BogFeature
Perforating the Iron Curtain

– European Détente, Transatlantic Relations, and the Cold War, 1965-1985

Af Simon Ankjærgaard, cand.scient.soc og journalist (DJ)

Under Poul Willaumes og Odd Arne Westads kyndige redigering har forlaget Museum Tusculanum Press begået værket ”Perforating the Iron Curtain” med undertitlen ”European Détente, Transatlantic Relations, and the Cold War, 1965- 1985” . Og det er faktisk at love mere end bogens samling af essays holder, for i bund og grund handler den om det (stor)politiske spil forud for, under og efter Helsinki-konferencen i 1973. Konferencen førte til dannelsen af CSCE (det senere OSCE) og til udfærdigelsen af slutakten i 1975, der historisk set betragtes som afspændingspolitikkens kulmination (før den kolde krig i 1980’erne igen frøs til). At dét er bogens reelle omdrejningspunkt illustreres af appendikset, der er i en let og causerende stil er skrevet af Skjold G. Mellbin – Danmarks delegationsleder i Helsinki og under de opfølgende konferencer. Det er underholdende læsning, men er snarere en festtale end et seriøst akademisk bidrag.

I det store historiografiske perspektiv er der dog tale om et vigtigt værk. Ikke banebrydende eller revolutionerende, men vigtigt. Værkets forskellige kapitler smækker en kile ind i 1970’ernes stormagtsfortælling og placerer de europæiske – og særligt de vesteuropæiske – lande helt centralt i bestræbelserne på at smelte jerntæppet og at få (folkemasserne i) de to blokke til at tale sammen. Det er oplysende læsning, når blandt andre Wanda Jarzabeks analyserer de polske reaktioner på den vesttyske østpolitik, Giovanni Bernadinis afdækker den vestyske Brandt-regerings snedige politiske spil overfor USA i bestræbelserne på at få netop sin dagsorden igennem op mod og under Helsinki-konferencen, og Angela Romanos veloplagt analyserer selve formålet med europæisk samarbejde som en modpol til Sovjetunionen og USA’s mere magtbaserede politik; at opnå fred og sameksistens på kontinentet gennem global afspænding.

Som det er med værker af denne slags, er der tale om forskere, der formidler forholdsvis snævre forskningsområder, og som dermed donerer små brikker til det store og stadig ufuldstændige puslespil som fortolkningen af den kolde krig stadig er. Nogle af dem er så snævre og så forhandlingstekniske, at det kræver et særligt drive at læse. I hvert fald for nærværende anmelder. Det gælder særligt Thomas Fischers analyse af den unikke position, som de såkaldte N + N lande spillede undervejs i Helsinkiprocessen. N + N landene var de neutrale og ”non-aligned” lande, der havde et friere spillerum end NATO- og Warszawapagt-landene.

Grundlæggende er der dog tale om både saglige og veldokumenterede kapitler, der hver især bidrager fint til den store kamp om fortolkningen af historien.  En fortolkningskamp, der blandt andet indeholder spændinger og debatter om, hvem der bør krediteres for afspændingen.

Dét giver bogen flere gode bud på, men desværre med en klar overvægt til de fortolkninger, der giver de vesteuropæiske stater og civilsamfund æren for at række hånden ud mod de kommunistiske dissidenter. Pointen slås an allerede i kapitel 2 af Wilfried Loth, ”The Cold War – What It Was About and How It Ended”. Hans argument er, at CSCE- processen var en gave og et værktøj for reformkræfterne bag jerntæppet, men at undermineringen af den kommunistiske totalitarisme primært var drevet af vestlige tænketanke og civilsamfundsorganisationer. Resten af bogen byder på flere andre eksempler med samme tankegang, blandt andet i Sarah B. Snyders kapitel om det Helsinki-netværk, der spredte sig fra Vesteuropa og østover, samt i Bent Boels analyse af den franske støtte til østeuropæiske dissidenter.

Det har den konsekvens, at værket ender med at fastholde et billedet af en række reaktionære civilsamfund i øst, og dét argument trænger til at blive revideret og udviklet, selvom det er vigtigt ikke at være blind for, at reformkræfterne var underlagt de politiske og systemiske rammer, som de kommunistiske magthavere udstak. I den sammenhæng er en interessant – og i bogen velfremført – pointe, hvordan den højt besungne slutakt ved at betone enhver stats ret til selv at håndtere indenrigspolitiske problemer faktisk indeholdt et både juridisk og storpolitisk smuthul for de totalitære kræfter. Når sprækkerne i jerntæppet blev for store, forbeholdt de kommunistiske regimer sig retten til selv at slukke deres ildebrande med de metoder, de nu engang fandt passende. Polen er et ganske glimrende eksempel på, hvordan slutakten kunne fortolkes meget bredt. Det viser bidragene fra Wanda Jarzabek og Gregory F. Domber. Hvor Jarzabek fint illustrerer, hvordan Polen for at undgå at blive ladt i stikken i afspændingspolitikken i første omgang gik i mod flere andre kommunistiske stater ved at tale for nedrustning, beskriver Domber, hvordan regimet senere hen bad omverden blande sig uden om beslutningen om at indføre undtagelsestilstand med henvisning til slutaktens indbyggede respekt for interne, nationale problemstillinger.

Både Jarzabek og Domber beskriver dog Polen gennem en vesteuropæisk prisme og er dermed med til at tippe fokus vestover. En bedre balance mellem vestlig og østlig koldkrigsforskning kunne have gjort bogens samlede udtryk meget stærkere. Jeg håber, at det er på vej.