BogFeature
Porcelænsfabriken "Dnamark" 1936-1969 - Kjøbenhavns Porcelains Maleri.

Af Jørgen Schou-Christensen

Meget af den forskning, der foregår omkring dansk kunsthåndværk og kunstindustri, er en stilfærdig videnindsamling og dokumentation, der ofte finder sted gennem det daglige arbejde i vore museer og arkiver. Dette kan være med til at holde forskningsprojekterne i live gennem mindre udstillinger, beskedne kataloger og artikler i mere eller mindre udbredte tidsskrifter.

Sådan har det vel også været med den forskning omkring Porcelænsfabriken ”Danmark” – en ganske markant virksomhed i Lyngby fra midten af det 20. århundrede – som over de sidste årtier er blevet gennemført af Byhistorisk Samling for Lyngby-Taarbæk Kommune.

2003 gjorde man status gennem en udstilling på Friboes Hvile i Lyngby og fik ved den lejlighed indsamlet yderligere genstandsmateriale og supplerende oplysninger. Der blev efterhånden skabt kontakt til en række af de mennesker, der stadig kunne give tætte vidnesbyrd om alle detaljer i produktionen og menneskene bagved.

Mængden af førstehåndsinformationer kan man overbevise sig om gennem henvisningerne til utallige journalnumre i Byhistorisk Samling, som det fremgår af et nærmest svulmende noteapparat til den omfattende publikation Porcelænsfabriken ”Danmark” 1936-1969 ∙ Kjøbenhavns Porcellains Maleri, der som Lyngby-Bogen 2006 er udgivet af Historisk-topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk Kommune.

Teksten af Lise Skjøt-Pedersen på de rigt illustrerede 227 sider er en spændende og letlæselig sammenfatning af et materiale, som kommer rundt om alle tænkelige aspekter af fabrikkens produktion, der i en kortere årrække omkring 1950 i omfang overgik og i produktionsværdi matchede Den kongelige Porcellainsfabrik og Bing & Grøndahl. Med 500 ansatte var det kommunens største industrivirksomhed, og for et par generationer tilbage har vel de fleste danske familier været ejere af et stel eller i det mindste nogle stykker porcelæn, som stammede fra fabrikken i Lyngby.

Erhvervs- og kulturhistorisk er det spændende at læse om, hvordan et århusiansk grossistfirma Holst og Knudsen, der siden 1904 havde forsynet landets isenkræmmere med glas og porcelæn fra nogle af de store fabrikker i Centraleuropa, efterhånden importerede porcelænsvarerne udekoreret og lod dem male her i landet. Der var faktisk en lille håndfuld værksteder i perioden omkring 1900, som udførte den slags arbejde på importeret porcelæn. En af virksomhederne, der arbejdede for Holst og Knudsen, var Kjøbenhavns Porcellains Maleri, som var grundlagt 1883 og blev opkøbt af Holst & Knudsen i 1924.

Den afgørende fortsættelse af historien vedrører politik og samfundsøkonomi i 1930’erne. Der kom voldsomme valutarestriktioner, som næsten lukkede for importen af det billige tyske porcelæn. Dette medførte, at Holst & Knudsen etablerede Porcelænsfabriken ”Danmark” i et tidligere sukkerraffinaderi i Lyngby og i løbet af en kort årrække fik gang i en virkelig stor produktion til den brede del af det danske hjemmemarked, men af god håndværksmæssig og teknisk kvalitet.

Man moderniserede produktionen, ikke mindst takket være den dygtige driftsleder, civilingeniør dr. techn. Søren Berg, hvis glimrende artikel ”Serviceporcelæn” i Johs. Andersen og Viggo Steen Møllers bog ”Keramik” fra 1946 er genoptrykt som bilag i den foreliggende publikation.

I hvert fald kom fabrikken i Lyngby helt i front gennem nogle årtier, hvad angår porcelænsindustriens tekniske udvikling, men samtidig fastholdt man frem til 1960’erne de håndværksmæssige elementer i produktionen, således som det var en stærk tradition her i landet. Men netop derved blev man jo særlig sårbar, da den keramiske industri for alvor blev automatiseret i udlandet og valutarestriktionerne fra omkring 1960 helt bortfaldt, hvorefter importen nærmest eksploderede af det billigere udenlandske porcelæn i det brede sortiment. Denne udvikling eksemplificeres meget klart i denne bog.

Spørgsmålet melder sig naturligvis, om fabrikken i Lyngby fik nogen som helst kunsthistorisk og designhistorisk betydning. Også dette forhold kommer bogens tekst ganske fint rundt om med en god dokumentation og forsigtig konklusion: Da man sad ganske stærkt på markedet for de mere traditionelle porcelænsstel, måtte man nytænke, da dette marked begyndte at svigte lige efter midten af det 20. århundrede. Faktisk var Porcelænsfabriken ”Danmark” helt i front med at skabe et fleksibelt system af enkeltdele af brugsporcelæn, som var ovnfast og kunne bruges direkte fra køleskab til ovn og videre til det daglige bord. Man

markedsførte dette porcelæn under navnet Dan-ild i midten af 1950’erne og fik stor succes. Mindre forretningsmæssig succes, men markant international anerkendelse opnåede man gennem det designmæssigt avancerede porcelæn, som skabtes, da keramikeren og maleren Axel Brüel blev tilknyttet virksomheden i Lyngby, også i 1950’erne.

Midt i bogen indflettes på knap tyve sider en sociologisk-historisk undersøgelse om porcelænsservicernes anskaffelse, anvendelse og status gennem de forskellige perioder fra 1920’erne til 1950’erne. Undersøgelsen baseres på interviews med 34 personer og giver oplysninger om 111 familiers porcelænsvaner. Resultatet forekommer en smule diffust og vanskeligt at konkludere, men rummer morsomme detaljer.

Det er fortjenstfuldt, at disse indsatser beskrives omhyggeligt i bogen, og afbalanceret i forhold til bogens mange andre elementer. Faktisk spreder denne publikation sig over et vældig stort felt, men man lægger bogen fra sig med en fornemmelse af, at emnet er behandlet præcis så omfattende og alligevel så stramt redigeret, som stoffet kræver og kan bære. Man bliver klogere på et temmelig ukendt, men bestemt ikke uinteressant kapitel af dansk keramisk historie i det 20. århundrede.