BogFeature
Struensees vej til skafottet

Fornuft og åbenbaring i Oplysningstiden

Af Peter Henningsen

Livlægen J. F. Struensees livs- og lidelseshistorie har altid været interessant stof, uanset om den er blevet skildret i historisk, i biografisk eller i romanens, ja endda i ballettens, form. Vi mangler snart kun en spillefilm for at have været hele vejen rundt. Man skulle derfor nok mene, at det meste der kan siges om Struensee, vist allerede er blevet sagt. Men sådan forholder det sig selvfølgelig ikke. Der kan altid siges mere og andet, når blot man anlægger en anderledes vinkel på stoffet. Netop dette har teologen Jens Glebe-Møller gjort i sin seneste bog. Her er det for en gangs skyld ikke kærlighedsdramaet mellem dronning Caroline Mathilde og Struensee, der står i centrum, men derimod Struensees opfattelse af religion og kristendom.

I den tid, Struensee sad i fængsel og ventede på sin forudsigelige dom, blev han med regelmæssige intervaller opsøgt af den tyske præst Balthazar Münter fra St. Petri kirke. Münter skulle dels forberede arrestanten på at møde sin skaber med så lettet en samvittighed som mulig, og dels skulle han hjælpe ham til opnåelse af salighed og med at finde tilbage til sin barnetro. Det var nemlig enhver bekendt, at Struensee var en halsstarrig fritænker - ateist er nok det rette ord – og han måtte derfor i en troende kristens øjne være absolut fortabt. Münter førte i denne periode, hvis vi skal tro ham på hans ord, en lang række frugtbare og interessante samtaler med den detroniserede usurpator. Samtaler der (overraskende nok for den der ikke kender genren) endte med, at den fransk-intellektuelle Struensee til sidst fraveg alle ateistiske forestillinger og i stedet bekendte sig til den sande kristne religion i luthersk aftapning: ”Havde man dog blot lært mig … at Bibelen er Guds ord” skulle den arme Struensee således have sukket (s. 83). Dette og meget andet af samme skuffe ved man, fordi Münter efterfølgende udgav samtalerne i bogform.

Der er generelt enighed blandt forskerne om, at Münters redegørelser for samtalerne med Struensee og Struensees efterfølgende omvendelse ikke er det papir værd, det er skrevet på.  Der er tale om et rent skuespil, som over for omverdenen dels skulle retfærdiggøre Struensees hårde skæbne, og dels vise, at han selv var blevet overbevist om det retfærdige i sin hårde straf - og ikke mindst, at han som nys omvendt til kristendommen, var meget bedre stillet end tidligere: Nu kunne han trygt gå sin Gud og skaber i møde i sikker forvisning om, at hans synder var tilgivet. Var han derimod fortsat i sine hidtidige vildfarelser, ville han have været sikker på fortabelsen. Det var altså en på alle måder god, menneskekærlig og ret kristen handling, der blev livlægen til del. Selv Struensee indrømmede ifølge Münter, at det forholdt sig således: ”Jeg ved og erkender, at jeg har fortjent dette og mere til. Men hvem vil anklage mig, da jeg nu er Guds udvalgte? Hvem vil fordømme mig?” (s. 102f).

Men – og her kommer den nye vinkel på tingene ind – helt så enkelt er det alligevel ikke. Glebe-Møller mener nemlig at kunne iagttage og påvise – og det faktisk ganske overbevisende – at Münters bog er andet og mere end en traditionel omvendelseshistorie af augustinsk tilsnit. Samtalebogen er nemlig også et indirekte debatindlæg i tidens politisk-religiøse diskurs, idet den bag den ydre fernis reelt handler om forholdet mellem den franske og den tyske oplysnings forskellige religiøse opfattelser. Den franske oplysningstradition var således stærkt kritisk overfor religionen og kirken, og Struensee tilhørte netop denne radikale oplysningsfløj. Den tyske oplysning i dens neologiske variant var derimod tro mod Gud og kristendom, og lagde ikke ringe anstrengelser for dagen for at påvise, at kristentroen og den sande åbenbaring var i overensstemmelse med fornuft og rationalitet. Og Münter tilhørte netop denne tyske, neologiske oplysningstradition.

Münters fortælling om Struensees omvendelse består kort fortalt i én lang sammenhængende insisteren på, at den tyske oplysning er den franske logisk og intellektuelt overlegen. For mennesket er ikke, som La Mettrie hævdede, en maskine, hvor krop og sjæl er et ét, og hvor sjælen derfor også dør sammen med kroppen. Den slags tale var jo skrap kost for en kirkens mand som Münter, og i bogen gendriver han da også denne ”filosofiske hypotese” med stor flid.

Skønt Münters bog er upålidelig, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt Struensee virkelig blev omvendt til sin kristne barnetro, så er den, siger Glebe-Møller, på den anden side ret pålidelig på et andet plan: Den afspejler klart og tydeligt ”konflikten mellem på den ene side den franske eller fransk inspirerede oplysning, hvor kritikken af den kristne tradition spillede en afgørende rolle, og på den anden den samtidige tyske” (s. 107). Det er med andre ord således, at Münters omvendelseshistorie skal læses og forstås.

Det er en lille, interessant videnskabshistorisk analyse, som Glebe-Møller her fremlægger og overbevisende argumenterer for. Jeg blev i hvert betydeligt mere ”oplyst” af at læse den, end jeg var før, og det er jo ikke så ringe. Bogen henvender sig dog nok primært til oplysningstids-afficionados, og vil næppe skabe de store køer foran landets boghandlere. Dertil er den for indforstået og forudsætter for meget bekendt. Den skal dog alligevel have min bedste anbefaling med på vejen.

PS. Og så skal det også lige med, at den nidkære præst og den dødsdømte synder faktisk endte med at blive helt gode venner. Struensee forærede således Münter sin snustobaksdåse. Den befinder sig nu på Frederiksborgmuseet i Hillerød.