BogFeature
Vældige ting

– 63 fortællinger om verden, som den er

Af Erik Helmer Pedersen

Pensionisten, den 76-årige historiker Søren Mørch har gjort det igen – uddistanceret hele den danske historikerklan, unge som gamle, med sit opus magnum nr. 2 på blot et halvt år med præcis samme sidetal, men nu med 63 og ikke 61 fortællinger. Der er også sket den ændring, at hvor første bog, Store Forandringer, handlede om, hvordan verden blev moderne, gør bog nr. 2 på en måde facit. Den vestlige civilisation er blevet støbt i faste, uopløselige former, Vældige Ting, sådan som de besynges af koret i Sofokles’ tragedie  fra  442 f. Kr. Antigone i en stasimon, en vekselsang om menneskets magt, vel også til at omstøbe tingene efter sit ét hoved. Bogen kan efter anm.s opfattelse læses som den tæt forenede historiker og samfundsdebattør Søren Mørchs indre brydninger med at acceptere, at tingene nu engang er, som de er, og at historikeren bare sidder dér med sin facitliste i hånden og ser til. Udløses spændingen mon i bog nr. 3, som efter simpel kalenderregning må være på gaden marts 2010?

I begge værker disponeres stoffet i 8 bøger og indledes med et forord. I Store Forandringer aflagdes en uforbeholden bekendelse til den vestlige civilisation, som den er, med de tidligere så forkætrede ting som markedsøkonomi, industrialisering osv., hvorimod den nye bog indledes med ”Gamle dage”. Her savnes det ellers så velkendte ”Punktum”. Og til ens forbavselse og glæde tager forf. os med på en erindringsrejse til barndommens tabte land i den gamle skole  i Skenkelsø, tæt ved Ølstykke station. Uden spor af ironi eller for den sags skyld sentimentalitet tegnes her et følsomt portræt af livet, som det dengang levedes, tæt knyttet til jorden, til tingene, som de nu var engang, men som betød slid og afsavn i en grad, moderne mennesker har svært ved at fatte, hvis man da ikke selv har oplevet det magen til. Som anm. i største ubeskedenhed. Og forordet slutter meget sigende for hele bogen med linjen: ”Gamle dage – det var landbrugets tid”. Nærmest en protokolsætning.

Her beholdt læseren perspektivet på de nære ting. Tiden stod stille. I første bog ”Maskinen” oplever man til gengæld med den allesteds nærværende H. C. Andersen som historisk vidne, at jernbanen som den industrielle revolutions dampdrage nok suser gennem tre tyske stater på 8 timer, men at farten aldeles fjerner forgrunden Man ser kun de fjerne ting. Kombineres ”jernbanesynet” med den omtrent samtidige nyskabelse, fotografiet, opnår vi efter forf.s opfattelse den moderne omverdensorientering. Det dræber med digteren Heinrich Heines ord rummet, netop forstået som omverdensorientering, kun tiden er tilbage, og med ét er vi i en jernbaneby som Paris, hvor en moderne byplanlægger ubønhørligt har brudt det historiske Paris op i moderne jernbanelinjer, brede boulevarder med gas- og vandledninger, kloaker og stormagasiner for blot at nævne nogle få, vældige og vældigt betydningsfulde ting.

Dermed er ”udviklingen”, titlen på bogens 2. kapitel, sat. Her er hovedpersonen naturforskeren Charles Darwin, sådan som det blev stillet i udsigt i Store Forandringer. Ret omstændeligt men fsv. underholdende nok fortælles her en treleddet slægtssaga om de sammenbragte familier Darwin og Wedgwood. Netop som det senere så berømte 3. generationsmedlem Charles Darwin, gift med kusinen Emma Wedgwood, var ved at gøre sig gældende som naturhistorisk forsker i egen ret, fik han et brev fra en ukendt indsamler af naturhistoriske genstande, Alfred Russel Wallace, p.t. ankret op ved øen Ternate i Hollandsk Ostindien. Heri fremlagde denne næsten ord til andet den teori om lovene for arternes oprindelse, Darwin i største hemmelighed havde arbejdet med i 20 år! Den prekære situation blev dog reddet ved, at begges resultater blev fremlagt samtidigt ved et møde i et fagligt forum, Linnean Society of London.. Æren var reddet, mest til Darwins fordel, og i 1859 kunne han fremlægge sin udgave af teorien i en lutret skikkelse i The Origins of Species etc. Om den har Søren Mørch den kommentar, at det i grunden slet ikke er en teori, blot en simpel konstatering af noget, enhver må kunne se med det blotte øje; at langtfra alle levende væsener bliver sat i stand til at reproducere sig selv. Der opstår mao. en variation som følge af naturlig udvælgelse.

I 3. bog om ”Nationen”  stilles vi over for den tyske statsmand Otto von Bismarck, den tredje af  Thomas Manns tre ”gevaldige” i tysk kultur og historie og ikke som de andre to af samme kaliber Luther og  Goethe drøftet i  forandringsbogen. Strengt taget får vi ikke meget at vide om jernkansleren selv og hans politiske virksomhed, men om hans nære samarbejde med sin pengeagent, den jødiske finansmand Gerson Bleichröder. Her er vi ved magtens kilde, og da magt interesserer forf. mest, vandrer vi hånd i hånd med Bleichröder til huset med det røde skilt i Judengasse i Mainz for at erfare, hvorledes finanshuset Rotschild uden at komme i avisen låner de penge ud, europæisk fyrste- og statspolitik har brug for bag kulissen. Omvendt tørster en Bleichröder efter at få adgang til den officiøse verden uden at være iklædt en usynlig jødekåbe, men må som vor forf. lidt bittert konstatere, at folk dengang (som nu?) ikke brød sig om jøder. Selv om man lod sig kristne, blev antisemitismen luftet ”naturvidenskabeligt” med udtryk som afstamning, race, blod osv. Det hører med til historien, at Bleichröder rent undtagelsesvist blev adlet.  Senere tilkøbte han sig en slags nyhedsmonopol, som Bismarck dygtigt kunne udnytte frem til 1879. Men pressen kan man trods alt ikke købe 100%, konstateres det.

Jøden som prügelknabe på højeste niveau drøftes i bog 4, ”Emil Zolas død”, hvor temaet er den uopslidelige Dreyfuss-affære, som Søren Mørch tidligere har beskæftiget sig indgående med. Kort fortalt får en uduelig og korrupt officerskaste i Frankrig 1894-95 den jødiske generalstabsofficer Alfred Dreyfuss forvist til Fransk Guyana, nærmere bestemt Djævleøen ud for byen Kouruo, dømt på en falsk anklage for spionage, som en anden militærperson havde udført og som i realiteten var uden substans. 11 år senere rehabiliteredes Dreyfus, men var da en knækket mand. Der er flere rigtige helte i historien om Dreyfus’ frifindelse ; den ene er digteren Émile Zola, som i den berømte artikel ”J’accuse” 13. januar 1898  beskylder militæret og statsapparatet for antisemitisme af værste skuffe, og den anden er ligefrem en helt flok af slagsen, de15 medlemmer af Institut de France, som opfordrer Deputeretkammeret til at tage sagen op til revision. Det bruger Søren Mørch til at raillere over den påståede uvilje, ”smagsdommere og/eller kulturradikale” er blevet mødt med her til lands siden 2001. Som han ser det, er det altid irriterende, når den slags folk bruger ”den selvfølgelige elitære bedreviden” til at tale over hovedet på folk, som de er flest.

I 5. bog om ”Krigen” åbnes hele skudfeltet mod militærhierarkiets påståede idioti, toneberuset som der fares af sted  på hesteryg med flyvende faner og uden anden jordforbindelse end synet af de skyttegravsnedkulede soldater, som man hensynsløst kommanderer frem mod den perfekte slagtemaskine, fjendens ildsprudende maskingeværer. Situationen bliver endnu mere absurd, hævder han, når man erindrer sig den preussiske krigsteoretiker Carl von Clausewitz’ påpegning af, at man i grunden ikke kan planlægge en krig, da det er plat umuligt at forestille sig, hvad der kan ske. 1. verdenskrig er som kaosprojekt det bedste bevis herpå, konkluderes det. Det bizarre er, at krigen som en politisk løsning spillede fallit - og slagmarksturisten Søren Mørch kan ikke blive træt af at vandre rundt i absurditetens dødsteater – og alligevel påtvang man gennem Versaillestraktaten Tyskland en krigsafslutning, der ledte durkt ind i en ny krig.

Chokeret bladrer vi hastigt videre, men bremses op på dobbeltsiden 312-13 af et billede af Adolf Hitler i opsminket heltepositur og overskriften til bog 6 ”Fuga”. Her er den tyske katastrofe 1939-45 forståeligt nok temaet, men det spilles videre til andre diktaturer og magtsøgende systemer og enkeltpersoner som de to nazistiske kulturkoryfæer, filosoffen Martin Heidegger og dokumentarfilmens største enkeltnavn, Leni Riefenstahl og i bog 7 Bomben”, englændernes bombechef under 2. verdenskrig Arthur Travers Harris, manden som lod de tyske byer bombe sønder og sammen, velsagtens i erindringen om Luftwaffes tilsvarende terrorbombning af engelske byer.

Riefenstahl er en stor kunstner på sit felt, betones det, akkurat som Hitler, hvis virkefelt var politikkens. Han kunne som ingen anden få tyskerne til at slutte op om det proklamerede fællesskab, hvorefter hendes kameraer visualiserede oplevelsen og skånsomt glemte omkostningerne. Mørch har en indbygget aversion mod begrebet ”fællesskab”, selv i den grundtvigsk-folkelige udformning, og finder en virksom modgift i Max Webers affortryllelsesbegreb eller i Mørchs udlægning det moderne, som vil erstatte følelse og begejstring, ja tro og tillid med beregning, intellektualisering  og rationalitet. Her tilbyder sekulariseringen sig som en erstatning for følelsen, men den kræver disciplin og skoling, en indre styrke til ikke straks at tilfredsstille umiddelbare behov. Intet under at jøderne i den kristne kultur blev udpeget som fødte affortryllere, pointeres det.

”Bomben” i 7. bog fortæller Søren Mørchs historie om 1930’ og 1940’ernes nærmest febrilske anstrengelse på at få en luftbåret bombe til at ramme specifikt udpegede mål med blot nogenlunde præcision. Da det ikke lykkes, tyr man som i Harris’ tilfælde til fladebombning.  Enhver form for rationalitet er her på forhånd dømt ude; når man efter august 1945 søgte at se a-bomberne over Hiroshima og Nagasaki som resultatet af forudgående kalkuler og politiske overvejelser er det slet og ret udtryk for historisk post festum-forskønnelse, akkurat som den efter Mørchs opfattelse urigtige opfattelse, at det var amerikanerne og englænderne, der vandt 2. verdenskrig. Nej, det var Sovjetunionen, i hvert fald når sejren gøres op i tallet på de faldne. Man sporer i det hele taget hos Mørch en stor beundring for Stalin, især som krigsleder. Hvis ikke han havde udvist den fornødne hensynsløshed ville man næppe kunne have vundet krigen på tre år.  Forf. undrer sig i denne forbindelse over den kritiske holdning, med folk med indgående kendskab til sovjetkommunismen nærer over for systemet. Det kunne jo være, at folk som Bent Jensen og Niels Erik Rosenfeldt bedre har forstået systemets indbyggede morbiditet.

Nu til  ”Maden”, bog 8 eller fortællingen om, hvordan landbruget blev moderne og nu kunne forsyne ikke færre end 6½ mia. mennesker eller moderniteten udtrykt landbrugshistorisk. Men nej: ”Landbrug - gab, gab! Landbrugshistorie – ekstra meget gab, gab, gab!” Gavflab, tænker man og læser roligt videre på forf.s landbrugshistorisk ganske godt dækkende beskrivelse af Malthus med sin jernhårde lønningslov og John Steinbecks klageråb i romanen ”Vredens Druer” over de lidelser, tørkeramte landmænd og landarbejdere i Amerikas sydlige Midtvesten måtte udstå under tredivernes krise, når de nærmest halvkvalte blev hyllet ind i en kæmpestor støvsky, the Dust Bowl.

Efter 2. verdenskrig har forskningen gennem den grønne revolution, gensplejsning og andre nyskabelser imidlertid bragt på det rene, sådan som det konkretiseres i kapitlet ”Min bondegård”, at det er muligt at ernære mange flere mennesker end de 8 mia., vi hidtil er nået op på. Men prisen er høj. Udviklingen slog en årtusindgammel landbrugskultur, en sand livsform i stykker og gjorde landbruget til en moderne industri. Desuden har store, typisk amerikanske koncerner inden for planteforædlingsarbejdet så at sige monopoliseret de nye plantesorter, som betinger den nødvendige produktionsforøgelse.

I et afsluttende kapitel ”Et eksperiment” drøftes det planteforædlende arbejde, der verden over udføres for at skabe en ny, vitaminrig risplante, de gyldne ris. Det har rigtig fåët Green Peace-folkene op af stolen, da det efter deres opfattelse kan skade menneskehedens livsbetingelser. Det er én ting, en anden nok så vældig er den biokemiske landbrugsrevolutions konsekvenser for det traditionelle landbrug og de hermed forbundne relationer af medmenneskelig natur. Med kvinderne på arbejdsmarkedet, med sexlivets forvandling fra et reproduktivt anliggende til en stykke oplevelsesøkonomi og med  det offentliges overtagelse af børnepasningen, ja børneopdragelsen, er ”de meningsproducerende institutioner, kultur, religion, kunst og politik…” sakket helt agterud i forhold til det, Søren Mørch forstår ved ”livsverdenen”.

   Er det nu godt eller skidt? Ud fra hans åbenlyse modernitetsbegejstring, i hvert fald i  Store Forandringer og et godt stykke vej ind  Vældige Ting må de fremtidige ”helt uoverskuelige perspektiver” herved opfattes positivt. Men formuleringen kan også opfattes pessimistisk, og dermed er vi tilbage ved bogens indledende kapitel om Skenkelsølivet, som det levedes for 65-70 år siden. Er Søren Mørch mon blevet landsbyromantiker på sine gamle dage?

Hans nye bidrag til den vestlige civilisations historie har mange af de kvaliteter, man normalt forbinder med hans særlige historieopfattelse og hans måde at fortælle historien på. Nægtes kan det dog ikke, at hans moderniseringsbegreb i denne bog bøjes så meget ud og ind, at det sine steder spændes til bristepunktet. Nogle steder lurer trivialiteten lige om hjørnet, f. eks. når han, ret så idiosynkratisk motiveret, afleverer de reglementerede æselspark til Dansk Folkeparti, Anders Fogh Rasmussen og andre hadeobjekter. Den offensive ironi, han tidligere banede sig vej med, er dog de fleste steder mildnet noget, akkurat som i Store Forandringer.

Det bør selvfølgelig erindres, at Søren Mørch tolker historien, han skildrer den ikke, men det forventer hans store publikum næppe. Derfor er det nok mindre interessant at få at vide, at der i opfattelsen af flere af hans vældige ting hersker ret stor uenighed. Tænk bare på den amerikanske nobelprismodtager af russisk-jødisk herkomst, Robert W. Fogel, der bl.a. ud fra  kontrafaktiske analyser mener at kunne udhule alle påstande om de amerikanske jernbaners økonomiske betydning. Den engelske hærchef under 1. verdenskrig, Douglas Haig, står ikke længere ene tilbage med ansvaret for Somme-katastrofen. Datidens politikere lod ham i stikken, læser man i en bog fra 1991.

Men læserne får det ønskede: en farverig, engageret og velfortalt skildring, hvor den lidenskabsløse fornuft elegant løser alle de problemer, som overspændte og følelsesbetonede folkeforførere har skabt. Anm. vil for sin part læse Skenkelsøprædiken langsomt op og slutte med et Amen!