BogFeature
Tollundmanden - Gaven til guderne

Mosefund fra Danmarks forhistorie.

Af Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør, Odense Bys Museer.

Man fristes til at spørge, om de danske moselig fra oldtiden snart kan levere materiale til flere bøger, for siden rigsantikvar P.V. Globs legendariske bestseller, Mosefolket, fra 1965 er der udkommet en sand strøm af populærvidenskabelige publikationer om emnet. Der er imidlertid stadig potentiale i de mystiske mosefolk, fordi de sidste årtiers tværvidenskabelige forskning har frembragt væsentlige mængder af ny viden. Christian Fischers bog om Tollundmanden er således et vigtigt bidrag til vores viden om denne fascinerende gruppe af fortidslevn, som har gjort Danmarks oldtid kendt over store dele af Verden. Ja, Tollundmanden er nok en af de mest kendte ”danskere” overhovedet, og så er han vel det eneste moselig med egen hjemmeside! (www.tollundmanden.dk). Bag denne fremragende og informative hjemmeside står Silkeborg Museum, hvis leder siden 1971 netop er arkæologen Christian Fischer.

Tollundmanden er i flot udstyr med mange illustrationer, herunder mange stemningsmættede landskabsoptagelser, og de, som altid, informative rekonstruktionstegninger af Flemming Bau. Nok så interessant er mange sort/hvide fotos fra moseligenes fremdragelse, herunder adskillige ikke tidligere publicerede billeder. Selv om nogle af disse i ordets egentlige betydning er amatøroptagelser, er de så autentiske i udtrykket, at de – sammenholdt med fortællestilen og citater fra samtidige breve og avisartikler – giver de pågældende afsnit karakter af reportage. Det, der kunne have været en kedelig sagsgennemgang, er med ret simple virkemidler gjort så levende, at anmelderen næsten følte, at han faktisk havde været med familien Højgaard i tørvegraven den majdag i 1950, hvor Tollundmanden genså dagens lys!

Reportagestilen anvendes ikke gennem hele bogen, men afløses bl.a. i oversigtskapitlet om jernaldersamfundet af nøgtern beskrivelse. Kapitlet ”Tollundmandens vandring” er nærmest skrevet i en prosaisk stil; her følger man i en tankerække Tollundmanden på en rejse i samtidens Europa. Bogen afsluttes med den irske Nobelprismodtager Seamus Heaneys’ digt ”The Tollund Man in Springtime” fra 2006, så det er en bred vifte af litterære virkemidler, der er taget i anvendelse for at få budskaberne ud. Undervejs krydres teksten med små anekdoter samt forfatterens egne oplevelser og tanker, uden at dette på noget tidspunkt virker påklistret. Stilen må således som helhed betegnes som esssayistisk og let, og dette – kombineret med det spændende tema – gør, at bogen er meget hurtigt læst.

Til en anmeldelse hører kritiske kommentarer, og nogle få kan da også knyttes til Fischers bog, så lad os få dem overstået med det samme. Deciderede fejl skal man lede grundigt for at finde: Slipshavn ligger ikke ved Korsør, men derimod på den modsatte side af Storebælt ved Nyborg (s. 179). Nok så væsentligt er det, at Gundestrup-kedlen ikke længere kan tilskrives Tollundmandens tid, altså førromersk (eller keltisk) jernalder (s. 152 + s. 173). Naturvidenskabelige dateringsmetoder har dokumenteret, at sølvkedlen først er fremstillet nogle hundrede år senere i romersk jernalder og dermed efter Kristi fødsel (jf. Acta Archaeologica Vol. 76:2 – 2005).

Grundig korrekturlæsning, som jo ikke er nogen højtprioriteret disciplin nutildags, selv på store forlags udgivelser, har tydeligvis været praktiseret på manuskriptet, for selv med tættekammen er det blot lykkedes at opspore en enkelt stave/slagfejl. Korrekturlæseren kunne dog med fordel have foreslået forfatteren en lidt mere gavmild anvendelse af punktum i nogle af de omtrent afsnitslange sætninger, der stedvis præger teksten. De kan næsten tage pusten fra læseren, når man nu er blevet suget ind i læsningen om mosens mystiske univers. Som helhed er sproget dog levende og medrivende. Når bogen nu er så hurtigt læst, irriteres man også lidt over en række gentagelser. Således sidder læseren i hvert fald ikke tilbage uden viden om, at mosevandets kemiske sammensætning kan have betydning for overleveringen af hør og nælde!

På illustrationssiden kunne oversigtskort have lettet overblikket for den ikke-jyske læser, der kan have problemer med den indbyrdes placering af de mange stednavne, der nævnes i teksten. Det kunne også have været rart med kort, der viser udbredelsen af moselig i Danmark/Europa, for selv om man kan læse herom i teksten, siger selv en vignet jo mere end mange ord. Et oversigtskort over Bjældskovdal og landskabssituationen omkring Tollundmandens findested ville også have været en hjælp. En skematisk oversigt over de moselig, som er dateret med C-14-metoden, havde ligeledes lettet læsningen. Og faktisk har forfatteren selv bragt de efterlyste illustrationer i en fagartikel i tidsskriftet Kuml fra 1979. Lidt ”saksning” herfra havde optimeret teksten og givet læseren bedre overblik.

Litteraturlisten bag i bogen er opstillet efter kriterier, som er helt ukendte for anmelderen. Den er hverken ordnet kronologisk, alfabetisk eller tematisk, men synes nærmest tilfældig i sin struktur, og det virker som om man først i sidste øjeblik er kommet i tanke om, at den burde med. Det er ærgerligt, for Fischers bog er jo så god en introduktion til moseligene og så fin en appetitvækker til at gå i dybden med andre aspekter af ældre jernalder, f.eks. asatroens oprindelse, at man let får behov for vejledning til at komme videre. Her kan man så med fordel gå til Tollundmandens hjemmeside, som har gode litteraturreferencer. Ja, og et link til hjemmesiden kunne i øvrigt passende have figureret på listen!

Et af bogens hovedbudskaber er en grundig beskrivelse af de naturvidenskabelige undersøgelser, som Tollundmanden og i et vist omfang også andre moselig har været underkastet i de sidste årtier. Under inddragelse af de nyeste analysemetoder, herunder ct-scanning og ams-datering, er man nået meget tættere på en rekonstruktion af den mand, som mellem 375-210 f.Kr. endte sit liv i en midtjysk mose. Detaljerede undersøgelser har afsløret, at Tollundmandens hjerne er meget velbevaret, og selv sammensætningen af hans sidste måltid er veldokumenteret. Det indeholdt i øvrigt lidt sphagnum, så maden var lavet af det selvsamme sure mosevand, som liget senere blev lagt ned i! En meget grundig gennemgang af det udseeende, som moseligene har i dag, viser, at de er et resultat af flere faktorer. Mange skader, der tidligere er tolket som udtryk for jernalderens grusomme voldshandlinger og ligefrem den egentlige dødsårsag, kan nu forklares som et resultat af tørvegravernes hårdhændede fremgravning. Mindst lige så væsentligt er Fischers overbevisende argumenter for, at den lodrette såvel som den vandrette bevægelse i den store svamp, som en højmose udgør, kan brække de af mosesyren skørnede knogler, deformere kroppen og fjerne spor af ledsagende genstande eller ligefrem legemsdele! Denne viden er selvfølgelig meget væsentlig at have i baghovedet, når man skal forsøge at forklare, hvad der skete i tiden umiddelbart før ligene endte i mosen. Det er jo selve grundlaget for en tolkning: Var moseligene mordofre, henrettede forbrydere eller ofrede, men respekterede mænd fra jernalderlandsbyen?

I den forbindelse er forfatterens diskussion af udstillingsetik også af stor betydning; moseligene fremkom for størstedelens vedkommende på en tid, som ikke var helt moden til fremvisning af lig i udstillinger, og det kunne influere på behandlingen af dem. Det har i nogle tilfælde kunnet give næring til fejltolkninger – som i tilfældet Windeby-pigen (s. 127ff).

Overvejelser om etik og moselig går igen flere steder, og forfatteren indvier os bl.a. i sine personlige tanker om dette emne. Det kunne man godt ønske, at danske museumsfolk gjorde lidt oftere! I denne bog er overvejelserne sat i et historisk perspektiv, fordi fokus på moseligene har ændret sig i tidens løb, først og fremmest fordi man har haft vanskeligheder med at håndtere dem rent fysisk og dernæste med at placere dem i arkæologernes genstandsfikserede univers. De første moselig blev genbegravet på fundstedet, andre overført til en kristen kirke, Ellingkvinden og andre indtørret og magasineret, mens Tollundmanden rent ud sagt blev parteret og partielt konserveret. Foreløbig er kun Grauballemanden blev konserveret in toto og fra starten betragtet som en egentlig udstillingsgenstand. Dilemmaet har været meget udpræget i forbindelse med Tollundmanden, som efter parteringen i forskellige kropsdele blev spredt på et stort antal institutioner landet over. Man kan sige, at det har været en del af Christian Fischers arbejdsmæssige livsopgave systematisk at få samlet, hvad andre så usystematisk havde adskilt. Resultatet af det tredimensionelle puslespil, der har strakt sig over årtier og over flere landsdele, kan man se i Silkeborg Museums udstilling i dag, og her kommer etiske overvejelser igen på banen. Det har ikke været muligt at opspore alle dele af Tollundmanden, mens andre dele var for ødelagte af ugunstig opbevaring i årtier til at kunne udstilles. Overvejelserne resulterede derfor i et kompromis, hvor man måtte kombinere et velbevaret, om end let skrumpet hoved og enkelte andre kropsdele med konservatorens rekonstruktioner af ligets torso. Til gengæld udgør de ikke-konserverede dele i dag et materiale, der i fremtiden kan anvendes til naturvidenskabelige analyser. Desværre synes DNA-analyser ikke at være en af disse, for moseligenes DNA er ødelagt af den mosesyre, der ellers har bevaret hud, hår, lus og indvoldsorm i 2000 år!

Netop mosens bevarende egenskaber gøres der en del ud af, og det er ikke bogens mindst interessante del. Det er først inden for de sidste årtier, man for alvor har fået et indblik i, men ikke fuld klarhed over den komplekse, kemiske organisme, som en højmose udgør. En af de ting, forskningen har afdækket, er at sphagnum, der er den mos, som højmoserne (og indholdet af byggemarkedernes plantesække!) består af, indeholder et stof ved navn sphagnan. Det forhindrer kort sat mikroorganismer og enzymer i at nedbryde det organiske væv i et lig, som anbringes i højst 4 grader varmt mosevand! Selv denne ultrakorte gennemgang giver en idé om, at der er lang vej fra en død jernaldermand til et velbevaret moselig i en museumsmontre. Mange forskellige faktorer spiller ind, og var de ikke alle til stede på samme tid, blev der ikke noget moselig. Var vandet varmere end 4 grader, eller blev liget ikke fastholdt på bunden af vandet, gik det i forrådnelse og blev til et skelet – eller forsvandt helt! Spørgsmålet er, om jernalderens mennesker havde et vist indblik i mosens bevarende egenskaber og udnyttede dem til opbevaring af mad og til ”konservering” af ofrede mennesker – eller om det er et rent tilfælde, at et fåtal af måske oprindeligt tusinder af lig er bevaret? Det ville være rart at kunne svare på disse spørgsmål, hvis vi skulle have lidt bedre fodfæste under tolkningen af moseligene.

Uden en egentlig tolkning af moseligene er de jo ikke at betragte som andet end døde menneskekroppe med de udsagn, som de kan give om jernalderens helbredstilstand, klædedragt, hår- og skægmode m.v. En af forudsætningerne for en tolkning af moseligene er nøjagtige dateringer, og her understreger Fischer, at Tollundmanden er en del af en forholdsvis homogen gruppe af nordvesteuropæiske moselig, der kan dateres til førromersk jernalder – altså århundrederne umiddelbart før Kristi fødsel. Mange af disse er nedlagt i moserne uden ledsagegenstande (f.eks. smykker eller lerkar), flere er næsten nøgne og en del er ombragt ved hængning eller strangulering som Tollundmanden selv.

En af Christian Fischers hovedteser er, at der er en linie fra denne gruppe af moselig fra førromersk jernalder til de mere end et halvt årtusinde yngre afbildninger af hængte, ofrede mennesker, som kendes fra de såkaldte guldgubber, billedsten og vævede tæpper fra sen jernalder og vikingetid. Disse billeder viser, ved vi fra skriftlige kilder, menneskeofringer i hellige træer og lunde til herskerguden Odin, som ifølge mytologien ofrede sig til sig selv netop ved hængning! Som Fischer skriver: ”Tanken om, at Tollundmanden og Ellingkvinden er hængt i hellige træer til Odin eller en gudeskikkelse, der senere i historien opstår som Odin, er udfordrende”. Hvis denne meget spændende og modige nytolkning af moseligene er korrekt, kan man altså tage Tollundmanden og hans hængte moseligsfæller til indtægt for, at der opstod en ny religion i førromersk jernalder – en slags ”protoasatro”. Som et resultat af grundigt forskningsarbejde ser det nu endelig ud til, at vi er på vej til en større forståelse af religionens udvikling i ældre jernalder, og det er utvivlsomt bogens vigtigste bidrag til den arkæologiske forskning.

Tollundmanden – Gaven til guderne kan opfattes som en sammenfatning af Fischers grundige studier af mosefolkene og deres samtid gennem mere end 30 år. Undervejs har denne forskning (foreløbig?) affødt tre meget velbesøgte og tillige prisbelønnede udstillinger: ”Ansigt til ansigt med din fortid” (1996), ”Mosens guder” (2001) og ”Ragnarok – Odins Verden” (2005). Disse udstillinger var forbilledlige eksempler på, at forskningsbaseret formidling ikke behøver være tør og støvet, men at netop resultaterne af den videnskabelige tilgang kan være med til at åbne øjnene hos både læg og lærd. Bogen Tollundmanden er en del af samme tradition, og den kan derfor, efter anmelderens mening, opfattes som et godt eksempel på, hvordan nye, videnskabelige resultater kan formidles godt, bredt og medrivende, uden at det er nødvendigt at tage udgangspunkt i den laveste fællesnævner. Når emnet er moselig, kunne en sådan tilgang ellers være den letteste. Gennem tiden har flere forfattere da også lagt fokus på de altid pirrende og tildels tabubelagte temaer, der omhyller moseligenes univers: sex, utugt, mord, død og efter nutidens normer usømmelig omgang med lig. Denne fristelse er Christian Fischer ikke faldet for, og det kan man kun prise ved at give bogen de varmeste anbefalinger.

Til indledningens spørgsmål om bogens berettigelse må man derfor svare, at siden Globs bog fra 1965 er der kommet så meget mere ”kød” på moseligene, at emnet var endnu en bog værd.