BogFeature
Tidens krav er sportens krav

– studier i kommunal idrætspolitik 1900-50

Af Poul Porskær Poulsen, Vejle Stadsarkiv

Når den odenseanske historiker Johnny Wøllekær tager udgangspunkt i, at dansk idrætspolitik bedst analyseres ’nedefra’, altså ikke som national velfærdsstrategi, der blev lagt ned over kommunerne, men helt modsat, så har han formodentlig fat i en central pointe om dansk idrætsliv – og dermed også om velfærdspolitik, som det tidligere er vist så overbevisende af Søren Kolstrup i det banebrydende værk ”Velfærdsstatens rødder” fra 1996. Og tesen om idrætspolitikken, der groede frem nedefra, får ben at gå på i Wøllekærs overbevisende analyse af dansk idrætsliv og kommunal idrætspolitik 1900-1950, og ikke mindst i gennemgangen af Odense, Århus og Aalborgs idrætspolitik i denne periode. Tre store danske provinsbyer med hver deres tilgang til problematikken, men også med mange lighedspunkter, og - måske lidt overraskende for nogle  – betydningen af bestemte mænds mere eller mindre udtalte ønske om at fremme idrætten i deres by.

Wøllekær indleder med at sætte tiden på plads. Fritidslivets eksplosion, hvoraf bl.a. fulgte en stigende interesse for at dyrke idræt og sport, den offentlige vækst og også stigende interesse i at spytte penge i fritidsbeskæftigelser som idræt, ikke mindst gennem medvirken til opbygning af idrætsanlæg – stadions til boldspil og svømning, haller til vinterens indendørs sportsgrene osv. Og væsentlig er det at understrege, at der var tale om at ’medvirke’, og sjældent igangsætte. For ideer og initiativer kom som regel fra privat hold. Fra ivrige idrætsudøvere, fremsynede foreningsformænd – og forretningsfolk, der lokalpatriotisk ofte stak både penge og arbejdskraft i at få etableret stadionanlæg o.lign. Kommunen kom som regel med, fordi der skulle stilles jord til rådighed for byggerierne, og efterhånden kom der også kommunale tilskud til.

Efter en generel og meget kompetent gennemgang af dansk idræt i by og på land i den 50-årige periode, gennemgår Wøllekær så udviklingen i de tre byer Odense, Århus og Aalborg. Odense var langt hen i perioden præget af et konservativt bystyre, hvis opfattelse var, at pengene lå bedst i borgernes lommer og ikke skulle gives ud til fx idrætsanlæg. Det var idrætten selv, der pressede på og leverede arbejdskraft og initiativ, og den socialdemokratiske opposition pressede på. Diskussionerne var mange og lange om et stadion, og inden for idrætten manglede vel også fodslag, så vi skal helt frem til 1937, før det kunne vedtages at bygge stadion og svømmehal. Det skete lige før kommunalvalget, og så var det også slut med det konservative styre – nu kunne et socialdemokratisk bystyre bryste sig af at få idrætspolitiske ting til at lykkes. ”Kommunaliseringen accelererede de følgende årtier. Det blev i stigende grad anset for en naturlig kommunal opgave at tage sig af driften af idrætsfaciliteterne, hvor der blev ansat kommunale embedsmænd til at passe og pleje anlæggene.” (s. 104)

I modsætning til i Odense var der tidligt kommunale skattekroner i idrætsbyggeriet i Århus. Det lokale idrætssamvirke var i stand til at lægge pres på bystyret, ikke mindst ved bygningen af Århus Idrætspark i 1920. ”Med opførelsen af idrætsparken var der skabt en linje, hvor de fleste lokalpolitikere opfattede byggeri af idrætsanlæg som en delvis kommunal opgave – en velfærdsøvelse i svøb, om end idrætspolitikken ikke var så veludbygget som eksempelvis den kommunale social- og sundhedspolitik. Den politisering af idrætsspørgsmål, der prægede de første årtier af 1900-tallet, blev gennem 1930’erne og 1940’erne afløst af en vis konsensus i byrådet, når idrætsanlæg var til politisk debat.” (s. 128). Men den kommunale idrætspolitik var ’passiv’ forstået på den måde, at kommunen godt nok postede penge i idrætsanlæg, men overlod styring og administration til selskabet Århus Idrætspark – dermed var det idrætten selv, der udfyldte de rammer, der blev stillet til rådighed.

Også Aalborg fik sit stadion i 1920, og det var faktisk første gang, kommunen gik aktivt ind i et idrætsbyggeri. Også her var det idrætten selv, der administrerede gennem et idrætssamvirke. Og idrætssamvirket SIFA blev afgørende for oprettelsen af en række andre idrætsanlæg i byen. ”SIFA skabte tidligt fælles fodslag i den lokale idrætsbevægelse, som blev samlet organisatorisk. Dermed blev SIFA et naturligt bindeled mellem de lokale autoriteter og byens idrætsliv. SIFA gav kampen for idrætspladser den højeste prioritet. Fra SIFA udgik de ideale fordringer til byens idrætsfaciliteter, og idrætssamvirket fik stor betydning for dannelsen af den kommunale idrætspolitik.” (s. 156-57).

Referatet her er meget summarisk, læs selv den interessante analyse af, hvordan udviklingen/kampen foregik. Det er faktisk meget spændende læsning, hvad enten man ser det gennem kommunalhistoriske eller idrætshistoriske briller. Og der bliver draget massevis af spændende konklusioner.

Det er et interessant studium, for der er ikke lavet ret mange andre i samme familie. Historien om kommunal politik og udviklingshistorie er ganske stedmoderligt behandlet, trods denne politik og histories umiddelbart meget direkte indflydelse på alle danskeres dagligdag. Vi mangler en masse studier af den kommunale administration, kommunal handlingspraksis, kommunal politik og såmænd også kommunalpolitikeres indflydelse og indsats, og man kan kun opfordre til, at det store kommunale materiale, som findes på stadsarkivernes hylder rundt i by og på land vil blive udnyttet i højere grad, og at en række problemstillinger i den kommunale administration vil finde vej til fx historiestuderendes valg af specialeemner. Det er mindst lige så inciterende som den nationale og internationale politikudviklings historie. Med Wøllekærs undersøgelse er der lagt nogle gode trædesten til i hvert fald en del af den danske kommunale historie.