|
Dansk Skattehistorie
IV.
Af Jørgen Stage Larsen
En velskrevet, men tungt læselig
bog, fyldt med oplysninger om et dynamisk skattesystem i
årene efter enevældens indførelse. Hvis man tror, at
skattesystemet lå fast dengang, bliver man hurtigt
klogere. Man bliver klar over, at der ligger ufattelige
mængder af materiale om befolkningen og dens skatteevne
i arkiverne. Vi får en meget specifik indføring i
matrikuleringerne og hver eneste skat, der ramte den
danske befolkning. Det må have krævet en utrolig
effektiv administration at holde styr på opkrævning og
videretransport af alle disse naturalieskatter, som
hovedsageligt blev opkrævet til militæret.
Forfatterens effektivitet og overblik har været næsten
lige så imponerende.
Bogen er opdelt i
hovedafsnit efter krige (før og efter Skånske krig og
Store Nordiske Krig) og underopdelt i 3 afsnit, nemlig
skatteforvaltning, matrikulering og skatter/skatteindtægter.
Denne opdeling virker logisk og gør bogen lidt nemmere
at overskue.
Den store forskel på
datidens system og nutidens, er vel at de fleste skatter
dengang var øremærket til brug for udgifter til enten
hæren, flåden eller civiletaten og enten til Norge
eller Danmark. Altså i stor udstrækning ën skat til
ën udgift. Skatterne nåede som regel heller aldrig ind
i statens kasse. Meget blev opkrævet og brugt, der hvor
de blev opsamlet – hvilket jo også hang sammen med,
at det i stor udstrækning var naturalier, der blev opkrævet.
Generelt var skattesystemet dengang mere tilfældigt og
indviklet end i dag – utroligt, men sandt. Allerede
dengang havde man overvejelser om det skulle være
direkte eller indirekte skatter
(kontribution/konsumption). I den tidlige enevælde
havde de direkte skatter størst betydning, hvorimod
toldindtægterne fik større betydning i slutfasen
(efter Napoleonskrigene)
Bogen bekræfter, at
sognefogderne (s.61) allerede er til stede i
1600-tallet. Andre steder kan man fejlagtigt læse, at
denne titel først indføres i slutningen af 1700
tallet.[1]
Det nævnes endvidere at takserborgerne (de valgte
borgere, der sammen med byens øvrighed, hvert år
skulle skatteansætte byens borgere) blev udskiftet
hvert år og at de derfor ikke havde kendskab til sidste
års skatteansættelser. Men det nævnes ikke, at de
kunne vælges igen efter et års pause – så nogle af
dem havde et glimrende kendskab til udskrivningen fra
forrige år.
Sjovt også at navnene på
skatterne kunne betyde både hvilke effekter der blev pålagt
skat, og hvilke naturalier, der blev opkrævet.
Eksempelvis var smørskatten en del af proviantskatten,
der særskilt blev betalt i smør på Bornholm fordi de
i forvejen hovedsageligt betalte smør i landgilde. Men
i denne kategori var også fourage-, slagte-, okse-, flæske-
og saltskat m.fl. – Kopskatten giver sig selv som et
eksempel på den anden kategori, men kvæg-, ildsteds-
og grundskatter kan også nævnes.
Når man så helt
forpustet er nået til vejs ende med 1. hovedafsnit og
den mængde af skatter, der
udskrives i enevældens første korte periode,
bliver man helt salig når næste afsnits overskrift er:
”Centralisering og forenkling af skattesystemet
”.Det må være den samme følelse skatteydere og opkrævere
må have siddet med.
Forenklingen betød dog
ikke at der blev færre skatter, men bare at man forsøgte
at få bedre overblik og nemmere opkrævning, samt
kontant oppebørsel frem for naturalieafregning. Det kom
vist til at virke efter hensigten. Man får et glimrende
billede af, hvordan landmålingsmatriklen (1684-88) i
landsognene og grundtaxterne i købstæderne og i
hovedstaden blev fastsat. Tabellerne giver et fint
overblik over størrelserne på de forskellige
godsformer (krongods/personligt gods), samt størrelsen
af købstæderne (i henhold til skattegrundlag). Her bemærkes
især, at en by som Nakskov er Danmarks 5.største efter
København, Odense, Ålborg og Århus. Her kan man tale
om nedgangstider, mens en ”flække” som Hillerød er
vokset den anden vej, efter at kongen flyttede til
Frederiksborg.
Det virker underligt, at
sidste afsnit ikke er væsentlig mere omfattende end de
forrige, idet det jo dækker 100 år, mod 19 og 40 år
for de 2 første. Umiddelbart bemærker man dog ikke, at
forfatteren gør mindre ud af denne periode. Han får de
store omskiftelser med, både kongeskifterne og de fire
epoker under Chr. 7. Man bemærker allermest, at staten
i denne periode ikke opkræver nok skat til at dække
udgifterne. Inflationen gjorde sit, men regeringen
gjorde resten med fuldt overlæg for at fremme landets
handel og velstand.
I stedet trykkede staten flere sedler og optog
store lån. Ellers er perioden mest kendetegnet ved, at
de faste skatter blev stadig vigtigere frem for de
ekstraordinære. Et udtryk for at staten havde behov for
et fast provenue, selvom krige og krigstrusler stadig
betød, at der måtte opkræves ekstraskatter. Man bemærker
endvidere at den skattefrie jord udfases, og at staten
forsøger at gøre skattesystemet så retfærdigt som
muligt, ved at inddrage godsejerne, gejstligheden og
byerne, lige så meget som den almindelige
landbefolkning.
Som opslagsbog er den ikke
så anvendelig, dertil er sammenhængen for nødvendig
og tabeller og oversigter for sparsomme. Det eneste man
kan gøre for at springe over et lavt gærde, er at vælge
hvilket af hovedafsnittene eller underafsnittene man vil
bruge flest kræfter på.
Lidt flere tabeller,
embedslister, farvebilleder etc. havde gjort bogen mere
læsevenlig. Når der så er tabeller, passer disse ikke
altid med teksten underneden (s.134), ærgerligt.
Fremstillingen af amter/amtstuer i tekst og på kortet
virker også lidt rodet (s.48). Forfatteren skriver tre
amtstuer, hvor det er tre amter (Lolland/Falster). En
tabelarisk opstilling, som den på side s.252 for årene
1710-21, kunne med fordel have været brugt som en
oversigt over samtlige udskrevne skatter i hele
perioden.
Formatet er flot, men det
er irriterende at bogen ikke kan holde sig opslået –
man skal bruge begge hænder, når man læser – i al
fald i start- og slutfasen – det er bedre midtvejs.
Note- og litteraturfortegnelse samt register er selvfølgelig
på plads.
Man kan kun anerkende den
kæmpeindsats som forfatteren har ydet. Det er intet
mindre end utroligt, så mange oplysninger, der er
kommet med. Det har været meningen at alle skatter
skulle medtages, og det tror man på, at forfatteren har
opnået, når man når til vejs ende. Sjældent har en
bog så godt opfyldt den påstand, der blev lovet i
titlen. Alt i alt en spændende og nødvendig bog, hvis
man vil forstå rammerne for vore forfædres skattemæssige
forhold. Men det er ikke en bog, man læser uden at lægge
fra sig. Man er nødt til ind imellem at lægge den væk
og forsøge at fordøje alt det stof, man bliver fyldt
med. Hvis resten af bindene er ligeså velskrevne, har
det danske skattevæsen fået sig et værdigt eftermæle.
Uddrag af Harald Jørgensen: Lokaladministrationen i
Danmark, Oprindelse og historisk udvikling
indtil 1970. Administrationshistoriske
studier nr.11, s.157 “Sognefogder indføres i
slutningen af 1700 tallet”
|
|
|

|
|
Claus Rafner:
Enevælde og
skattefinansieret stat 1660-1818.
Dansk Skattehistorie
IV.
Udg. af Told- og
Skattehistorisk Selskab
419 sider, 428 kr. (abb.
328 kr.)
Told-
og Skattehistorisk Selskab >
|
|
|
|
|
|