BogFeature
Speer -En biografi

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden

Albert Speer (1905-1981) blev i 1927 arkitekt, og det blev denne arkitektuddannelse, der banede vejen for Speers senere politiske karriere i nazismens tjeneste. I de urolige 1920’ere var Speer ifølge Fest nærmest ”upolitisk”. Nazismen stormede frem, men Speer lod sig ikke overbevise i første omgang. Først da han i slutningen af 1930 i Berlin overværede en tale af Hitler, skete der ifølge hans eget udsagn et mentalt skred. Få måneder senere meldte han sig ind i nazistpartiet, - angiveligt mindre på grund af dette partis ideologiske lokketoner end på grund af frelserskikkelsen Hitler. Indmeldelsen betød, at Speer begyndte at få opgaver for partiet. Hans ry som en effektiv arkitekt steg, og Hitler fik øje på ham. En varm kontakt knyttedes, og den bygningsfikserede Hitler betroede  Speer at føre de gigantiske planer for Berlins forvandling til verdenshovedstaden Germania ud i livet. De to mænd dyrkede en vulgærklassicistisk stil, hvor størrelsen var alt. Som chef for Generalbyggeinspektoratet (GBI) forvandlede den ”upolitiske” Speer sig til byggepropagandist, hvor rigets storhed og ekspansionsplaner skulle skrives i sten og granit. I forlængelse af byggeopgaverne steg Speers stjerne til et punkt, hvor han blev medlem af Hitlers inderkreds.

Allerede som chef for GBI fik Speer hænderne dybt ned i politik. Den berlinske overborgmester Lippert modsatte sig planerne for byens forvandling. Efter en længere magtkamp gik Speer til Hitler, der afskedigede Lippert. For Speer var dette ikke nok. Efterfølgende fremsendte han GBI’s korrespondance med Lippert til det af SS styrede sikkerhedsapparat RSHA ”til fortrolig orientering” (s. 115). Byggeplanerne for Berlin medførte nedrivning af beboelsesområder og dermed genhusningsproblemer. Genhusningsproblemer opstod også på grund af de allierede luftangreb. Med problemerne involveredes GBI i en periode i regimets antijødiske politik. Berlinske jøder blev tvangsforflyttet for at gøre plads. Fest fastslår, at Speer i sine erindringsværker fortav dette aspekt af GBI’s virksomhed. At han imidlertid vidste besked, fremgår allerede af et notat fra Speer dateret d. 27. november 1940: ”Hvordan går det med rømningen af de 1.000 jødiske lejligheder?” (s. 151).

De fleste af de planlagte bygningsværker skulle aldrig blive realiseret på grund af krigen. Fra februar 1942 virkede Speer som rustningsminister, og ifølge bogen lykkedes det ham via centraliserings- og rationaliseringsbestræbelser at udvirke mirakler på området, således at den tyske rustningsproduktion kunne kulminere så sent som i sommeren og efteråret 1944 trods de intensiverende allierede luftbombardementer. I krigens slutfase modarbejdede Speer de ødelæggelsesordrer, som Hitler udstedte, ifølge hvilke det tyske produktionsapparat og infrastrukturen skulle lægges i ruiner under tilbagetrækningen. Angiveligt overvejede Speer også et attentat på Hitler. Efter krigen stilledes Speer for Nürnbergdomstolen. Som den eneste af de anklagede påberåbte Speer sig et ”overordnet” ansvar for regimets forbrydelser, uden dog at ville vedgå, at han havde haft direkte kendskab til eller havde været personligt involveret i forbrydelserne. Speers forsvar reddede ham sandsynligvis fra galgen, og han slap med en dom på 20 års fængsel. Efter fængselsopholdet udgav Speer erindringsværker, bl.a. Erinnerungen (1969) og Spandauer Tagebücher (1975), med ingen ringere end Fest tilknyttet som konsulent.

Hvilket billede giver bogen af Speer? Sammenlignet med andre nazistiske topfolk fremstår Speer som en ener, en distanceret type, en ”kunstner” og en ”teknokrat”, der forvildede sig ind i Hitlers verden i kraft af de muligheder der tilbød sig for at tilfredsstille hans virketrang og drømme om storhed som kunstner og/eller organisator. Samtidig var der et erotisk motiveret bånd imellem Hitler og Speer, der fastholdt Speers personlige loyalitet til Hitler til det sidste. Hans samtidige dilemmafyldte modarbejdelse af Hitlers destruktionstrang fremviser ham endelig som en, der i sidste instans evnede at bevare den sunde dømmekraft og en moralsk integritet.

Problemet med denne fremstilling er, at den i høj grad læner sig op ad Speers selvfremstilling. Løbende i biografien kan man læse om, hvad Speer mente, tænkte, følte og sagde i den og den situation, - hvor kilden ofte kun er Speer selv. Den behørige afstand mellem biografen og den biograferede er ikke i tilstrækkelig grad til stede. Vedrørende Speers benægtelse af et kendskab til Holocaust, forsøger Fest at frigøre sig fra Speer ved at anstille nogle ræsonnementer om, at Speer med sin position og kontaktflade må have haft et kendskab, men det bliver kun til et krads i overfladen, og Fest kan højst sandsynliggøre, at Speer havde bange anelser om forbrydelserne. Herpå overtager og videreudvikler Fest Speers egne udsagn om hans arbejde som rustningsminister: Der var tale om ”én stor arbejdsrus”, et arbejdets ”narkotikum”. Med andre ord fortrængte Speer regimets skyggesider ved ”bevidsthedsbedøvende” (s.235) at drukne sig i arbejdet.

Billedet af Speer som en distanceret og upolitisk teknokrat er for længst fejet af bordet af anden forskning. Bl.a. har historikeren Susanne Willems påvist Speers ansvar for brugen af jødisk slavearbejdskraft i rustningsindustrien, samt hans kendskab til Auschwitz. Og ikke nok med det. Speer havde også direkte medansvar for deportationer af jøder til Auschwitz og lejrens udvidelse. Senest har den britiske historiker Adam Tooze i værket The Wages of Destruction yderligere undermineret Speers selviscenesættelse som teknokrat. Speers angivelige ubehag ved SS og organisationens leder Heinrich Himmler får også et skud for boven i Toozes fremstilling, der fremstiller Speer og Himmler som allierede. Endelig sætter Tooze et stort spørgsmålstegn ved billedet af Speer som økonomisk troldmand. Disse indsigter vendes der ryggen til med en dansk udgave af Fests 1999-biografi, - en biografi, som i dag fremstår som forældet og apologetisk. Bogen kan derfor ikke anbefales.