BogFeature
Fra skat på hartkorn til indkomstskat 1818-1903

Dansk Skattehistorie bd. 5

Af Kenn Tarbensen, historiker, ph.d.

Med dette bind af Dansk Skattehistorie er det seks bind store værk fuldendt. Det er en imponerende bedrift som Told- og Skattehistorisk Selskab her har stået for: En kortlægning af skatteforhold i næsten 1.000 år. Når der tænkes på, hvor stor betydning skatteforhold har for samfundets udvikling – både i dag og i fortiden – bliver bedriften ikke mindre. Hvorvidt man kan lide det eller ikke, så må beskatning af befolkningen anses for at være kittet i samfundet. I perioder har told og afgifter ganske vist spillet en meget stor rolle i samfundsøkonomien, men det har selskabet forlods rådet bod på med fembindsværket Dansk Toldhistorie (1987-90), ligesom den gennem 400 år vigtige Øresundstold behandles i et stort værk, der udkommer til efteråret. Desuagtet handler Dansk Skattehistorie om et helt centralt aspekt af Danmarkshistorien, og som sådan er der tale om et hovedværk, der fortjener stor udbredelse.

Bind 5 handler om tiden fra 1818 til 1903. Udarbejdelsen har været lagt i kyndige hænder, idet forfatteren er lektor ved Syddansk Universitet, dr. phil. Anders Monrad Møller, der tidligere har været redaktør af selskabets tidsskrift Zise og bl.a. har skrevet flere vægtige værker om bl.a. told-, post- og søfartshistorie.

Det politiske systemskifte i 1848-49 i forening med den økonomiske liberalismes fremmarch giver forventninger om, at der i skattemæssig henseende også skete en masse i løbet af 1800-tallet. Det gjorde der bare ikke. Som det hedder i prologen:

”Første del af århundredet er skattehistorisk dybt kedelig. Der skete ikke noget interessant. Men fra 1848 kom indkomstskatten på dagsordenen, og så er resten en lang nats rejse mod dag, mod indførelsen af indkomstskatten og dermed selvangivelsen i 1903”.

Med denne salut kunne én eller anden sikkert godt finde på skyndsomt at lukke bogen. Hvis den overhovedet er blevet åbnet, for allerede på omslaget hedder det om bogens første to kapitler om tiden under den sene enevælde, at de ”næppe vil ophidse mange læsere”. Det vil dog være synd og skam at stå allerede her.

I det første kapitel er der et glimrende overblik over hartkornsskatten på landet og bygningsafgiften (ejendomsskat) i byerne, de to betydeligste statsskatter, som i 1800-tallet supplerede hinanden. Andre statsskatter som især gageskatten og rangskatten beskrives også. I tabelform gives et overskueligt overblik over skatteprovenuet fra 1820 til 1848 – sammenholdt med told og konsumtion. Oversigterne omfatter også arveafgifter, stempelafgifter og lotterierne, især Klasselotteriet, der hørte under et kontor i Rentekammeret. Dertil beskrives de kommunale skatter, bl.a. med påligning af udgifter til fattigvæsenet og skolevæsenet. På amtsniveau blev fra 1820 amtsrepartitionskasserne dannet med direkte ligning på hartkornet. Vigtig er også omtalen af 1844-matriklen til afløsning af Christian 5.s matrikel fra 1688, eller rettere supplement, idet en del af landskatten fortsat blev beregnet af det gamle hartkorn og følgelig herefter kaldtes gammelskatten.

Fra dette overordnede plan fortsættes med et helt konkret eksempel, nemlig med Jørgen Larsens skattekvitteringsbog fra 1834. Han havde en fæstegård i Svinninge sogn i Holbæk amt, og mødte i årets løb to gange op på amtstuen for at betale sine skatter. Anders Monrad Møller har afskrevet den gnidrede skrift ved årets to betalinger, og kommenterer fint de enkelte poster, hvortil kommer en beskrivelse af betalingsmåderne i rede sølv og i sedler og tegn. Der er her tale om et godt og illustrativt eksempel, der følger op på den indledende beskrivelse.

De indledende kapitler fungerer som fine og helt uundværlige introduktioner til resten af bogen. Der kan vel nok rejses indvendinger mod forskellige ting. Overordnet kunne ønskes en bedre diskussion af de skattemæssige perspektiver i relation til emner som pligtarbejde, naturalieøkonomi/pengeøkonomi, sognekommunerne efter 1841 m.m. Mere konkret savnes også en bedre fremstilling af de mange forskellige særskatter. I Schous Forordninger ses i 1800-tallets første halvdel i sagregistret en fast rubrik med titlen ”Andre, meest extraordinaire Skatter i Danmark”. Listen er herunder ofte lang, og blandt interessante særskatter ses f.eks. ”Plakat af 20. Oktober 1819 ang. Bidrag til Fuldførelsen af Vor Frue Kirke”. Herved indførtes den såkaldte klubskat, der betød at alle klubber og dramatiske selskaber i hele Danmark årligt skulle betale 2 rigsdaler sølv for hvert medlem, en særskat, som også havde den politiske hensigt at bremse foreningsdannelsen.

Bogens anden del omhandler årene fra 1848 til omkring 1870. I skattehistorisk henseende er disse år ikke uventet præget af ekstraordinære krigsskatter. Men perioden rummer også meget andet. I 1850 faldt et forslag til en indkomstskat til jorden, men idéen blev taget op igen og igen. Derimod blev det i 1850 vedtaget at gennemføre en ligningsskat til afløsning af en række ældre skatter som bl.a. fourageskat, marchpenge og særskat til tugthuse, ligesom alle skel mellem det privilegerede og uprivilegerede hartkorn blev ophævet. Behandlet bliver også de kommunale skatteforhold i midten af 1800-tallet, herunder f.eks. de særlige skatteforhold i København med en række ”kasser”: Borgervæbningsskat, indkvarteringsskat, renovationsskat, vægterskat, brolægningsskat, vandskat, næringsskat og fattigskat. I 1861 omordnedes skatteforholdene i hovedstaden og tilsvarende i købstæderne i 1863.

Også for 1800-tallets sidste halvdel gives et illustrativt eksempel på en skattekvitteringsbog, nemlig Ole Larsens fra årene 1868 til 1876. Han var selvejergårdmand i Særslev ved Kalundborg, og hans skattebog er i modsætning til Jørgen Larsens bog fra 1834 meget forenklet. For samme periode findes tillige en række glimrende tabeller, bl.a. om statsskatteprovenuet 1848-70 og 1870-1903.

I 1800-tallets sidste årtier betød den økonomiske udvikling, at en omlægning af skatterne efterhånden trængte sig mere og mere på. Det gav anledning til lang række rigsdagsdebatter i 1800-tallets sidste halvdel. Som forfatteren skriver i indledningen er disse mange spalter i Rigsdagstidende ”for historikeren både en velsignelse og en forbandelse”. Læserne må i hvert fald også konstatere, at rigsdagsmændenes store talelyst sætter sig meget kraftige spor i en række af bogens kapitler! Mange ord, trods farverige nok, var dog spildte, for forfatningskampen kom også i denne henseende i vejen. Først efter systemskiftet nåede man i 1903 frem til indførelsen af den almindelige indkomstskat. Det skete med skattereformlovene af 1903, der behandles i det afsluttende kapitel. (Om indkomstskatten i praksis kan man læse videre i Dansk Skattehistorie, bd. 6).

Foruden seks forskellige illustrationer er bogen alene forsynet med portrætfotos af mænd, der deltog i skattedebatterne. Disse portrætter er med til at styrke fremstillingen af periodens skattehistorie som altovervejende politisk historie. Dette illustrationsvalg har næppe gjort bogen livligere! En bredere vifte af illustrationer, f.eks. i tilknytning til de mange forskellige beskatningsemner, kunne i forening med gode billedtekster have givet et fint signalement af det danske samfund i 1800-tallet i et skattemæssigt lys.

Som helhed har Anders Monrad Møller skrevet et interessant bind i Dansk Skattehistorie. Målgruppen er velsagtens primært faghistorikere, men mange andre vil også kunne få god glæde heraf. F.eks. vil det nævnte eksempel med Jørgen Larsens skattekvitteringsbog fra 1834 kunne hjælpe slægtshistorikere med et lignende materiale til at forstå dette. For dem, der i øvrigt ønsker at anvende skattehistoriske kilder i deres forskning, kan fortsat henvises til Claus Rafners udmærkede oversigt i ”På embeds vegne. Kilder til dansk forvaltningshistorie 1750-1920” (1998, 2. udg. 2008).

Oplysninger om den anvendte litteratur og (nogle få) utrykte kilder fylder kun halvanden side. Det er lidt usædvanligt for en bog som denne, men det dækker naturligvis over, at Rigsdagstidende er en hovedkilde til en række af bogens kapitler. Måske lidt undrende har ingen af de mange artikler, der gennem over 30 år er blevet bragt i tidsskriftet Zise kunnet finde anvendelse. Anden nyere litteratur kunne nok også med fordel have været inddraget. I forhold til diskussionen (s.33) om vejarbejde som pligtarbejde eller skatteyderbetalt kunne Annette Østergaard Schultz’ bog ”Pligtarbejde og lystarbejde. Historie om at bryde veje i Nordvest- og Midtjylland 1842-1855” (2000) være anvendt for at få lokale holdninger med. Et andet eksempel er i slutningen af 1. del om tiden før 1848, hvor Anders Monrad Møller har et afsnit om bedragerier blandt embedsmænd, herunder oppebørselsbetjentene, samt Kasseforordningen af 1840 (ikke 1844 som det hedder i overskriften). Afsnittet har udgangspunkt i Marcus Rubins bog om Frederik 6. og hans tid (1895), hvortil må bemærkes, at emnet er bedre behandlet i Mette Frisk Jensens ph.d.-afhandling ”Korruption og embedsetik – danske embedsmænds korruption i perioden 1800 til 1866” (juni 2008), men den er formentlig kommet for sent til at kunne blive inddraget.

Som nævnt indledningsvist hænger told, skat og afgifter sammen og har i forskellige tider haft skiftende samfundsøkonomisk betydning. Med først Dansk Toldhistorie, nu Dansk Skattehistorie og senere på året værket om Øresundstolden har vi samlet fået omkring 5.000 sider om disse emner. Det er vanskeligt at ønske sig mere. Skulle et par muligheder alligevel fremhæves, kunne det være en samlet syntese om disse indtægtskilders skiftende rolle i samfundsudviklingen fra den tidlige middelalder til nutiden. Det er uden tvivl de færreste, der nogensinde vil få læst de mange sider i sin helhed, så en lille sammenfattende bog vil uden tvivl gøre god fyldest. En anden idé kunne være en form for told- og skattehistorisk leksikon. I de enkelte bind er der ganske mange forskellige historiske termer og faglige udtryk, men da der ikke er ordlister eller lignende i de enkelte bind (og registrene ikke altid er helt pålidelige), kunne et leksikon, f.eks. webbaseret på Selskabets udmærkede hjemmeside, også være en god idé.