BogFeature
Transnationale historier

Af Erik Ingemann Sørensen

I 2007 kunne man på Syddansk Universitet udbyde et undervisningstilbud i transnational historie. ”Det var sjovt – men nok mere for os end de studerende”, skriver redaktionen/underviserne Sissel Bjerrum Fossat, Anne Magnussen, Klaus Petersen og Nils Arne Sørensen, alle fra Syddansk Universitet, i forordet til den første egentlige belysning på dansk af det akademiske modebegreb: transnationale studier. ”I løbet af de sidste ti år er transnational blevet et af tidens hotte buzz word inden for humaniora og samfundsvidenskab…” indrømmer de i det indledende kapitel. De var klar over, at de anvendte tekster på kurset havde været ”meget krævende”. Hvorfor redaktionen har aflagt en form for musketered hvilende på ”om vi ikke kunne lave en dansk introduktion baseret på det gode eksempels kraft…” 

En sådan erklæring stemmer sindet til glæde. Så er lyset altså ikke ”for de lærde blot”.

Redaktionen indrømmer, at det kan være lidt vanskeligt klart at definere begrebet transnational historie – men det lykkes rimeligt med ”det gode eksempels kraft”: ”Det grundlæggende synspunkt er, at nationalstater ikke er lukkede containere, men forstås bedst som forbundne kar.” Og senere: ”Ingen nationer og stater har eksisteret i ophøjet isolation. Have er ikke voldgrave, men vandveje; bjerge er fulde af dale og pas, og luften kan føre både mennesker, mikrober og møg over grænserne…”

Men de stiller også ærligt spørgsmålet, om ikke begrebet er ”ny vin på gamle flasker?”. De forholder sig delvist benægtende hertil. Dette spørgsmål bliver dog hængende hele vejen gennem bogen, der består af 17 kapitler, skrevet af mere eller mindre kendte historikere og samfundsforskere.

For over 30 år siden skrev den fremragende finske historiker, Matti Klinge, følgende: ”Nationalitetstanken farvede 1800-tallets historiesyn så stærkt, at det stadig er det, der lever som vort almindelige fælles begreb, og det politiske kort får os til kraftigt eller snarere automatisk at associere landenes navne med landene, som de tager sig ud inden for nutidige grænser, hvad massemedierne selvsagt også bidrager til…””Bernadotten ja Leninin vålisså”, Juva (1975). Man kan også notere sig, at religionsfænomenologien i langt over et halvt århundrede har bevæget sig ”trans” både i tid og rum.

Når nu redaktionen selv stiller spørgsmålet.

Men det vil være for billigt og alt for let blot at læne sig tilbage og udbryde: ”gammel vin”. Bogen er nemlig både et memento og en skarp udfordring til en stivnet historieopfattelse. Velan. Det er tidens mantra, men det er nu godt at få set historien gennem andre briller end de vanlige. ”I stedet for at pege på, at der ikke er så meget epokegørende nyt i det transnationale blik, forekommer det mere rimeligt at håbe på, at den nye interesse vil sikre, at grænseoverskridende sammenhænge som forskningsfelt rykker fra periferien og ind mod centrum i historiefaget.” Stor ros for det.

Redaktionen har valgt 4 spændende temaer: ”Når nationale historier udfordres” – ”Steder” – ”Idéer og begreber” samt ”Aktører og netværk”. Under det enkelte tema forsøger forfatterne så at præsentere deres bud på, hvorledes den transnationale historie tager sig ud. Umiddelbart virker det som en klog redaktionel manøvre, men undervejs må læseren flere gange spørge sig selv, om ikke denne artikel havde gjort sig bedre og mere logisk under et andet tema. Det virker lidt forvirrende. Positivt set kan det være udtryk for, at der endnu ikke er en fast ramme for det transnationale begreb. Det er lidt svært at afgøre.

Når man som redaktion understreger, at det faktisk er et pionerarbejde inden for historieopfattelsen/historieskrivningen, man her fremlægger – og når man understreger, at man vil bruge ”det gode eksempels kraft” – så forpligter man sig så sandelig. Ikke bare fagligt, men også pædagogisk. Det forekommer desværre anmelderen, at redaktionen ikke lever op til denne forpligtelse. Irriterende ærgerligt er det, netop fordi ahaoplevelsen, der vitterligen er at finde, har svært ved at komme frem.

Kristine Midtgaard, lektor ved Institut for historie, kultur & samfundsbeskrivelse, Syddansk Universitet, skriver i en indledende note: ”Tak til bogens redaktører og en anonym reviewer for værdifulde kommentarer”. Hendes glimrende artikel, ”Danmark og FN´s internationale menneskerettigheder”, er både velskreven og et fremragende eksempel på det transnationale historiebegrebs dimensioner. ”Det gode eksempels kraft”, skriver redaktionen. Derfor er det en komplet gåde for anmelderen, at følgende formulering af medredaktør Anne Magnussen slipper igennem:

”I hvor høj grad en grad en given national identitet repræsenterer befolkningens etniske kompleksitet på et givet tidspunkt kan ændre sig over tid, fra et fuldstændigt sammenfald mellem ét etnisk fællesskab og den nationale identitet (hvorved andre etniske fællesskaber udelukkes fra den nationale forestilling), til en national identitet, der repræsenterer en større etnisk kompleksitet for eksempel i kraft af en abstrakt eller mindre enstrenget forestilling om fælles oprindelse og historie (fx en nation af immigranter), og/eller ved at fokusere særligt på symboler og idéer, som går på tværs af flere etniske fællesskaber (fx på demokrati eller familieværdier).” (s. 99)

Af anstændighed undlader jeg at citere Ludvig Holberg, men nøjes med Gustav Wied: ”Nu beder jeg Dem, Fru Heilbunth!” Flere steder i bogen, dukker der sproglige artigheder op – artigheder der skygger for formidlingen. Jeg har fx forgæves ledt efter en forklaring på ”Verschiedenseinwollens” (s. 21) – og så er der alt for mange indforståetheder undervejs. Parenteser eller et bedre noteapparatur havde gjort underværker. Og når vi nu er ved galden. ”Skrevet af mere eller mindre kendte historikere og samfundsforskere”, skriver jeg tidligere. Det er en række – stort set – fremragende universitetsfolk, der – bortset fra Dorthe Gert Simonsen, Saxo Instituttet - alle knyttet til Syddansk Universitet. Googler man på dem, kommer en masse spændende sammenhænge frem. Her ville et mini cv have betydet meget for den nysgerrige læser. Det er et redaktionelt svigt, synes man.

Men der er – på trods - vitterligen solid gevinst i flertallet af de 17 kapitler.

Det er seniorforsker Steen Bo Frandsen, Institut for grænseregionsforskning, der kommer med det første gode bud på den transnationale historie. Med udgangspunkt i begrebet ”erindringssteder” beskriver han fællessteder i grænseregionen, hvor han konstaterer, at ”krigene 1848-50 og 1864 var storleverandører af erindringssteder”, der jo blev opfattet forskelligt. Sejrherrerne blev pludselig taberne. Og omvendt. Det er glimrende set og beskrevet. Istedløven er en læresætning i sig selv. Steen Bo Frandsen noterer, at Bonn-København- erklæringerne fra 1955, ”… ironisk nok repræsenterer et lieu de mémoire, som i indhold og omstændighederne om ratificeringen markerer ønsket om at fastholde det delte…” Sidste år markerede forfatteren sig fint med værket ”Holsten i helstaten”. Det sker også her. Om end anmelderen vil vove at fastholde, at der er en udpræget opblødning i grænselandet. Det historiske ubehag ved det tyske er nu ikke kun et grænseregionsspørgsmål.

Artiklen: ”Når nationale historier udfordres” har yderligere en god redegørelse af ph.d.-stipendiat Rasmus Glenthøj, Institut for historie, kultur & samfundsbeskrivelse: ”Had og kærlighed mellem brødre – 1814 og tiden, der fulgte”. Udgangspunktet er, at hvor vi i Danmark taler om ”tabet af Norge”, så er det for nordmændene et Annus Mirabilis”. (1814). En kontant og god redegørelse for transnationaliteten mellem tvillingelandene. Og så spiller Michael Bregnsbo, Institut for historie, kultur & samfundsbeskrivelse, ud med et fornemt kapitel: ”Det transnationale danske imperium – tre eksempler”. Ved at sætte fokus på forholdet mellem Christian 3. og den tyske kejser – Frederik 6. og Napoleon samt 1848: systemskifte og borgerkrig får han på fremragende måde demonstreret sit synspunkt: ”Imperiebegrebet kan derimod benyttes til gennem hele Danmarks historie at indtænke og hele tiden have fokus rettet mod den multinationalitet og multiterritorialitet, der til alle tider på forskellig vis har kendetegnet den stat, som Danmark var en del af…” En fremragende artikel, der i den grad belyser, at vi må forstå historien ved at tænke i andre rum end nutidens. (I den sammenhæng anbefales hans og Kurt Villads Jensens bog: ”Det danske imperium. Storhed og fald”, fra 2004, hvor den samlede danmarkshistorie ses i dette perspektiv).

Dorthe Gert Simonsen, associeret professor, Saxo Instituttet, giver begrebet det transnationale rum en herlig dimension. Hun skitserer, ”hvordan flyvningen fletter rum og tid sammen, og materialiserer såvel luft som jordoverflader på måder, der har reference både bagud og fremad i tid…” Ingen havde forestillet sig, at mennesket kunne flyve – og pludselig er der tyske luftskibe over England i begyndelsen af 1900-tallet. Den rystende konstatering: ”England is no longer an island” siger lidt om, hvordan man nu måtte til at læse verden på en helt ny måde.  Og understreger på glimrende vis, hvor udfordrende begrebet transnational i realiteten er.

Det vil føre alt for vidt her at komme ind på hver enkelt af de i alt 17 artikler, hvoraf et par nok også er bedst tjent med at blive forbigået i tavshed. Men nogle skal dog omtales, netop fordi de på fornem vis demonstrerer, at der ikke nødvendigvis behøver at være tale om gammel vin på nye flasker.

Professor Martin Rheinheimer, Institut for historie, kultur & samfundsbeskrivelse, leverer et fremragende indblik i sammenhænge og kompleksitet i artiklen ”Regionalhistorie og transnational historie” med undertitlen ”Vadehavet som transnational region”. Umiddelbart studsede anmelderen over problemstillingen. Men jeg skal da lige love for, at Martin Rheinheimer ved at se på området, der berører tre nationer (Danmark, Tyskland og Holland) klart og præcist får demonstreret, hvor spændende og udfordrende denne synsvinkel er. En fælles natur og fælles erhverv har gennem historien skabt en form for grænseuafhængig enhed. Forfatteren leverer en ypperlig gennemgang af blandt andet fællestræk baseret på søfarten som hovederhverv – herunder de demografiske forhold. Et herligt konglomerat af forskellige fag giver en stor forståelse for begrebet transnationalitet. (Det ville være spændende på et tidspunkt at få en redegørelse for, om der også er overensstemmelse mellem regionens fødselsrater, og om de udgør nationale forskelle, jvnf. fx Marstal)

Professor Klaus Petersen, Center for velfærdsstatsforskning samt Institut for historie, kultur & samfundsbeskrivelse, anfører i sin artikel ”Transnationale perspektiver på den nordiske velfærdsmodels tilblivelseshistorie”, at denne ikke kan ”forstås uden at tænke transnationalt!” Redegørelsen er for en gangs skyld befriende langt væk fra de nordiske ”skåltaler”, som så mange alt for let forfalder til. Konklusionen bliver, at man mere søgte efter at skabe nordisk gensidighed i den sociale lovgivning frem for at skabe nordisk ensartethed. ”Man skal agte sig for at erstatte den nationale container med en nordisk ditto. Så vil den nationalt lukkede historiografis fejl bare gentages på et lidt højere niveau”, hedder det. Befriende at det bliver skrevet lige ud.

Fremhæves skal også Nils Arne Sørensens artikel: ”Kulturmøder, selvkolonisering og imperialisme” med undertitlen: ”Om USAmerikaniseringen af Europa”. Det er en grundig og velskreven redegørelse for de transnationale drivkræfter, der har været en afgørende bestanddel af det moderne Europas smeltedigel. USA’s placering som en slags rollemodel understreges af forfatteren med følgende sætning: ”Stalin formulerede det ligefrem, som at ”leninismens essens” var ”kombinationen af den russiske revolutionære fejekost med amerikansk effektivitet””.

Solide og velskrivende bidragsydere er også professor Per Boje, Institut for historie, kultur & samfundsbeskrivelse, Syddansk Universitet, der perspektivrigt redegør for ”Danmarks plads i den internationale arbejdsdeling”, Sissel Bjerrum Fossat, ph.d.-stipendiat, Institut for historie, kultur & samfundsbeskrivelse, Syddansk Universitet, der i artiklen ”The American Way eller den danske model”, redegør for den socialdemokratiske fagbevægelses studierejser under Marshall-planen. Det er både spændende og udfordrende læsning, med den konklusion, at målet for fagbevægelsen var ”en dansk model baseret på velfærd, men midlet var amerikansk produktivitet”.

Den særdeles velskrivende Ulrik Langen, ph.d. i historie og lektor ved samme institut, samler i artiklen ”På kryds og tværs. Franske revolutions migranter 1789-1814 og histoire croisée” hele bogens problematik ved at se på denne gruppes rolle i København. Konklusionen er: ”Transnational historie er snarere et perspektiv. Et perspektiv gennem hvilket, der søges væk fra nationale begrænsninger og spejdes efter noget, der hæver sig over det nationale, går på tværs af det nationale Ikke for at afskrive det nationale, men for at undersøge det, der kan forstås både inden for og uden for en national kontekst”. På sæt og vis en fremragende afslutning på de mange artikler. At redaktionen efterfølgende presser endnu en artikel – i øvrigt komplet uforståelig - ind får stå som en gåde af de helt store. I det mindste for anmelderen.

Og så sidder man der. Med sin afslutning. Sin konklusion. Det er noget vanskeligt, for det er et fint og nødvendigt initiativ, redaktionen har taget med denne udgivelse. Gammel vin på nye flasker? Tja. Det er svært at svare entydigt på. Men man kan positivt notere sig, at man for det meste får en god og velskreven belæring i at huske, at historie kan ses fra talrige synsvinkler. Samt en advarsel om ikke at gro fast i det bestående. Agter man at svare ja på Grundtvigs spørgsmål: ”Er lyset for de lærde blot?” – ja, så må man vel nikke indforstået og anvende udtrykket ”ganske tilfredsstillende”. Og det er så det.

Men redaktionen skriver som nævnt i forordet, at man vil ”lave en dansk introduktion baseret på det gode eksempels kraft”. Positivt set er her tale om en nyskabelse, som forsker- og undervisningssektoren kan have stor glæde af. Grundtvig svarer selv på spørgsmålet om lyset: ” Nej, himlen under flere godt…” Her er det gået galt for redaktionen. Helt galt. Karakteristisk for vor tid er det, at viden er blevet demokratiseret. Så er det ikke heldigt at hælde i enevældig retning. Det er både synd og skam.

Det havde været en oplagt idé at illustrere denne bog. Myriader af billeder står i kø for at blive anvendt både supplerende og som kilder i sig selv. Vi bliver spist af med ét eneste billede – et udsnit af et gadekort fra Texas. Det er helt, helt galt.

Vi kunne have fået alle tiders velskrevne, veltilrettelagte og udfordrende bog. I stedet har vi blot fået endnu en publikation. Hvilken skam!