BogFeature
Det tabte land 

- Den store fortælling om magten over det danske landskab.

Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, Erhvervsarkivet

”Årets mest nødvendige bog. Det tabte land er beretningen om ødelæggelsen af den danske natur gennem de seneste 250 år”.

Citatet stammer fra en dagbladsannonce fra Gads Forlag i forbindelse med udgivelsen af denne bog. Naturligvis skal forfatteren ikke hænges op på forlagets reklame, men alene på bogen, dens indhold og de studier, som den bygger på. Men det må bemærkes, at overskrifterne i annoncen er højst diskutable. ”Årets mest nødvendige bog” er en intetsigende floskel, og som bogens undertitel angiver, handler bogen mest om magt i forhold til landskabets udvikling, ikke om ”ødelæggelsen af den danske natur”. Mennesker, der ikke sidder indeklemt i et forlags annonceafdeling, men som af og til færdes ved søer og strande, i skovene og andre steder i naturen, vil næppe kunne nikke genkendende til karakteristikken af en ødelagt dansk natur. Reklamefolkene er vel nok blevet næret af forfatterens dramatiske sprogbrug i indledningen. ”Bogen beskriver, hvordan det kunne gå til, at et lille land som Danmark mistede sin natur”, skriver han (s.5). Det bliver værre med det dramatiske sprogbrug senere i bogen. Flere steder anvendes f.eks. udtrykket ”dekonstruktionen af Danmarks natur” (bl.a. s.216, jf. s. 675 og s.718). Om perioden 1940-70 skriver Kjeld Hansen videre i indledningen:

”Aldrig er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort, så mange enge blevet drænet, så mange overdrev pløjet op, og så mange søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere. Og med forarmelsen af naturen forsvandt dyrene, fuglene, insekterne og planterne” (s.5).

Det giver uhyggelige associationer til et goldt landskab, ramt af en atombombe eller lignende. Og det er jo ikke tilfældet.

Kjeld Hansen er journalist og miljødebattør. Tilbage i 1990’erne stod han bag den danske udgave af Den grønne forbrugerguide og siden har han skrevet flere meget indignerede bøger om naturens tilstand, bl.a. Der er et yndigt land (2001).

Hans nye bog er hans hidtil største værk, en moppedreng med præcist 100 kapitler, der samlet fylder lidt over 800 sider, hvortil kommer noter, litteraturliste og registre. Bogen er disponeret i tre hoveddele: 1700-1939, 1940-1960 og 1960-2007. Og lad det være sagt med det samme: Det tabte land er et stærkt polemisk anlagt værk. Gennem hele bogen skydes der med skarpt på stort set alle, der gennem de sidste ca. 250 år har arbejdet for forbedringer af dansk landbrugsjord. Ja, det vil sige, at det særligt er de implicerede i perioden fra 1940 til 1970, der af forfatteren udpeges til de store skurke, nemlig folkene i Statens Landvindingsudvalg, i Hedeselskabet og til dels i Danmarks Naturfredningsforening.

Helt centralt i bogen er således 2. del om perioden 1940-1960 (s.206-603). Med lov om statsstøtte til landvinding af 14. november 1940 ønskede man ”fremme af produktion af korn og foder” og ”formålstjenligt arbejde til imødegåelse af arbejdsløshed”. Loven blev ifølge Kjeld Hansen til ”en national tragedie” (bl.a. s.167).

Det oprettede Statens Landvindingsudvalg kom til at køre et tæt parløb med Hedeselskabet om indvinding af ekstra landbrugsland gennem udtørring af søer, inddæmning af lave fjorde m.v., regulering af åer og flere andre typer af projekter. Kjeld Hansens fremstilling gør det klart, at der var tale om et samarbejde med ganske mange og meget triste eksempler på inhabilitet i de enkelte sager, f.eks. sammenfald mellem den projekterende og den tilsynsførende. I 1960 blev dobbeltrollerne da også af Finansministeriets revisionsdepartement stærkt kritiseret. I over 1.000 projekter gennem 20 år havde der været tale om ”urent trav” mellem Hedeselskabet og landvindingsudvalget (s.578). Først i 1970 kom der en ny lov, hvorefter der ikke længere kunne ydes lån og statsstøtte til kultivering af uopdyrkede arealer (s.719).

Bogen handler altså især om landvinding, som der i perioden 1940 til 1970 blev ydet statsstøtte til. I den forstand kunne bogen jo også have haft titlen Det vundne land, men forfatterens pointe er, at mange af disse projekter – mest kendt Skjern Å-projektet – samtidig ødelagde en masse af den oprindelige natur. Det er dog en stor mangel i bogen, at disse ”ødelæggelser” ikke klart dokumenteres, men blot nævnes en passant undervejs. F.eks. støder man på et kort over fugleforekomster ved Filsø (nordvest for Varde), hvor store dele blev tørlagt i 1940’erne (s.275; jf. kommentar s.778), men det virker tilfældigt.

Bogens sidste kapitler handler om de mange naturgenopretningsprojekter, der begyndte i det små i begyndelsen af 1970’erne, og som tog fart efter vedtagelsen af loven om naturforvaltning i maj 1989.

Allerede tilbage i 1500-tallet og 1600-tallet blev der gennemført nogle landindvindingsprojekter i Danmark. Godsejer Knud Thott på Gavnø ved Næstved lod i 1690 inddæmme 140 hektar lavvandet fjordbund og blev derved den første, der vandt land fra havet. Statsmanden, lensgreve A.G. Moltke, der i 1760 lod Møllesøen i Lille Vildmose tømme, regnes som pioneren på denne type landindvindingsprojekter. I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet kom inddæmningsprojekter på mode blandt fynske godsejere, og i Nordsjælland blev den store Søborg Sø søgt tømt i 1790’erne med mere tvivlsomt resultat til følge. Hvad Kjeld Hansen mener om disse tidlige landindvindingsprojekter, fremstår dog ikke klart.

 Det samme gælder hedeopdyrkningen. Kjeld Hansen morer sig med at gøre op med myter om Enrico Dalgas, herunder den fejlagtige opfattelse, at sentensen ”Hvad udad tabes, skal indad vindes” blev formuleret af Dalgas (den kan tilskrives digteren H.P. Holst). Desuden citerer Hansen mangt og meget fra Jeppe Aakjærs velkendte kritiske angreb på Hedeselskabet. Men nogen analyse af hedeopdyrkningens omfang og dens betydning bliver det ikke til. Den ganske væsentlige organisation Hedebruget (ikke at forveksle med Hedeselskabet) nævnes ikke i denne forbindelse. Men netop gennem Hedebruget, der blev oprettet i 1906 for at yde økonomisk støtte til de mange hedebønder, der sled hårdt med at kultivere den genstridige jord, blev hedesagen til en folkebevægelse. Det ses bl.a. i det store antal lokalafdelinger, der blev dannet over hele landet. Var disse mange tusind bønder også nogle af dem, som Kjeld Hansen kalder ”lykkeriddere, fantaster og spekulanter” (s.41)? Jeg er i hvert fald ganske sikker på, at mine egne oldeforældre, der arbejdede hårdt med at kultivere ca. 70 tdr. land i Himmerland, ikke selv regnede sig som lykkeriddere. Tværtimod. Men det lykkedes dem at bringe de stridbare hedejorder under plov, plante læbælter osv. og skabe det, der blev kaldt en ”mønstergård”, hvilket skabte et livsgrundlag for de efterfølgende generationer. En sådan indsats blev jo ydet af tusindvis af danske bønder for blot nogle generationer siden, og det ville have været velgørende, hvis Kjeld Hansen havde meldt ud: Gjorde de naturen fortræd? Skulle vi hellere som Jeppe Aakjær drømme om et Jylland dækket af hede? Skulle de som mange andre hellere være udvandret til Amerika for at skaffe sig et livsgrundlag? Kjeld Hansen er påfaldende tavs, når det gælder betydningen af forandringerne i landskabet. I forlængelse af tørlægningen af Lammefjorden i 1870’erne skriver Kjeld Hansen f.eks. kryptisk: ”Men så havde man også fået noget af Danmarks bedste landbrugsjord”. Men var det godt eller skidt? Var naturen blevet ”ødelagt”?

Det er som nævnt vådområderne, der i kraft af landvindingsloven af 1940 har Kjeld Hansens store interesse, og i den forstand har han skrevet en stor, meget spændende og meget velskreven bog om et særdeles vigtigt emne. Nogle af de store projekter, som behandles er bl.a. Filsø, Slivsø og Vest Stadil Fjord, men der er et væld af andre og takket være et godt stedregister kan konkrete projekter rundt om i landet let lokaliseres i den store bog.

Bogens styrke er afdækning af det politiske spil bag de udvalgte projekter. Mange af de behandlede sager synes ganske velunderbyggede, men som følge af forfatterens polemiske tone og udprægede tendentiøse holdning, nages man dog som læser gennem hele bogen af en konstant stille tvivl. Mange kapitler giver således anledning til, at man sidder noget tvivlende tilbage: Var det her nu en redelig fremstilling af handlingsforløbet i denne sag? Er hele sagen nu kommer frem? Forfatterens skriveform er nærmest forførende og enhver almindelig kritisk faguddannet historiker må vist klø sig selv i nakken og sætte spørgsmålstegn ved de enkelte fremstillinger, herunder kildegrundlaget.

Jeg er i hvert fald ganske forbløffet over den manglende inddragelse af en lang række arkiver, herunder især Hedeselskabets og Dansk Fiskeriforenings arkiver, der begge er afleveret til Erhvervsarkivet. Det er selvfølgelig en overordentlig stor bedrift i sig selv at gennemgå de knap 2.400 sager i Statens Landvindingsudvalgs arkiv (i Rigsarkivet) og herefter fremdrage en række sager af principiel relevans. Men efter udvælgelsen af disse, bør sagerne naturligvis krydscheckes i de forskellige arkiver; det er ikke sket.

Undervejs i bogen kommer oplysninger om antallet af sager i forskellige tidsrum dryppende. Langt inde i bogen er der dog et samlet kort over de mange arealer, der blev berørt. Disse er på et Danmarkskort markeret med rødt, mens projekter, der ikke blev realiserede, er indtegnet med grønt (s.661). Kortet burde nok være suppleret med en række detailkort, f.eks. amtskort (før 1970), så det havde været muligt at identificere de mange projekter. Men det er et ganske tankevækkende kort, som klart viser, at ganske mange og meget store projekter aldrig blev gennemførte. Det støttes fuldt ud af Kjeld Hansens gennemgang af de forskellige projekter. Gang på gang beskriver Kjeld Hansen store og mindre projekter, der ikke blev gennemført, bl.a. af hensyn til naturværdierne. I den forstand kan man jo sige, at det kunne være gået langt værre med ”ødelæggelserne”.

Forandringerne i det danske landskab gennem de sidste par hundrede år er et ganske stort og vigtigt emne. Ret beset er det et alt for stort og vigtigt emne til at overlades en enkelt polemisk forfatter. Der er mange andre forhold, end dem, der behandles i denne bog (vejnettet, lossepladser, landbrugets anvendelse af sprøjtemidler, spildevandsudledninger og meget andet), som bør analyseres i en tæt sammenhæng. Det er en kæmpe opgave, der fordrer et samarbejde mellem historikere, kulturgeografer, biologer, økonomer m.fl.