BogFeature
Politi 1682 - 2007

Af Tommy P. Christensen

I dag har de fleste en ret præcis forestilling om, hvad begrebet ”politi” dækker. Situationen var en anden i begyndelsen af det 19. århundrede. Dengang tænkte ingen på politiet som et organ eller et korps. Politi var snarere en funktion eller en opgave. Og opgaven var ambitiøs, for politi ville sige ”at holde statsorganisationen i sin naturlige, uforstyrrede gang.” (Dansk Forvaltningshistorie I:632)

Dette citat, der stammer fra forfatterens bidrag til Dansk Forvaltningshistorie, skildrer på glimrende vis, hvorledes politi var en funktion, der ikke mindst under Enevælden havde til formål at sikre statens ve og vel. Altså meget langt fra senere tiders forventning om lokalpoliti og den rare betjent, der følger andemor over gaden. Politi-begrebet har i løbet af 300 år udviklet sig til at blive den uniformerede etat, der med reklamebilerne er ”Politiet”. Hvorledes det kunne gå til skildres på bogens første sider, der på sin vis er bogens mest fascinerende. Denne projicering af samfundets behov for magt- og autoritetsudøvelse i en uniformeret etat kunne nok fortjene en uddybende behandling. Det må dog blive ved en anden lejlighed, da forfatteren denne gang må have løbeskoene på, når 200 sider skal dække mere end 300 års politimæssig udvikling. Fra én mand i København til nu, hvor POLITI er en kæmpe-organisation med 14.000 ansatte.

Dele af bogen rummer stof, som forfatteren tidligere har haft under behandling, men det har atter fået en gang i gennem skrivemaskinen, og føjer sig smukt ind i den foreliggende bog. Forfatteren, Henrik Stevnsborg (f. 1948), har da også et langt generalieblad, når det drejer sig om det danske politis historie, og han tilkendtes i 1993 doktorgraden på sin disputats om dansk politi (: Politiet 1938-47. Bekæmpelsen af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed). Idag er han ydermere professor i politi og politiforhold ved det juridiske Fakultet, Københavns universitet. Stevnsborg er således nærmest selvskreven til at begå en lærebog til brug for undervisningen på Politiskolen.

Den foreliggende bog er lagt kronologisk an, og veloplagt bringer den i løbet af 14 kapitler læseren fra slutningen af 1600-årene og frem til aktuelle emner som antiterror, Schengen-samabejdet og Europol. Vægtningen ligger på det 20.-21. årh. med kapitlerne 7 og 8 omhandlende Besættelsen og retsopgøret. Antiparlamentarikeren Estrups Blå Gendarmer (1885-1894) klares på tre sider i kapitel 4, og ved gendarmeriets afvikling bliver det fremhævet, at ”afviklingen betød et kæmpe problem for de kommuner, der havde ladet gendarmerne overtage al polititjeneste for selv at spare politiudgifter.”

Politiet i årene 1901-53, der i bind 2 af Dansk Forvaltningshistorie fik 17 sider, har her fået bedre plads, og stoffet er blevet ordnet mere organisatorisk med et kapitel om Statspolitiet (5.) og et om Rigspolitiet (6.), der suppleres med perioden Den kolde krig (kap. 9). Bogens sidste kapitel (14. Nutid og fremtid) bringer læseren ajour med de seneste tiltag under VK-regeringerne og får tilmed nævnt, at den nye danske Europollov trådte i kraft den 1. januar 2010. Fint disponeret, og da det nu drejer sig om dansk politihistorie bør det ikke overraske, at hovedparten af de anførte titler i litteraturlisterne efter de enkelte kapitler er forfattet af forfatteren selv eller er bidrag fra Politihistorisk Selskabs Årsskrift, hvor forfatteren har sæde i selskabets bestyrelse. Hermed er det centrale forum for dansk politihistorie også sat på plads for dem, der ikke måtte kende dette hjørne af Clios have. Med et ben i hver lejr har forfatteren således - på godt og ondt – helt særlige forudsætninger for at forstå og beskrive etatens dilemmaer og selvforståelsen hos dens aktører. Efter anmelderens opfattelse er det som hovedregel altid interessant at iagttage, hvorledes forfatteren i sine politihistoriske arbejder udøver denne særlige balancekunst. Det er nemlig en balancegang, hvis man på den ene side vil søge at respektere den samfundsbevarende etatshistorie, som traditionen og dens udøvere (tidligere især etatens egne, ældre medlemmer) foretrækker. Og på den anden side har den ambition at præstere en kritisk, forskningsbaseret faglig formidling på universitetsniveau.

Nu skal den foreliggende bog som nævnt benyttes i undervisningen på Politiskolen, og derfor er det blevet til en illustreret lærebog, der savner noter. Tilsvarende er det heller ikke alle kontroversielle begivenheder i den danske politihistorie, der har fundet plads på de 228 sider. For eksempel præsenteres læseren ikke for politiets jagt på danske faldskærmsagenter fra det engelske SOE, der i september 1942 kom til at koste både radiomanden Paul Johannesen og faldskærmschefen Chr. Michael Rottbøll livet, eller til Søpolitiets prekære rolle langs Øresundskysten i oktober -43, da de danske jøder skulle indfanges og føres til de tyske Kz-lejre.

Tilsvarende finder lærebogen heller ikke anledning til at kritisere uheldige episoder i nyere tid (f.eks. på Nørrebro d. 18/5 -93), hvor politiledelsen i København tydeligvis ikke var deres opgave voksen. 

Kan man leve med, at vi – og de unge politiskoleelever – spares for udeladelser af denne type, kan man til gengæld fremhæve, at der nu foreligger en kompetent og læseværdig introduktionsbog. Ikke kun til den danske politihistorie, men også til de seneste omvæltninger i politiets opbygning og struktur, til korpsets krævende opgaver i form af snarrådig terrorbekæmpelse, og til udviklingen i det internationale politisamarbejde (TREVI, Schengen-samarbejdet og Europol). Vil man derimod læse om PET og den grasserende udvikling af overvågnings-samfundet, kendetegnet ved videokameraer på gader og veje, aflytning af borgernes kommunikation samt sporing af internet-aktivitet og mobiltelefon-samtaler må man søge andre steder...