BogFeature
Diktatur og demokrati

– Festskrift til Kay Lundgreen-Nielsen

Af Simon Ankjærgaard, cand.scient.soc. og journalist

I anledning af sin 70 års fødselsdag har historikeren Kay Lundgreen-Nielsen fået tilegnet et festskrift med titlen ”Diktatur og demokrati” – redigeret af Thomas Wegener Friis og Kristine Midtgaard.

De to har slået et ualmindeligt stort brød op, hvad angår vinkling og perspektiv. Det virker, som om de er gået i den fælde det er, at ville afdække så mange interessante tilgange til den evige kamp mellem demokrati og diktatur, som overhovedet muligt. De har villet bage et brød, der falder i alles smag, og er endt med et smagsforvirret studenterbrød, som det er svært at tygge sig igennem. Det er synd for læseren. Synd for bidragsyderne. Og synd for Kay Lundgreen-Nielsen.

Det første tema i bogen er Polens fascinerende og omvæltende historie, som Kay Lundgreen-Nielsen har studeret og beskrevet indgående. Blandt bidragene er en kort artikel af polakken Marcin Kula, der opridser hjemlandets turbulente færd på vej mod demokrati. Det er en oplysende og informativ indgang til den polske blok, der fortsætter med Andrzej Packowskis lidt for teknisk gennemgang af den polske kommunistiske efterretningstjeneste i efterkrigstiden. En strammere redigering, så forfatteren ikke fortaber sig i detaljer, havde været ønskværdigt. Packowskis artikel efterfølges af Wladyslaw Buthaks beretning om Józef Hieronim Retingers omdiskuterede rejse til Polen i 1944. Retinger blev efter krigen en markant figur i debatten om det europæiske samarbejde, og artiklen kaster nyt lys over rejsen, der blev foretaget på et tidspunkt, hvor det var klart, at det var de sovjetiske styrker og ikke de vestallierede, der ville nå Warszawa først. Der er tale om en slags akademisk skæg-og-blå briller, der dog forbliver uforløst, fordi artiklen virker som et brudstykke af noget større, som læseren ikke kan se.

Den polske blok indeholder derudover et par artikler, der ikke klikker tilstrækkeligt ind i temaet og som derfor kommer til at stikke ud. Det gælder blandt andet Peter Thalers bidrag om de polske og tyske grænseregioner, og Hans Chr. Johansens om de polske kul til Skandinavien. Lidt mere bid er der Per Bojes artikel om importen af polske kul i efterkrigstiden, fordi den netop behandler brudfladen mellem udenrigsøkonomi og ideologi. Rækken af bidrag, der kredser om de polske spørgsmål, sluttes af med Lars Bisgaards analyse af reformationen i Polen og i Danmark med udgangspunkt i reformatoren og adelsmanden Jan Laskis rejse til 1553 – en rejse, der qua Laskis kontroversielle rolle i international sammenhæng voldte den danske konge, Christian 3., store kvaler. I sig selv en interessant problemstilling, men – igen! – den stikker ud, fordi den tager et hyperspring tilbage i kronologien i forhold til de bidrag, man som læser netop var kommet igennem.

Efter rækken af bidrag, der kredser om de polske spørgsmål, kommer en række artikler, der angriber demokrati-diktatur feltet fra andre sider. Der lægges ud med Jeppe Nevers inspirerende diskurs-diskussion af begreberne demokrati og diktatur, som fortsætter over i Bjarne Søndergaard Bendtsens analyse af Poul Drachmanns roman ”Diktatur”. Analysen er ikke revolutionerende, men den er i sig selv interessant som et billede på de anti-demokratiske kræfter, der greb om Europa, herunder Danmark, i tiden op til 2. verdenskrig.

Herefter følger Knud J. V. Jespersens diskussion af den danske demokratikanon og Kristine Midtgaards analyse af menneskerettigheder og demokrati som fokusområder i den danske udviklingspolitik. Konklusionen er velkendt – hun har bragt den til torvs før – nemlig at politiske betingelser om at modtagerlande skulle opføre sig pænt og demokratisk først sent blev hjørnestene i Danidas politik.

Fra disse mere overordnede betragtninger, vender bogen tilbage til afdelingen for skæg og blå briller i Helmut Müller-Enbergs og Thomas Wegener Friis’ ”Inkognito på rejsen” om hemmelige østtyske agenter på spil i Danmark – og om Günter Wallraffs rolle i den sammenhæng. I forhold til flere af de øvrige bidrag stikker dette ud ved at spille på helt andre fortællermæssige teknikker og kildevalg.

Fra noget nær kriminalroman-niveau bevæger bogen sig herefter op og ind i Det Hvide Hus med to bidrag om henholdsvis John F. Kennedy og Barack Obama. Nils Arne Sørensen analyserer danskernes syn på JFK, mens Lars Erslev Andersen analyser Obama med afsæt i krigen i Afghanistan – hvilket klart er en af Andersens hjemmebaner.

Signe Isager og Poul Pedersen sørger for værkets sidste kronologiske hyperspring helt tilbage til forholdet mellem kejser Hadrian og bystaten Halikarnassos – og på den måde understreger de to netop dét, der er bogens allerstørste problem; den vil for meget. Det giver akademisk spredehagl og efterlader en overstimuleret og forvirret læser.