BogFeature
Den standhaftige tinsoldat

- En biografi om Frederik 6.

Af Erik Ingemann Sørensen

”Frederik 6. er denne bogs helt eller antihelt, i hvert fald er han dens hovedperson. Frederik var myreflittig, pligtopfyldende og gjorde, hvad han mente var det rigtige. Men han var kolerisk af temperament, muligvis i besiddelse af en vis grad af intelligens, men i hvert fald på sine ældre dage udelukket fra at bruge den fornuftigt på grund af sin stædighed og sin selvfølelse. Han var i stand til at vise medfølelse, men hindret i at lade den komme til udtryk, fordi han samtidig afviste dem, der forsøgte at komme ham nær. Livet igennem bevarede han en mistro til andre, både til mænd og til kvinder.”

Med dette – absolut lidet flatterende skudsmål – indleder professor Jens Engberg sin biografi om enevoldskongen Frederik 6, der reelt sad på magten i 55 år. Biografien er en mursten på ikke mindre end 544 sider. Og lad det være sagt med det samme: den forekommer ikke én eneste side for lang, skrevet som den er med stort vid, perspektiv, jugement og så en boblende, humoristisk pen, der ikke kan nære sig for små kommentarer til såvel datid som nutid. Faktisk må man adskillige gange undervejs tage sig i at le højt. Kort og godt: anmelderen mindes ikke nogen sinde at have læst en så fremragende og prægnant biografi.

Jens Engberg binder man ikke på mund og hånd. Det lader sig – gudskelov – ikke gøre. Han er trofast over for sit marxistisk prægede historiesyn. Og den omhandlede periode med dens talrige aktører giver adskillige gange anledning til, at teksten forekommer at være skrevet med saltsyre, hvilket i en tid – præget af politisk korrekthed – forekommer aldeles befriende.

Jens Engberg opdeler Frederik 6’s liv i 3 faser – skarpt adskilte, men sandelig med hver deres særpræg:

1. ”Barndommen og ungdommen med lidelser, men også med fremgang og triumf”

2. ”Manddommen med nederlag og katastrofe”

3: ”Alderdommen med resignation og bitterhed.”

Faserne er ikke specielle – men det er den enkelte fases karakteristik og forløb i særdeleshed. Freudianere må juble over Engbergs beskrivelse af fase 1. Nøgternt konstateret må vi andre notere os, at i dag ville et barn med sådanne opvækstbetingelser være blevet tvangsfjernet. Uden diskussion. Men Kongeloven fra 1665 hæver – som Engberg formulerer det – ”herskaberne” over ”pøbelen”. Uden tøven karakteriserer Engberg Frederik 6’s barndom som værende forfærdelig. Det er en konklusion man med den udførlige og dybdeborende beskrivelse kun kan erklære sig enig i. Farens, Christian 7.s, adfærd helt ud i de psykopatiske hjørner, Struensees fysiske og psykiske tortur, en mor, der efter at have ligget i med selv samme pludselig er helt og aldeles væk, og en ”farmor”, enkedronning Juliane Marie, der holdt ham i et jerngreb – alt dette har været med til at forme Frederiks karakter. ”Snarere må Frederik vel betegnes som personlighedsforstyrret”, skriver Engberg.

Angående kildematerialet, som danner baggrund for værket, må Jens Engberg konstatere, at Frederik 6.s arkiv er ”noget tyndt af et yngre kongearkiv at være. Frederik førte ikke dagbog, intetsteds har han optegnet, hvad hans planer og tanker var.” Det virker, som om der ikke har været ret meget at komme efter. Alligevel får vi 544 siders troværdig historie. Dette skyldes i særdeleshed, at Johan Bülow (1751-1828), der i 1773 blev ansat som Frederiks ”åndelige vejleder og praktiske administrator” har efterladt sig et særdeles fyldigt arkiv, der ”indeholder kilder, som er øjenvidneskildringer af kronprins Frederiks barndoms- og ungdomshistorie helt indtil Frederik var 25 år gammel, og at Bülow også derefter blev ved med at følge Frederik og samle oplysninger om ham.”

Hertil kommer blandt andet en række udenlandske kilder – diplomatindberetninger med mere – der yderligere er med til at cementere billedet af ”en elendig konge, som blev til Danmarks ulykke.” Så er det sagt lige ud.

Professor i historie – velan så må det være en selvfølge, at kildematerialet er i orden. Jo da. Men det gigantiske arbejde med at sammenstille de tusindvis af små brikker til en vederhæftig helhed er alligevel aldeles imponerende. Oversigten over benyttede fremstillinger, kildeskrifter og fortegnelser dokumenterer det store forarbejde. Bogen vrimler med endog særdeles velvalgte citater. Men her må der ankes! Der er enten ingen eller kun generelle henvisninger i teksten til citaterne. Da mange af citaterne er korrigerede til nutidigt sprog – hvilket Engberg omhyggeligt gør rede for – ja, så havde det været givende, om noteapparaturet var blevet gennemført korrekt. Dette er ikke godt nok. Desværre.

Jens Engbergs fremstilling af Frederiks barndom er rystende læsning. De mange tråde og løse ender, der er samlet, tegner et billede af en stakkel. ”I en alder af næsten 4 år havde han dårligt nok lært at tale”, skriver Engberg. N.D. Riegels, der blev kammerpage hos Frederik, skriver lige ud, at man begik ”grusomhed mod et svagt, uskyldigt, spædt barn.” Kolde bade, bare tæer i sneen, tynd, tynd påklædning i vinterkulden” – alt sammen et resultat af Struensees totale falden på halen for de opdragelsesmetoder, Rousseau beskriver i bogen ”Emile eller om opdragelse”, der var blevet udgivet i 1762. Jens Engberg påpeger, at Struensees opdragelsesmetoder fysisk kan have hjulpet Frederik, men konstaterer i samme moment, at han må have taget psykisk alvorlig og uhelbredelig skade. Belægget er Johan Bülows beskrivelser.

Med enkedronning Juliane Maries omhyggeligt tilrettelagte statskup i 1772 blev der sat en brat stopper for de mange overgreb mod Frederik. Moren genså han aldrig, og Struensee endte som bekendt i småstykker på Østerfælled – hvor ”Parken” ligger i dag. Spørgsmålet er imidlertid, om der reelt var tale om en befrielse. Fremstillingen antyder, at det nærmest var et valg mellem pest og kolera. For nu var det enkedronningen, der satte sig på den lille prins. At det har været hårdt – blot på en anden måde – fremgår af en samtale, han førte med augustenborgerne i 1785. Her skriver Engberg, ”at Juliane Marie var et frygteligt menneske, som ville være i stand til at begå de største forbrydelser, og som ikke ville vige tilbage fra mord, hvis det tjente hendes interesser”.

Et nyt statskup finder sted i 1784. Denne gang sætter en gruppe af tysk-danske godsejere sammen med kronprins Frederik enkedronningen og hendes søn, arveprinsen, skakmat. Kupscenen, hvor Frederik får sin sindssyge fars underskrift, er kosteligt beskrevet. Resultatet blev, at kabinetstyret blev afskaffet og erstattet af statsrådet. Nøgternt konstaterer Engberg, at det ”blev begyndelsen til udviklingen det kapitalistiske klassesamfund, vi nu lever i.” Der kan ikke sættes en finger på Engbergs glimrende fremstilling – blot man ihukommer, at han er tro mod sit historiesyn. Reelt set er der baggrund for en mere nuanceret opfattelse af begivenhederne.

Engberg omtaler flere steder den snigende degenerering, der satte sit præg på kongefamilien – i øvrigt i begge grene. Frederik giftede sig med sin kusine, Marie Sophie Frederikke, datterdatter af Frederik 5. ”Deres ægteskab var indgifte oven i indgifte” noterer Engberg. Kronprinsessen fødte i alt 8 børn – men kun 2 piger overlevede. De blev begge gift, men deres barnløshed gjorde det endegyldigt slut med den oldenborgske mandslinie. Inden for kongehuset har man dog anet uråd, da arveprins Frederik og arveprinsessen, Sophie Frederikke, fik 3 børn sammen. Alle piger. Og alle døde kort efter fødslen. Nyt blod måtte til, og det blev da arveprins Frederiks adjudant, Frederik Blücher, der besteg Sophie.  Det resulterede i 4 børn, hvoraf den førstefødte, Christian Frederik, blev den senere Christian 8. Det er rent faktisk første gang en historiker lægger dette kort på bordet i en bredere sammenhæng. (Claus Bjørn har det i Biografisk leksikon). Det befriende ved hele bogen er, at Jens Engberg ikke lider af andre historikeres berøringsangst!

De 8 fødsler – og givet flere aborter – satte en effektiv stopper for Frederiks seksuelle udfoldelser sammen med dronningen. Hermed blev der baggrund for en af danmarkshistoriens mest mærkværdige ”ménage à troi”. Brøndborerens datter, Rikke – senere Danneman” blev i en alder af 19 år, Frederiks såkaldte maitresse, med hvem han fik 4 børn – tilsyneladende med dronningens viden og accept. Enkedronning Marie accepterede, at Fru Danneman kunne komme til Frederiks dødsleje. Det er primært i brevene til hende, man menneskeligt får løftet en lille flig ind til Frederiks følelser. Synd at fotografiet af Rikke er taget med.

Som nævnt tidligere deler Jens Engberg Frederik 6´s liv op i 3 faser. Fasen ”Manddommen med nederlag og katastrofe” er på mange måder uhyggelig læsning. Engberg finder – med rette – ingen forskel på enevælde og diktatur. Frederik 6’s tro på egen guddommelighed, intellektuelle overlegenhed – vi alene vide – minder i al sin gru om korporalen i vort sydlige naboland. Sammenligningen kommer da også tydeligt frem. Ifølge Engberg har Frederik 6 på et tidspunkt udtalt, at han hellere ville se sin hovedstad i flammer end overgive den. ”Der var i hvert fald i hans udsagn en berlinsk 1945-agtig stemning af ”Untergang” over Frederik.”. Uvilkårligt kommer man til at tænke på, om ikke Frederik 3´s udsagn om at dø i egen rede egentlig ikke dækker over det samme. De har i sandhed været uheldige de Frederikker – helt frem til midten af Frederik 9’s regeringstid.

Det, at Frederik 6 ikke ville lytte til kloge og besindige rådgivere, kom i sidste ende til at koste Danmark flåden, 1807, pengekassen, 1813, og Norge 1814. Plus en hel del mere. Danmark blev takket være Frederik fjernet fra første række i det europæiske magtcentrum til grebningen. ”Danmark blev, hvad det nu er, en lille ubetydelig og besynderlig selvglad nation i Europa.”

Det vil føre alt for vidt at gå i dybden med den enkelte katastrofe. Men man er ikke upåvirket efter at have læst den lange og meget, meget grundige redegørelse for de forskellige forløb.

Engberg skriver et sted: ”Som diktator i Danmark kom han i et halvt århundrede til at beskæftige sig med alvorlige ting, men ikke på nogen lykkelig måde”. Det er nok den mildeste af de domme, forfatteren fælder undervejs. Havde det været en domsmandssag med 3 dommere, ja, så ville udfaldet uden tvivl have været enstemmigt: Frederik var som nævnt ”en elendig konge, som blev til Danmarks ulykke.”

Den enevældige konge kunne ikke modsiges. Hans dømmekraft ikke betvivles. Det er Heiberg og Dampe eklatante beviser på. Derfor kom en af Frederiks helt store katastrofer – den gensidige undervisning – da også til at forpeste livet for en masse skolebørn. Når det drejer sig om kontrol, er det vel først under Bertel Haarder og hans embedsmænd, at man er kommet ned på samme perfide niveau. Man måtte rundt ad finurlige omveje for at lade Frederik forstå, at undervisning kunne foregå på en anden måde. Og dette er blot et enkelt eksempel.

Frederik 6 dør 1839 som en træt, gammel mand. Efter balsameringen blev han udstillet godt 4 uger i åben kiste indhyllet i al den uniformspragt, han elskede livet igennem. De sidste 2 kunne undersåtterne defilere forbi ”den kærlige landsfader” – for at citere tidligere historikeres opfattelse af kongen. Hverken for Frederik 6 eller Frederik 7 var der tale om en æstetisk udstilling. Stanken var ulidelig, og ifølge Tom Buk-Swienty var Frederik 7´s kiste nærmest ved at eksplodere grundet den fremadskridende forrådnelse. Næsten symbolsk for Oldenburgstammens sidste to Frederikker. For nu at blive i Jens Engbergs univers.

I øvrigt er det interessant nok tredje år i træk, vi forsynes med en kongebiografi. 2007 var det Knud V. Jespersens ”Rytterkongen” om Christian X. Sidste år Ulrik Langes ”Den afmægtige” om Christian 7. Og nu Engbergs om Frederik 6. Det er så befriende, at Jens Engberg ikke lider af berøringsangst over for ”herskaberne”. Det får anmelderen til at fremsende en lille bøn til professoren: skriv bogen om tronfølgeloven af 1953. Så kunne mange rygter måske manes i jorden.

Som nævnt flere gange i anmeldelsen er det et mageløst værk, professor Jens Engberg har begået. Forfriskende og fornyende synsvinkler kombineret med en fremragende pen og forlagets fornemme grafiske produktion må – i det mindste – gøre ”Den standhaftige tinsoldat” til en oplagt kandidat til ”Årets historiske bog”.

Hvad titlen angår, ja, så nænner anmelderen ikke at afsløre, hvorfor bogen hedder, som den gør. Den frydefulde oplevelse skal læseren ikke snydes for selv at få.