også automatisk på Tintin, når
jeg ser det navn). Materialet til bogen er primært
fundet i arkiverne i de lande, der var berørt af
pirateriet, men især USA og England. Gennem det
overraskende omfattende arkivmateriale er det især fortællingen
om selve piraterne, der er i fokus. Vi får således en
utrolig detaljeret beskrivelse af de forskellige
piraters historie, helt ned til kærester og familiære
forhold.
Inden for den kronologiske
og geografiske afgrænsning bevæger ”Piraternes
Republik” ved at lade piraternes historier overlappe
hinanden. Når en pirat bliver fanget eller dør, fortsætter
bogen med den næste pirat i rækken. Det er med til at
give en god fornemmelse af udvikling i både piraternes
organisering og de politiske forhold. Selve piraternes
historier gennemgåes så minutiøst, som arkiverne i
dag har tilladt Woodard. Det giver en række spændende
detaljer, men også for mange detaljer. Eksempelvis er
stort set hvert eneste skib, piraterne opbragte i
perioden, nævnt, ofte ret omfattende.
Selvom Woodard inddrager
mange af piraternes ugerninger, fra tyveri til tortur og
mord, så er det tydeligt, at Woodard nærer sympati for
piraternes skæbne. Den typiske pirat var således en,
der havde haft en hård og ubarmhjertig opvækst, der
kombineret med de uhyrlige forhold mange af dem oplevede
i diverse orlogsflåder, drev dem ud i piratvirksomhed.
Her fandt de et broderskab med en grad af demokrati og
en stor grad af personlig frihed. Woodard beskriver
naturligvis også piraternes mange forbrydelser, men i
det store hele ligger forfatterens sympati hos
piraterne. De betragtes nærmest som frihedskæmpere.
Eksempelvis citeres piraten Bellamy for at ”De
[eliten/staten] plyndrer de fattige med lovens hjælp…
og vi plyndre de rige, kun beskyttet af vores mod”. S.
162. Det er naturligvis en svær balancegang at behandle
pirater i skæringsfeltet mellem eventyrer og mordere,
og ”Piraternes Republik” ender med at hælde til førstnævnte.
Det kan naturligvis være svært ikke at blive betaget
af piraternes eventyr og skæbner, men undskyldningen
med at forholdene i den engelske flåde drev mange søfolk
ud i piratvirksomhed fremstår hos Woodard som en
eviggyldig sandhed, der ikke undersøges nærmere.
Naturligvis har det været et hårdt liv i den engelske
flåde, men i Piraternes Republik er flåden udelukkende
et stort udefinerbart onde, der svæver i baggrunden. I
mellemtiden er piraternes liv enkelt og fyldt med druk,
hor og plyndring – åbenbart ubetinget det bedste en sømand
kunne forestille sig.
Pirathistorie har ofte en
tendens til at være en undersøgelse af eventyret mere
end historie. Med titlen ”Piraternes Republik”
forventer man derfor et større fokus på de sociale og
samfundsmæssige aspekter hos piraterne. Titlen viser
sig dog at være en anelse misvisende i den forbindelse.
Ganske vist havde piraterne en art republik på de øer,
de brugte som tilholdssteder, men de fremstår i
”Piraternes Republik” som forvoksede værtshuse,
hvorfor det synes lidt flot at tale om en republik.
Woodard holder sig primært til at beskrive piraternes
eventyr. Fra tid til anden optræder der et par korte
analyser af de politiske forhold og lignende, men i det
store hele er bogen holdt i det rent narrative. På
trods af de overnævnte mangler, så er bogen meget
gennemført. Oversættelsen er letlæselig, hvilket
passer fint til bogen. Detaljerigheden omkring
piraternes historie er stor, til tider måske næsten
for stor, men det bidrager til at tegne et meget sammenhængende
billede af de enkelte pirater. For alle raske drenge og
piger med en eventyrlig forestilling om piraternes liv,
er det dog et gennemført værk, der helt sikkert vil
stille mange menneskers trang til at vide mere om selve
piraterne.
|
|
|

|
|
Colin Woodard:
Piraternes Republik
- Sortskæg, Rackham
den Røde og de Caribiske sørøvere.
Udg. af Borgens
Forlag
365 sider, 399 kr.
Borgens
Forlag >
|
|
|
|
|
|