|
Af Vigand
Rasmussen, lektor, cand.mag.
Polle fra Snave i bondestenalderen
I en tid hvor de kloge TV-kanaler
fylder os med fantastiske rekonstruktioner af historiske
tildragelser såsom attentatet på Hitler eller Alexander
den Stores bedrifter, hvor computeren og andre tekniske
raffinementer skaber mirakler på skærmen, så er det
herligt og befriende at se Morten Blaabjerg & Co.’s
roadmovie af en TV-dokumentarserie i fire afsnit.
Det første afsnit indledes
vidunderligt med filmholdets ihærdige forsøg på at
trænge ind i historien, in casu en jættestue på Fyn,
hvilket ikke sker uden jamren og prusten. Derefter
klippes til en vejkantscene, hvor filmholdet som en
anden omgang Charlot og Charlotte (Ole Bornedals
kultserie) prøver at tomle sig ud i historien, og min
sandten om ikke fire venlige bilister tager dem op.
Først er det arkæolog og
museumsinspektør Jørgen Jacobsen, som bringer vore helte
til Sarup-pladsen på Sydvestfyn. Det sker dog ikke uden
en del famlen rundt på de fynske veje, hvorunder bilen
også drejer ad Snave til i baghjulet på en knallert
iført mælkekasse og Polle.
Ind i mellem disse finurligheder
fortælles der på livet løs af den fremragende fynske
formidler, hvilket også er tilfældet i det næste afsnit
om slaget ved Øksnebjerg nær Assens. Her beretter
historikeren Tore Nyberg om en barsk episode i Grevens
Fejde i 1500-tallet.
Derefter foretages et spring i tid
og sted til Skamlings Banken ved Kolding, hvor
museumsinspektør Inge Adriansen fortæller livfuldt om de
store møder, der fandt sted under splitflaget.
Museumsinspektøren går så meget op i fortællingen, at
hun på et tidspunkt vil støtte sig til obelisken på
banken, men rammer ved siden af og er ved at falde helt
ud af billedet. Det sker dog heldigvis ikke, så vi kan
få historien om, hvorledes tyskerne efter 1864 sprængte
obelisken i stykker og solgte stumperne på auktion. De
blev købt af dansk sindede, gemt og sat på plads senere.
Det er ganske tankevækkende, at da Adriansen senere står
på Dybbøl Banke og fortæller om det tyske denkmal efter
1864, får vi at vide, at da det blev sprængt i luften i
1945, blev stykkerne af monumentet begravet i en
nærliggende mergelgrav med klausul på, at ingen
nogensinde måtte grave det op igen.
Den sidste fortæller er
historikeren Kurt Villads Jensen, som bringer filmholdet
til Danevirke i Slesvig, dog først efter at de har sagt
det rette kodeord. Da de ville med til vikingetiden, var
der ikke adgang til Jensens bil. Først da de siger
’middelalderen’, kommer de med. Og så fortæller Kurt
Villads Jensen ellers medrivende om krig og fred i
middelalderen med tankevækkende perspektiveringer til
vor egen tid. Filmens udgangsbøn er Jensens ord om, at
man aldrig bliver færdig med historien, idet
historikerens samfund ændrer sig hele tiden, og det
samme gør de spørgsmål der stilles til historien.
Arbejdet med fortiden er ofte en famlen i blinde, hvor
man af og til ender i blindgyder, hvilket filmene
illustrerer fint med de mange gange, der køres forkert
og det besvær, man har med at finde frem til de
historiske mål.
Mange vil nok føle sig provokerede
over, at der stort set ikke vises noget af de historiske
mindesmærker, hvor fortællerne står. Kameraet er næsten
hele tiden rettet mod personen, der formidler, hvilket
vil sige, at det i det billedmedie, som filmene er,
bliver ordet og den mundtlige fortælling, der bærer
historien, hvilket jeg synes er frækt og forfriskende.
Måtte de fire film snart dukke op
på DR 2, og gerne i prime time. Det fortjener de. |
|
|
