|
Af
Gerd Conradsen.
Det
er ikke første gang dette emne bliver berørt. Der er i
tidens løb udgivet en del memoireberetninger af folk,
der som dansksindede sydslesvigere, men med tysk
statsborgerskab, måtte følge landets love og blive
indrulleret i den tyske værnemagt.
Det,
der gør værket lidt anderledes, er, at der her gives
et samlet overblik over, hvor mange, hvornår, hvordan
og hvor disse personer befandt sig, hvad de tænkte og følte
og i mange tilfælde, hvad der overgik dem i det store
drama, 2. verdenskrig, fra Stalingrad i øst til Brest i
vest, og fra Nordkap i nord til Tobruk i syd. Nogle var
indkaldt til militærtjeneste ved krigens begyndelse,
andre indkaldtes i løbet af krigen. Nogle kom hjem som
invalider før krigens slutning, de sidste så sent som
i 1955 med de sidste tyske krigsfanger fra
Sovjetunionen.
Teksten
er inddelt i 15 afsnit med det formål at belyse
soldatertilværelsen fra alle tænkelige vinkler. Som
rekrut, som frontsoldat mm. og som ”turist” i det
tyskbesatte
Europa. Det er en god disponering af de 460
sider, og en logisk følge er, at man som læser får en
god fornemmelse af, hvad disse unge mænd måtte igennem
af ondt og godt i de seks år, krigen varede.
Beretningerne
hviler på de feltpostbreve, soldaterne sendte til
familie og venner fra alle regioner, hvor de i kortere
eller længere perioder opholdt sig.
Det
var lidt under 1000 unge dansksindede der, lige som alle
sønderjyder under 1. verdenskrig, fulgte parolen om
”pligtens tunge bud” og mødte op, da indkaldelserne
sendtes ud.
Det
var ikke en samlet flok dansksindede sydslesvigere, der
gjorde tjeneste i den tyske værnemagt. De var spredt ud
over samtlige hærenheder, i hæren, i flåden og i
luft-våbnet. De gjorde tjeneste ved alt, som denne krig
krævede af soldaterne. De var frontkæmpere, de var
forsyningsfolk, de var sygehjælpere, de var
vagtpersonale ved krigsfangelejre og de deltog i de rædselsfulde
partisanbekæmpelser ved syd- og især østfronten, de
var på en bjergtop i Taunus ved luftforsvaret, de sad i
Ostende i Belgien ved vejrtjenesten og de gjorde
tjeneste som kontorpersonale i forskellige stabe.
Det
er 3500 feltpostbreve, altså breve fra soldaterne til
familie og venner, der danner grundlaget for bogen.
Af
de i alt 18,2 millioner indkaldte til de tyske hærstyrker
udgør spredte1000 mand selvfølgelig ikke engang ”en
dråbe i havet”.
Udfylder
denne bog så i det hele taget et hul i den omfangsrige
litteratur om 2. verdenskrig?
Det
gør den, fordi den trænger ind til kernen af, hvad
disse unge mænd sammen med deres millioner af tyske
kammerater udsattes for, oplevede og var vidne til i de
6 krigsår. De fleste af dem giver udtryk for, at
kammeratskabet på tværs af sociale skel og national
sindelag er vigtigt og fungerer og en gang imellem er
forudsætningen for at overleve.
Ethvert
menneske præges af den tid og det samfund, det vokser
op i. Det gælder også for de dansksindede
sydslesvigske værnemagtssoldater. En vis skepsis
overfor herbergstatens motiver spores hos de fleste, men
vokset op i Weimarrepublikken og at være udsat for den
massive nazistiske propaganda er ikke gået helt sporløst
hen over de unge mænd. Man ser det i soldaternes bedømmelse
af andre nationer, den er ofte ret nedvurderende, det
fremgår i omtalen og vurderingen af modstanderne, og især
ved angrebet på Sovjetunionen er man helt på linje med
den nazistiske motivering for dette felttog.
Rusland
og russerne står ikke i høj kurs. Den sovjetiske hærs
soldater omtales som ”de røde – fjenden –
Ivan”.
Det
er først i løbet af krigen, hvor respekten for den
russiske soldat ændres i positiv retning, samtidig med
at man udtrykker frygt for, at Tyskland kunne gå hen og
tabe denne krig og dermed ville hele Europa blive
kommunistisk. Det var det Goebbels prædikede igen og
igen. Flere giver udtryk for, at det drejer sig om en
fortsættelse af Finlands vinterkrig, det nordiske
broderfolk, og motiverer dermed deres støtte.
Er
man interesseret i hærordninger, giver bogen fine
oplysninger om, hvordan militære instanser sondrede og
vurderede de indkaldte og placerede dem efter hærens
behov. Mange af de tyske forkortelser, man i andre
sammenhæng kan støde på, er her forklaret og oversat.
Eksempelvis
: Man kunne få prædikatet ”k. v. =
kriegsverwendungsfäihig,” eller ”z. b.V. = zur
besonderen Verwendung ”, efter at have været hårdt såret
”g.v. = garnisonverwendungsfähig”.
I
sin helhed kan denne redegørelse læses som en
beskrivelse af alle tyske soldaters oplevelser under 2.
verdenskrig. Findes der ikke en tilsvarende udmøntning
af tyske soldaters feltpost, fortjener den faktisk en
oversættelse til tysk.
Da
der i det gamle hertugdømme Slesvig findes to
mindretal, et tysk nord for grænsen og et dansk syd
herfor, kan man fristes til at sammenligne de to
mindretals involvering i krigen. Gør man det, kommer
man hurtigt til den erkendelse, at det tyske mindretal
nord for grænsen havde betydeligt flere soldater med i
krigen og havde langt højere tab end de dansksindede
sydslesvigere. Men denne sammenligning er irrelevant og
uanvendelig. De tysksindede nordslesvigere meldte sig
udelukkende frivilligt til Waffen SS, og det var rene
kamptropper, der primært anvendtes ved fronternes brændpunkter.
Bogen
er let læst. Sproget er godt og stilen informativ og
klar. Billedmaterialet
er beskedent, men tilstrækkeligt. Det fokuserer på
personer og ikke på krigeriske hændelser. Der
er en omfangsrig litteraturliste og et stort
noteapparat.
|
|
|
