BogFeature
Enevælde og skattefinansieret stat 1660-1818

Dansk Skattehistorie IV.

Af Jørgen Stage Larsen

En velskrevet, men tungt læselig bog, fyldt med oplysninger om et dynamisk skattesystem i årene efter enevældens indførelse. Hvis man tror, at skattesystemet lå fast dengang, bliver man hurtigt klogere. Man bliver klar over, at der ligger ufattelige mængder af materiale om befolkningen og dens skatteevne i arkiverne. Vi får en meget specifik indføring i matrikuleringerne og hver eneste skat, der ramte den danske befolkning. Det må have krævet en utrolig effektiv administration at holde styr på opkrævning og videretransport af alle disse naturalieskatter, som hovedsageligt blev opkrævet til militæret. Forfatterens effektivitet og overblik har været næsten lige så imponerende.

Bogen er opdelt i hovedafsnit efter krige (før og efter Skånske krig og Store Nordiske Krig) og underopdelt i 3 afsnit, nemlig skatteforvaltning, matrikulering og skatter/skatteindtægter. Denne opdeling virker logisk og gør bogen lidt nemmere at overskue.

Den store forskel på datidens system og nutidens, er vel at de fleste skatter dengang var øremærket til brug for udgifter til enten hæren, flåden eller civiletaten og enten til Norge eller Danmark. Altså i stor udstrækning ën skat til ën udgift. Skatterne nåede som regel heller aldrig ind i statens kasse. Meget blev opkrævet og brugt, der hvor de blev opsamlet – hvilket jo også hang sammen med, at det i stor udstrækning var naturalier, der blev opkrævet. Generelt var skattesystemet dengang mere tilfældigt og indviklet end i dag – utroligt, men sandt. Allerede dengang havde man overvejelser om det skulle være direkte eller indirekte skatter (kontribution/konsumption). I den tidlige enevælde havde de direkte skatter størst betydning, hvorimod toldindtægterne fik større betydning i slutfasen (efter Napoleonskrigene)

Bogen bekræfter, at sognefogderne (s.61) allerede er til stede i 1600-tallet. Andre steder kan man fejlagtigt læse, at denne titel først indføres i slutningen af 1700 tallet.[1] Det nævnes endvidere at takserborgerne (de valgte borgere, der sammen med byens øvrighed, hvert år skulle skatteansætte byens borgere) blev udskiftet hvert år og at de derfor ikke havde kendskab til sidste års skatteansættelser. Men det nævnes ikke, at de kunne vælges igen efter et års pause – så nogle af dem havde et glimrende kendskab til udskrivningen fra forrige år.

Sjovt også at navnene på skatterne kunne betyde både hvilke effekter der blev pålagt skat, og hvilke naturalier, der blev opkrævet. Eksempelvis var smørskatten en del af proviantskatten, der særskilt blev betalt i smør på Bornholm fordi de i forvejen hovedsageligt betalte smør i landgilde. Men i denne kategori var også fourage-, slagte-, okse-, flæske- og saltskat m.fl. – Kopskatten giver sig selv som et eksempel på den anden kategori, men kvæg-, ildsteds- og grundskatter kan også nævnes.

Når man så helt forpustet er nået til vejs ende med 1. hovedafsnit og den mængde af skatter, der  udskrives i enevældens første korte periode, bliver man helt salig når næste afsnits overskrift er: ”Centralisering og forenkling af skattesystemet ”.Det må være den samme følelse skatteydere og opkrævere må have siddet med.

Forenklingen betød dog ikke at der blev færre skatter, men bare at man forsøgte at få bedre overblik og nemmere opkrævning, samt kontant oppebørsel frem for naturalieafregning. Det kom vist til at virke efter hensigten. Man får et glimrende billede af, hvordan landmålingsmatriklen (1684-88) i landsognene og grundtaxterne i købstæderne og i hovedstaden blev fastsat. Tabellerne giver et fint overblik over størrelserne på de forskellige godsformer (krongods/personligt gods), samt størrelsen af købstæderne (i henhold til skattegrundlag). Her bemærkes især, at en by som Nakskov er Danmarks 5.største efter København, Odense, Ålborg og Århus. Her kan man tale om nedgangstider, mens en ”flække” som Hillerød er vokset den anden vej, efter at kongen flyttede til Frederiksborg.

Det virker underligt, at sidste afsnit ikke er væsentlig mere omfattende end de forrige, idet det jo dækker 100 år, mod 19 og 40 år for de 2 første. Umiddelbart bemærker man dog ikke, at forfatteren gør mindre ud af denne periode. Han får de store omskiftelser med, både kongeskifterne og de fire epoker under Chr. 7. Man bemærker allermest, at staten i denne periode ikke opkræver nok skat til at dække udgifterne. Inflationen gjorde sit, men regeringen gjorde resten med fuldt overlæg for at fremme landets handel og velstand.  I stedet trykkede staten flere sedler og optog store lån. Ellers er perioden mest kendetegnet ved, at de faste skatter blev stadig vigtigere frem for de ekstraordinære. Et udtryk for at staten havde behov for et fast provenue, selvom krige og krigstrusler stadig betød, at der måtte opkræves ekstraskatter. Man bemærker endvidere at den skattefrie jord udfases, og at staten forsøger at gøre skattesystemet så retfærdigt som muligt, ved at inddrage godsejerne, gejstligheden og byerne, lige så meget som den almindelige landbefolkning.

Som opslagsbog er den ikke så anvendelig, dertil er sammenhængen for nødvendig og tabeller og oversigter for sparsomme. Det eneste man kan gøre for at springe over et lavt gærde, er at vælge hvilket af hovedafsnittene eller underafsnittene man vil bruge flest kræfter på.

Lidt flere tabeller, embedslister, farvebilleder etc. havde gjort bogen mere læsevenlig. Når der så er tabeller, passer disse ikke altid med teksten underneden (s.134), ærgerligt. Fremstillingen af amter/amtstuer i tekst og på kortet virker også lidt rodet (s.48). Forfatteren skriver tre amtstuer, hvor det er tre amter (Lolland/Falster). En tabelarisk opstilling, som den på side s.252 for årene 1710-21, kunne med fordel have været brugt som en oversigt over samtlige udskrevne skatter i hele perioden.

Formatet er flot, men det er irriterende at bogen ikke kan holde sig opslået – man skal bruge begge hænder, når man læser – i al fald i start- og slutfasen – det er bedre midtvejs. Note- og litteraturfortegnelse samt register er selvfølgelig på plads.

Man kan kun anerkende den kæmpeindsats som forfatteren har ydet. Det er intet mindre end utroligt, så mange oplysninger, der er kommet med. Det har været meningen at alle skatter skulle medtages, og det tror man på, at forfatteren har opnået, når man når til vejs ende. Sjældent har en bog så godt opfyldt den påstand, der blev lovet i titlen. Alt i alt en spændende og nødvendig bog, hvis man vil forstå rammerne for vore forfædres skattemæssige forhold. Men det er ikke en bog, man læser uden at lægge fra sig. Man er nødt til ind imellem at lægge den væk og forsøge at fordøje alt det stof, man bliver fyldt med. Hvis resten af bindene er ligeså velskrevne, har det danske skattevæsen fået sig et værdigt eftermæle.