– fem kvindelige komponister i Danmark i 1800-tallet
Af Anne Marie Storm, musikskoleleder
Som titlen angiver
handler bogen om fem kvindelige komponister – alle
fra de højere samfundslag eller fra sociale miljøer,
der var i kontakt med tidens kulturliv.
Bogens første halvdel
består af biografier om de fem komponister, der -
trods deres fælles bagage via deres køn - alligevel
er vidt forskellige:
Cora Nyegaard blev født
1812 på ”Frederikskilde” – en stor gård ved
Sorø. Forældrene tog sig selv af børnenes
undervisning. Faderen klarede de almindelige skolefag,
mens moderen – en københavnsk officersdatter med en
velskolet sangstemme – tog hånd om musikken. Døtrene
blev naturligvis også undervist i husgerning og
deltog i den store landhusholdning. Der var ikke meget
tid til tant og fjas, men musikken havde høj
prioritet. I vinterhalvåret afholdtes huskoncerter et
par gange om måneden, og familien blev kendt på
egnen som ”Sangfuglefamilien fra Frederikskilde”.
Familien Nyegaards arkiv findes på Rigsarkivet og er
et af landets største privatarkiver. I Cora Nyegaards
breve har hun selv sat ord på de begrænsninger, hun
som pige blev pålagt. Ganske vist fremkaldte hendes
musikalske udfoldelser ros af forældrene, men en reel
musikuddannelse kunne der ikke blive tale om.
Emma Hartmann var gift
med den velansete komponist J.P.E. Hartmann, der tog
ivrigt del i hustruens kompositoriske virke. Hun havde
sin hverdag i centrum af det danske musikliv, men
havde også lige en stor børneflok og en husholdning,
der skulle passes. Som hustru til en kendt komponist
kunne hun ikke udgive hvad som helst, så hun var
meget kritisk overfor egne værker. Det er muligvis
også derfor, at hun først i en alder af 41 år udgav
nogle af sine sange under pseudonym som ”Frederik
Palmers Romancer”.
Frederikke Løvenskjold
tilbragte sin barndom i Norge som datter af
kammerherre Løvenskjold. Da hun var ca. 14 blev hun
sendt til herregården Løvenborg ved Holbæk, hvor
andre af familiens unge frøkner var blevet indført i
åndslivet. På Løvenborg blev der afholdt store
koncerter, som Frederikke tog del i.
Koncertprogrammerne findes på Det Kgl. Bibliotek.
Frederikke Løvenskjold
holdt sig ikke udelukkende indenfor ”det kvindelige
spillerum” med sine kompositioner. Hun blev gift med
sin halvfætter, hofjægermester Løvenskjold, der
arrangerede jagter for Christian 8. og Frederik 7.
Hertil komponerede hun ”Nytåshilsen til alle brave
Jægere, componeret for Livgarden til fods, Hans
majestæt Kong Frederik VII allerunderdanigst
tilegnet”.
Frederikke Løvenskjold
udnyttede sit personlige bekendtskab med H.C. Lumbye
og fik ham til at spille sine kompositioner, når hun
gik i Tivoli.
Ida d’Fonseca var
uddannet af den italienske sanger Guiseppe Siboni, der
oprettede et musikkonservatorium i København 1827.
Hun blev ansat ved Det Kgl. Teater, hvor hun med sin
dybe altstemme vakte stor begejstring ved hoffet. Også
i koncertsalene havde hun stor succes. Omkring 1840
havde teatret imidlertid ikke længere brug for hende.
De italienske operaers heltepartier, der var skrevet
for kastratstemme eller meget dyb damestemme, var ikke
længere populære. Nu krævedes der lyse
sopranstemmer – rigtige kvinder.
Ida d’Fonseca blev
aldrig gift, så hun havde ikke en mands indtægter at
falde tilbage på. Hun begyndte at komponere,
velsagtens både af lyst og for at supplere pensionen
fra teatret. Hun udgav i alt 18 sange.
Henriette Wienecke udgav
anonymt en erindringsbog om sin afdøde ægtemand.
Herfra kan hendes liv stykkes sammen. Hun omtaler næsten
konsekvent sig selv som ”hun” og deler sit liv op
i skiftende roller: lydig datter, opofrende hustru og
komponist af åndelige sange. Hun blev gift som 15-årig
med en 10 år ældre korist ved Det Kgl. Teater, der
uden det store held forsøgte sig i forskellige
operaroller både her og senere ved Christiania Teater
i Norge. Som nybagt mor blev hun af sin mand sendt til
København for at få undervisning i klaver. Barnet
blev i Norge, og hun følte sig ensom og forladt.
Oprindelig ville hun gerne være skuespiller, men
endte med sangstudier, som gav hende lyst til selv at
komponere sange. Efter at ægteparret blev vakt, var
det især religiøse tekster, der blev sat i musik.
Fra midten af 50’erne afholdt de gudelige
forsamlinger og til dette brug udgav Henriette
Wienecke ”12 Psalmer og aandelige Sange” . Det
blev i alt til ca. 140 vokalkompositioner.
Denne afdeling er bogens
bedste. Man får et fint indblik i hver enkelt kvindes
muligheder og begrænsninger for at virke som
komponist, og forfatterens uddybende kommentarer er
velvalgte.
I et langt kapitel (45
sider) med musikalsk analyse af udvalgte kompositioner
(fortrinsvis sange og klaverstykker, der med få
undtagelser udgjorde kvindernes ”spillerum”)
mangler jeg musikken. Det ville have gjort underværker
med en indlagt CD, så man kunne have hørt et par
eksempler. Det har ikke været muligt for mig at få
et ordentligt indtryk af musikken ved at spille de løsrevne
musikeksempler. For min skyld kunne dette afsnit godt
have været udeladt og udgivet i anden sammenhæng.
Indledningen er også
lidt strittende. Det skyldes nok, at der ikke
eksisterer så mange forskningsresultater om emnet, så
forfatteren har haft lyst til på ganske få sider at
præsentere os for ”hovedlinjer i den musikalske
kvindeforskning”, en ”ekskurs over den
feministiske Fanny Mendelssohn-forskning” og en
meget kort gennemgang af den franske kultursociolog
Pierre Bourdieus ”kombination af strukturalisme og
praksisteori”. Det er lidt for komprimeret.
Forfatteren udtrykker
sig ofte i meget lange sætninger, der undertiden gør
læsningen lidt drøj.
Lisbeth
Ahlgren Jensen har med denne bog taget hul på et
uopdyrket område i dansk musikhistorie og har forsøgt
at komme hele vejen rundt om emnet. Hatten af for det,
og gid flere følger efter.
