|
Af
Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør, Odense Bys
Museer.
Bogen
med den noget dystre titel Sorte
Muld er kommet til verden som et resultat af et
forbilledligt samarbejde mellem Kulturarvsstyrelsen,
Bornholms Museum i Rønne og forlaget Wormianum, der
udgiver tidsskriftet Skalk. De to sidstnævnte aktører
har tidligere arbejdet sammen om en populærvidenskabelig
og meget læseværdig bog om Bornholms helleristninger
(se anmeldelse på Historie-online.dk: http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/helleristninger.htm).
Det samarbejde kan de roligt fortsætte med!
Det
er næppe bogens noget dystre forside, langt mindre den
meget korte titel, der får køberne til at flå den ned
fra hylderne. Titlen forstås således kun af
”indviede” udi jernalderens arkæologi – og et
udvalg af indfødte bornholmere, og det er faktisk ærgerligt.
Bag betegnelsen Sorte Muld gemmer sig nemlig et
omfattende kompleks af forhistoriske grav- og bopladser
nær Svaneke i Bornholms nordøstlige hjørne. Området
har siden 1700-tallet været kendt for at rumme mange
arkæologiske levn, herunder guld, og så et usædvanligt
mørkfarvet jordlag. Det er det sidste – af arkæologer
betegnet kulturlag – der med sit indhold af oldsager,
dyreknogler, forrådnet organisk materiale og ikke
mindst trækul, har fået bornholmske bønder til at benævne
området Sorte Muld. Stednavnet findes ikke på noget
moderne kort, langt mindre på områdets vejskilte, men
det har vundet indpas i nordeuropæiske arkæologers
ordforråd i en sådan grad, at jernalderbopladser med
tykke kulturlag ofte omtales som sortemuldspladser, uafhængigt af deres geografiske placering. Besøger
man området i dag, kan det være vanskeligt at
forestille sig, at man her står overfor et af Danmarks
væsentligste fortidsminder, for landskabet dækkes af
kornmarker, der brydes af spredte gravhøje fra sten- og
bronzealder – og en undseelig markvej. Man skal
imidlertid ikke skue hunden på hårene, for Krøblingevejen,
som hjulsporene benævnes, er det eneste fysiske levn af
områdets storhedstid i jernalderen. Krøblingevejen er
intet mindre end den vej, som jernalderfolkene kørte
eller gik på, når de skulle fra kysten nordvest for
Svaneke og op til bopladsen på Sorte Muld-området.
Men,
hvad er det så, der er baggrunden for at skrive en hel
bog om marker med kedeligt farvet jord? Det er det
faktum, at området mellem ca. 200 og 900 e.Kr. rummede
et betydeligt rigdomscenter i et regionalt såvel som
overregionalt perspektiv. Herfra var der tætte net af
kontakter til landene omkring Østersøen, men også til
fjernere egne som Central- og Sydøsteuropas samt
Middelhavslandenes bysamfund. Disse kontakter kan spores
blandt de mere end 18.000 oldsager, der hidtil er fundet
på Sorte Muld-kompleksets ca. 25 jernalderbopladser,
der ligger inden for et ca. 1 kvadratkilometer stort område.
Det store antal oldsager er først og fremmest
fremkommet ved at afsøge markoverfladen med
metaldetektor, men også ved at lade øjnene lokalisere
oppløjede genstande. Og netop den landbrugsaktivitet,
som har bragt genstandene frem i lyset, er samtidig med
til at nedbryde fortidsminderne, og det med
foruroligende hast. Detaljerede opmålinger af
landskabet samt boringer og mindre udgravninger har
vist, at der på den centrale del af Sorte Muld-området
endnu er bevaret op mod 1,5 m kulturlag, men at en
betydelig del af laget er forsvundet i løbet af de
sidste ca. 25 år, hvor man i særlig grad har holdt øje
med området! Hidtil har indsatsen med at redde de oppløjede
oldsager samt dokumentationen af ødelæggelsernes
omfang lagt beslag på så store ressourcer, at der kun
er foretaget få og begrænsede udgravninger.
Udgravningerne har dog vist, at affaldslagene endnu
rummer betydelige mængder af oldsager; således er mere
end 2000 af de små, tynde og møjsomligt dekorerede
guldblikstykker, benævnt guldgubber, fremkommet ved
systematiske gravninger i kulturlagene. Der er således
ingen tvivl om, at vi hidtil kun har set toppen af
isbjerget – og at der stadig er betydelige mængder af
oldsager og information at hente i områdets mørke
jordlag.
Sorte
Muld-bogen kan betragtes som en status over de arkæologiske
undersøgelser, der er lavet i området i de sidste 25
år. I mange tilfælde ville en sådan oversigt – hvis
den overhovedet var systematisk nedfældet på et stykke
papir! – være endt som en tør rapport i biblioteker
og arkiver. I dette tilfælde har man altså valgt den
forbilledlige fremgangsmåde at delagtiggøre en bred læserkreds
i erfaringer, resultater, ønsker, hypoteser og teorier.
Undervejs i læsningen erfarer man mange gange, at der
endnu forestår meget arbejde, før den ”endelige”
bog om Sorte Muld kan skrives. Således mangler vi endnu
at få svar på, hvor langt størstedelen af de
mennesker, der boede på bopladserne, blev begravet. Et
ligeledes uafklaret mysterium ligger gemt i de
aftegninger, som er påvist ved geomagnetiske undersøgelser
af muldlagene i området. De repræsenterer muligvis et
indhegnet område omkring det sted, hvor en betydelig
del af guldgubberne er fundet. Om det ligefrem er et
tempel, der skjuler sig her, kan kun fremtidige
udgravninger afsløre. Fantastisk spændende!
Bogens
30 afsnit veksler mellem tekniske beskrivelser af bl.a.
undersøgelsesmetoder (f.eks. terrænopmåling),
generelle præsentationer af hele fundkomplekser (f.eks.
offerfund eller keramik) samt mere specifikke
beskrivelser af enkelte genstande (f.eks. en runestav).
I sidstnævnte kategori er der særlig grund til at
fremhæve fund af kirurgiske redskaber, som viser, at
Sorte Muld-folkene havde indgående kendskab til fysiske
indgreb i den menneskelige krop. Sådanne redskaber er
hidtil kun fundet i jernalderens krigsbytteofferfund,
men redskaberne fra Sorte Muld viser, at det ikke kun
var efter kamp, at man måtte rense sår eller sy en flænge!
Anmelderen har med særlig interesse læst afsnittene om
ofringer af våbenudstyr på bopladsen; fundene af mange
bevidst ødelagte spyd og lanser kan indikere, at området
har rummet en stor kultbygning i stil med den, der inden
for det sidste årti er undersøgt ved Uppåkra nær
Lund. Meget informativt er det generelle afsnit om
jernalderbebebyggelsens karakter; her kan man bl.a. få
oplyst, at den enkeltgårdsstruktur, der har sat sit præg
på det bornholmske landskab i middelalder og nyere tid,
har rødder tilbage til jernalderen. Fascinerende med så
lang kontinuitet i kulturlandskabet! Meget væsentlig er
også de to afsnit om guldgubberne, ikke mindst fordi de
repræsenterer som en dansksproget og let tilgængelig
sammenfatning af fremmedsprogede artikler, der tidligere
er fremlagt i diverse fagpublikationer.
Ikke
mindre end 24 forfattere har bidraget til bogen.
Bidragsyderne er primært arkæologer og andre
fagspecialister fra Københavns Universitet, Bornholms
Museum og Nationalmuseet. Desuden har forvaltere og
teknikere fra Kulturarvsstyrelsen samt bornholmske amatørarkæologer
skrevet om hver deres arbejde med det omfattende
fortidsmindekompleks og fundene herfra. Selv en nabo til
Sorte Muld har givet et stemningsbillede fra
lokaliteten. Med så mange bidragydere ville der være
en oplagt risiko for, at der kunne komme store overlap
mellem de enkelte artikler, eller at historien kommer
til at starte forfra alt for mange gange. En ihærdig
indsats fra redaktørernes side har dog forhindret, at
dette er sket, og man kan således læse bogen i et stræk
uden at føle, at der kommer særligt mange gentagelser.
Redaktørerne
har også sørget for grundig korrekturlæsning, for der
er kun få og ubetydelige fejl i bogen (men oppidum
er altså neutrum og hedder som følge deraf ikke
oppidae, men
oppida i
pluralis, s. 83). Det kan også tilføjes, at der spores
inkonsekvens i det hyppigt anvendte begreb
satellitplads, der optræder både med og uden anførselstegn
samt med og uden bindestreg. Ligeledes ville det være
rart, hvis forfatterne havde brugt fælles
retningslinier til at forklare fagbetegnelser. Nogle
forholdsvis almenkendte begreber forklares således i
detaljer (f.eks. fibula), mens andre (således oppidum
og Kalifattet) tilsyneladende opfattes som
allemandsviden. En konsekvent kursivering af sådanne
fagbetegnelser og henvisning til en ordforklaring bag i
bogen kunne have løst problemet for forfatterne såvel
som den ikke fagkyndige læser.
Ovenstående
ubetydelige fejl og mangler overskygges imidlertid helt
af, at redaktionen virkelig har taget hensyn til en
potentiel bred læserkreds. Læseren er således i sjældent
grad godt hjulpet på vej af en række ”værktøjer”
såsom en stedfortegnelse samt kort over Bornholm,
Danmark og Europa med markering af lokaliteter, som
omtales i teksten. Anmelderen er særligt glad for
kortet side 27, der endelig gør det muligt at få
klarhed over, hvorledes de mange bopladsområder i Sorte
Muld-komplekset med pudsige navne som Fuglesangsageren,
Sylten og Alverdensvid etc. ligger i forhold til
hinanden. Som en god hjælp til læsere, der ikke har
jernalderens og vikingetidens kronologi helt present, er
der endvidere tidstavler, der kan anvendes til at
placere periodebetegnelser, der anvendes i teksten, i en
dansk såvel som en europæisk sammenhæng. Endelig
rummer bogen en ret fyldig litteraturliste, der gør det
muligt for den særligt interesserede læser at dykke
dybere ned i udvalgte problemstillinger. Imidlertid er
det ikke alle forfattere, der refererer til
litteraturlisten, og det kan godt forekomme lidt
inkonsekvent.
Bogens
illustrationer er fantastisk flotte, og der er således
mange og flotte genstandsfotos af et lille udsnit af de
spektakulære oldsagsfund fra det bornholmske
”skatkammer”. Mange af genstandene har aldrig været
afbildet tidligere, så fagkolleger kan her mæske sig i
delikate detailoptagelser af mønter, våben,
guldgubber, brakteater, smykker og redskaber og hertil få
god information i de fyldige billedtekster. Også de
mange spredningskort og udgravningstegninger er gode at
blive klog på, vel nok primært for fagmanden. Til gengæld
er en serie luftoptagelser og mange meget stemningsfulde
billeder af landskaber og jordfaste fortidsminder en
fryd for øjet for enhver læser! Alene illustrationerne
gør det værd at investere i denne bog!
Jeg
synes, at Sorte
Muld formår, hvad der i virkeligheden må være den
kulturhistoriske formidlings ypperste mål, nemlig at
ramme et niveau, som gør forskning, forvaltning og
teknik nærværende for alle med interesse for arkæologi
og kulturhistorie - forskere såvel som amatører.
PS:
Det forlyder, at Sorte Muld udkommer i en engelsksproget
udgave i 2009!
|
|
|

|
|
Christian Adamsen,
Ulla Lund Hansen, Finn Ole Nielsen og Margrethe
Watt (red.):
Sorte Muld.
Udgivet af Bornholms
Museum i samarbejde med forlaget Wormianum og
Kulturarvsstyrelsen.
200 sider, ill., 225
kr.
Wormianum >
|
|
|
|
|
|