BogFeature
Naturens tankelæser

- En biografi om Hans Christian Ørsted

Af Poul Ulrich Jensen

Da Hans Christian Ørsted i 1797 bestod examen chemico-pharmaceuticum ved Københavns Universitet, kaldte professor J.C. Thode ham et usædvanligt lykkeligt geni, født til videnskaberne. Og apotekersønnen fra Rudkøbing var da også som 20-årig allerede godt i gang med den karriere, der blev banebrydende for den moderne fysik. Opdagelsen af elektromagnetismen i 1820 blev hans største videnskabelige triumf, men gennem et langt liv i uafbrudt aktivitet satte han desuden markante spor indenfor æstetik, filosofi, pædagogik og religion - og såmænd også blandt over 100 års skoleelever, hvis præstationer blev bedømt efter Ørsteds karakterskala. Dr. phil. Dan Ch. Christensen, der foruden disputatsen Det Moderne Projekt. Teknik og Kultur i Danmark-Norge 1750-(1814)-1850 har skrevet bøger og artikler om videnskabs-, teknologi- og idéhistorie, beskriver over godt 1200 sider både de videnskabelige bedrifter, mennesket H.C. Ørsted og hans samtid i den periode, der har fået betegnelsen Guldalderen.

I forordet rangerer D.C. Christensen H.C. Ørsted blandt de tre ypperste i dansk videnskabshistorie, i klasse med Tycho Brahe og Niels Bohr og med et livsværk, der også har afsat et enormt kildemateriale. Kort sagt en oplagt invitation til en dybtgående biografi, ikke mindst fordi H.C. Ørsted var en helstøbt person med overensstemmelse mellem overbevisning og handling. Og med en genial evne til at afkode naturlovene, som han kaldte naturens tanker. Nu er det store materiale blevet udnyttet, og værket om ”Naturens tankelæser” er på alle måder en oplevelse, også for læsere, der ikke i forvejen er hjemme i det komplicerede begrebsapparat, der kendetegnede tidens naturvidenskab.

Biografien er opdelt i afsnit, der behandler de forskellige stadier i det lange livsforløb fra fødslen i Rudkøbing i 1777 til døden i København 1851. Det første – ”Studenten” - skildrer en dreng, der ikke brugte barndommen på leg, men sammen med broderen Anders Sandøe tidligt skiftede den lokale pogeskole ud med privatundervisning og desuden gik faderen til hånde på hans apotek med tilhørende laboratorium - et første møde med naturvidenskaben. I 1794 drog de to brødre til Københavns Universitet, hvor de indledende prøver blev klaret med udmærkelse og det daglige aftensmåltid var sikret hos fasteren, farverenken madam Møller. Her traf de desuden en skuespillerelev – Adam Oehlenschläger, og det blev begyndelsen til et livslangt venskab. Anders Sandøes fremtid skulle blive juraen og H.C. Ørsteds naturvidenskaben, især fysikken, men for begges vedkommende var Immanuel Kants kritiske filosofi det omdrejningspunkt, der kom til at præge deres intellektuelle samarbejde.

Fysik og kemi var ikke med i Københavns Universitets studieplan, så H.C. Ørsted måtte gå i gang med farmaceutstudiet ved det medicinske fakultet, men havde dog også intellektuelt overskud til i 1796 at vinde guldmedalje i en prisopgave om spørgsmålet ”Hvorledes kan det prosaiske Sprog fordærves ved at komme det poetiske for nær; og hvor ere Grændserne mellem det poetiske og det prosaiske Udtryk?” Og det blev til endnu én året efter med besvarelsen af det medicinske prisspørgsmål ”Modervandets Oprindelse og Nytte”. Herefter var det de helt store spørgsmål i tidens europæiske debat indenfor naturvidenskaben, der optog ham. Med baggrund i Kants Metaphysische Anfangsgründe der Naturwissenschaft begyndte han opgøret med den herskende korpuskularteori. Ørsted kunne ikke forestille sig den fysiske verden som statiske materielle enheder, men så den som et produkt af polære kræfter i en dynamisk vekselvirkning.

Det blev i første omgang til disputatsen Grundtrækkene af Naturmetaphysiken, der indbragte ham den filosofiske doktorgrad. Der var grøde i den europæiske eksperimenterende naturvidenskab, og H.C. Ørsted drog i 1801 på en toårig udenlandsrejse, hvor han kunne suge til sig af de nyeste forskningsresultater. De forskellige hjemlige fonde, der finansierede denne dannelsesrejse, forventede en indsamling af nyttige kundskaber, der kunne give økonomisk udbytte, men H.C. Ørsted befandt sig allerede da i sin helt egen forskningsverden, hvor det gjaldt om at fremme eksperimentalfysikken og –kemien i Danmark. Det skulle vise sig, at være karakteristisk for den fremtidige indsats. Banebrydende forskning var det interessante – en praktisk udnyttelse af resultaterne overlod han gerne til andre.

Udenlandsrejsen havde gjort Ørsted til kosmopolit inspireret af de europæiske frontfigurer, der især beskæftigede sig med de elektriske fænomener, L. Galvani, A. Volta og det eksperimentelle geni J. W. Ritter. Hjemkommen til København var han til gengæld temmelig isoleret, så der lå et stort arbejde forude med at etablere sig som forsker og lærer. Idéerne skulle udbredes både ved foredrag og lærebøger. I november 1808 blev han desuden medlem af Videnskabernes Selskab, en kærkommen kollegial anerkendelse, der samtidig kunne skabe bedre fysiske rammer for både hans forelæsningsaktivitet og instrumentsamling. Desuden gav det mulighed for at påvirke selskabets udskrivning af prisopgaver, og her kunne Ørsted godt bruge en besvarelse på et centralt problem i teorien om et dynamisk system i naturen – forholdet mellem elektricitet og magnetisme. Der indkom imidlertid kun én besvarelse, indleveret anonymt og indholdsmæssigt uden brugbare resultater.

Gennem en ansættelse som professor i fysik og kemi ved Københavns Universitet kunne Ørsted gå i gang med at genoplive to fag, der stort set have været negligeret gennem de foregående 70 år, men der var ingen kolleger i hovedstaden at samarbejde med. Det frugtbare forskningsmiljø lå stadig i udlandet, og Ørsted brugte en ny udlandsrejse i 1812-13 til i Berlin og Paris at færdiggøre manuskriptet til sit hovedværk Ansicht der chemischen Naturgesetze durch die neueren Entdeckungen gewonnen – overvejelser over de kemiske naturlove på grundlag af nyere opdagelser. Bogen blev oversat til fransk, men modtagelsen var lunken og viste, at der i Napoleonskrigenes Europa var sproglige og kulturelle barrierer, der hindrede kontakten mellem naturvidenskabsforskerne. Og H.C. Ørsted var endnu ikke blevet en internationalt anerkendt kapacitet, men i 1820 kom det store gennembrud.

H.C. Ørsted holdt dette år i København adskillige forelæsningsrækker med tilhørende forsøgsdemonstrationer, og en aften i april var der opstillet et galvanisk batteri med en platintråd som leder. Også en kompasnål var fundet frem, og da platintråden blev holdt parallelt med kompasnålen, slog denne ud. Den elektriske leder opførte sig som en magnet, og den postulerede enhed af elektricitet og magnetisme var hermed bevist. Ørsted døbte sin opdagelse elektromagnetismen, og i juli skrev han den egentlige rapport om forsøget – på latin, så alle europæiske naturvidenskabsfolk kunne læse den. Experimenta circa effectum conflictus electrici in acum magneticam – Forsøg over den electriske Vexelkamps Indvirkning paa Magnetnaalen. Reaktionerne var delte, svingende fra stor skepsis til uforbeholden anerkendelse. I Danmark gik opdagelsen dog stort set ubemærket hen.

Anerkendelsen kom dog i de følgende år, hvor Ørsted tog på rejse til Tyskland, Frankrig og Storbritannien, et triumftog, der også gav stof til eftertanke. I England fik han et stærkt indtryk af naturvidenskabens betydning for fremtidens industrisamfund – hvordan kunne den få en tilsvarende rolle i Danmark? Svaret måtte være et selskab for naturlærens udbredelse, der i midten af 1820’erne så dagens lys med prins Christian Frederik som patron og H.C. Ørsted som livsvarig formand for direktionen. Han var også drivkraften bag oprettelsen af Polytechnisk Læreanstalt, men her svigtede hans ellers klare dømmekraft på et afgørende punkt. Det blev ikke en læreanstalt for folk, der skulle gå forrest i den industrielle revolution og bygge maskiner og anlæg, men mere en teoretisk skole for statsansatte administrative embedsmænd. Så det blev engelske firmaer, der dominerede bl.a. ved anlæggelsen af de første danske jernbaner.

Ørsted havde imidlertid også andre interesser end den naturvidenskabelige. I slutningen af 1828 tog han initiativet til et tværfagligt kulturtidsskrift Maanedsskrift for Litteratur og i 1831 til Dansk Ugeskrift, der var rettet mod den tiltagende politiske debat. Han blev også frontfigur i Selskab for Trykkefrihedens rette Brug og bidrog med det lange digt Luftskibet selv til tidens litterære produktion. Til gengæld havde hverken opdagelsen af elektromagnetismen eller oprettelsen af en polytekniske læreanstalt givet nogen større teknologiske gevinster, og Ørsted løb i 1840’erne ind i voldsom kritik. Den voksende løsrivelsesbevægelse i Slesvig og den stadig mere ophedede hjemlige debat frem mod Enevældens fald berøvede ham også illusionen om, at videnskaben var hævet over nationale og politiske anliggender. Det fik dog ikke Ørsted til at resignere. Han udgav i slutningen af 1849 det værk, der skulle være hans filosofiske testamente – Ånden i Naturen. Her gav han sit bud på naturforskningens relevans for æstetik, politik, pædagogik og religion.

Ørsted døde i foråret 1851 få måneder efter at have fejret sit 50 års jubilæum som universitetslærer, og selv om der efter det lykkelige år 1820 med opdagelsen af elektromagnetismen havde været kritik og skuffelser, var der mange, der tog afsked med H.C. Ørsted – Naturens store, sjældne ven, som det blev udtrykt i Carsten Hauchs koral, der blev sunget ved begravelsen. Også H.C. Andersen, der næsten var indlemmet som en søn i Ørstedfamilien, skrev et mindedigt om den dybe tænker – et Fjeld i Danmark, seet vidt om. Det var dog overladt eftertiden at konstatere, at hans naturvidenskabelige forskning banede vejen for en moderne tekniske udvikling, som ingen i hans samtid kunne ane konturerne af. Men hans store engagement som debattør af tidens store spørgsmål havde gennem et halvt århundrede gjort ham til en central person, også på andre områder end naturvidenskaben, fx ved at foregribe det moderne gennembrud. Tilskyndelsen til naturalisme og realisme i kunsten og opgøret med Statskirkens dogmer var en del af Ørsteds program årtier før Georg Brandes. 

Der er således særdeles mange aspekter i skildringen af personen H.C. Ørsted og hans livsværk, der udfoldede sig i en periode præget af store dramaer i form af krige og politiske omvæltninger. Og med et intellektuelt persongalleri, også i Danmark, som man vel ikke siden har set magen til. Det folder sig alt sammen ud i Dan Ch. Christensens store biografi, og den velskrevne tekst er suppleret med et overdådigt illustrationsmateriale, der ikke mindst rummer portrætter af stort set alle de omtalte personer, selvfølgelig ikke mindst H.C. Ørsted selv – fra Eckersbergs portræt af videnskabsmanden på karrierens højdepunkt i begyndelsen af 1820erne, til den ældre Ørsted, der lidt ængstelig har stillet op til et af de nye daguerreotypier. Biografien om H.C. Ørsted kan anbefales på det varmeste.