BogFeature
Tranbær Mosefund 1875-96.

Jernalderen i Nordeuropa

Af Folmer Christiansen, Vejle Museum.

Tranbær Mose er en lille mose ved Vinding sydøst for Vejle. Her blev der ved tørvegravning i den sidste fjerdedel af 1800-tallet gjort en række arkæologiske fund, hvoraf de fleste var af træ. Blandt andet blev der fundet en del brudstykker af træskjolde og spyd- eller lansestager. På grund af mosens kemiske sammensætning var jern desværre ikke bevaret. Det militære udstyr har givet anledning til, at fundet henregnes under den gruppe af jernalderfund, der kaldes krigsbytteofre, hvis mere spektakulære repræsentanter kendes fra f.eks. Nydam Mose på Als og Illerup Ådal ved Skanderborg. Bogen om Tranbær Mosefund er da også udsprunget af et igangværende forskningsprojekt om netop dette emne, involverende Moesgård Museum, Nationalmuseet og museet på Gottorp Slot i Slesvig.

Blandt arkæologer er Tranbær Mose imidlertid mest kendt for de mange dele af jernaldervogne, der blev fundet under tørvegravningen, men som ikke nødvendigvis er endt i mosen ved samme lejlighed som krigsbytteofrene. I kraft af et godt samarbejde med mange af ejerne af moselodderne fik Nationalmuseet overdraget stort set alt, hvad der blev fundet i mosen i den ca. 20-årige periode i slutningen af 1800-tallet. En egentlig arkæologisk undersøgelse begrænsede sig til en enkelt uges udgravning af Nationalmuseets udsendte medarbejder, Henry Petersen, i 1882.

Da forfatteren tidligere i flere publikationer har beskæftiget sig med oldtidens vogne og med de mange vogndele fra Tranbær Mose, er det naturligt, at det er dette tema, der dominerer i bogen. Der er fundet større og mindre dele fra op imod 10 forskellige 4-hjuls vogne. Vognene, der helt igennem har været fremstillet i træ, har formentlig været anvendt som almindelige hestetrukne arbejdsvogne. Naturvidenskabelige dateringer fortæller, at de hører hjemme i slutningen af 2. århundrede eller begyndelsen af 3. århundrede e. Kr. I bogen trækkes der paralleller til andre fund af vogndele fra både ind- og udland. Der er ganske mange fund af vogndele fra moser inden for det nuværende danske område, og bogen rundes af med nogle overvejelser om baggrunden for vogndelenes placering i mosen. På grundlag af fundomstændighederne og sammenligning med beslægtede fund konkluderer forfatteren, at vogndelene sandsynligvis er endt i mosen som led i en rituel handling.

Fundene fra Tranbær Mose er i sig selv ikke prangende, men yder et vigtigt bidrag især til belysning af jernalderens vognteknologi. Det hilses derfor velkommen, at fundet nu efter mere end 100 år bliver publiceret i sin helhed.

Bogen er illustreret med både Magnus Petersens gamle tegninger samt en række nye eller nyere tegninger, bl.a. rekonstruktionstegninger af vogne, og enkelte fotos. Derudover indeholder bogen et fyldigt tysk resumé.