|
- An Account of the Danish
East India Company in Tranquebar, 1639-48
Udg. af Museum Tusculanum
Press
180 sider., ill., 205 kr.
Af Poul Ulrich Jensen
De danske bestræbelser
for at etablere oversøiske handelsposter i Indien først
i 1600-tallet blev i høj grad præget af farefulde sørejser,
næsten umulige eksistensbetingelser på de fjerne,
yderst beskedne handelsposter og farverige
personligheder, der alt efter moralsk habitus kunne
redde eller ødelægge det økonomisk vakkelvorne
handelskompagnis fremtidsudsigter. Willem Leyel, der var
i det Dansk Ostindiske Kompagnis tjeneste i dets tidlige
år i første halvdel af 1600-tallet, kom ud for stort
set alle de vanskeligheder, der fulgte med at drive
handel i en verdensdel, hvor englændere, hollændere,
spaniere og portugisere kappedes om vareudbuddet og de
lokale fyrsters velvilje. Asta Bredsdorff, der selv er født
i Sydindien, var i 1999 forfatter til bogen ”Willem
Leyels liv og farefulde rejse til Indien”, og det er
denne tekst, der nu med meget få ændringer er udkommet
i en engelsksproget udgave.
I begyndelsen af
1600-tallet så en hel del dristige europæiske oversøiske
handelsforetagender dagens lys. Portugiserne havde
allerede i 1498 fundet søvejen til Indien rundt om
Afrikas sydspids og åbnet for en europæisk
efterspørgsel på krydderier og andre eksotiske
specialiteter. Handelen var yderst risikabel, men
gevinsten ved et heldigt gennemført togt til gengæld særdeles
stor. Christian d. 4 fik med Ove Gjeddes ekspedition i
1618 og hjælp fra hollandske købmænd kontakt med
rajahen af Tanjore på Indiens sydøstlige kyststrækning,
så der med erhvervelsen af et lille stykke land omkring
landsbyen Tranquebar og opførelsen af fortet Dansborg
kunne komme gang i den danske ostindiske handel med
peber, indigo, bomuldsvarer og guldbroderede
silkestoffer.
Det Dansk Ostindiske
Kompagni var på grund af skibsforlis, vanskeligheder
med de lokale indiske fyrster og en kronisk mangel på
kapital næsten konstant på fallittens rand, men ikke
mindst Chr. d. 4, der ellers var i alvorlige økonomiske
vanskeligheder efter sit fatale nederlag i Trediveårskrigen,
vedblev at tro på projektet. Og han havde udset Willem
Leyel til at være manden, der kunne bringe kompagniet på
ret køl. Trods det hollandsk klingende navn var Leyel født
i Helsingør og ud af en slægt, der talte adskillige
borgmestre og andre fremtrædende embedsmænd. Selv slog
han sig på den ostindiske handel, først i hollandsk
siden i dansk tjeneste.
Willem Leyel stod ud på
sin redningsmission den 8. november 1639 som kaptajn på
skibet ”Christianshavn”, men rejsen fra København
til Tranquebar blev usædvanlig vanskelig og langvarig,
især lagde spanierne ham hindringer i vejen. Og da han
efter fire år nåede frem, ventede der et chok.
Ledelsen af kompagniets aktiviteter havde et stykke tid
været i hænderne på Berent Pessart, der i 1637 var
blevet udnævnt til guvernør. Han havde herefter med en
blanding af sort uheld og uduelighed skabt fjender og
stiftet gæld overalt langs kysten. Englænderne omtalte
den danske handel som ”a poore fainte trade, not worth
mentioning”. Berent Pessart valgte at flygte fra
ansvaret, og det blev Willem Leyels opgave at genrejse
kompagniets aktiviteter og omdømme fra dette absolutte
nulpunkt.
Fortet Dansborg var, selv
om det var anlagt kun godt 20 år tidligere, allerede i
kraftigt forfald, og indenfor murene var disciplinen i
opløsning. Særligt falder nok de to præster, Niels
Andersen Udbyneder og Christen Pedersen Storm, i øjnene.
De måtte gennem retssager, der for den ene endte med en
dødsdom, for den anden med forvisning til Ceylon. Og
vidneudsagnene om deres fremfærd i det lille samfund er
skrap læsning - de havde i det fremmede forvandlet sig
fra agtværdige sjælesørgere til voldelige
alkoholikere. Det var ikke ualmindeligt, for som Asta
Bredsdorff skriver, kendte enhver, der på den tid
opholdt sig i troperne, adskillige eksempler på gode og
ærlige folk, der simpelthen gik til grunde. Varmen
syntes at tappe al modstandskraft ud af dem, og de sank
hen i drukkenskab og ligegyldighed over for de moralske
normer, de ellers havde støttet sig til. Men meget
kunne normalt tilgives, set i lyset af den konstante
mangel på mandskab til at holde handelen i gang. Og
forbindelsen med hjemlandet var sparsom, nærmest ikke
eksisterende. Gennem de fem år, Willem Leyel havde
ledelsen i Tranquebar, kom der hverken skibe eller breve
fra Danmark. Han formåede dog at bevare optimismen og
fandt Dansborg et godt og indbringende sted, når alting
kom i ordentlig gænge, og hollænderne ikke lagde alt
for mange hindringer i vejen.
Det viste sig nu at være
fra egne rækker, de største vanskeligheder kom. Leyel
havde ind imellem i breve hjem gjort opmærksom på den
uro, der næsten altid var i det lille lukkede samfund,
og den risiko for mytteri, det medførte. Et oprør
blandt Dansborgs besætning medførte i 1648 hans
arrestation, afsættelse og hjemsendelse til Danmark med
en anklage for tilegnelse af kompagniets midler.
Beskyldningerne holdt dog ikke for en nærmere prøvelse,
men Willem Leyels tid i kompagniets tjeneste var slut,
og han døde i København i 1654, muligvis som offer for
den pestepidemi, der grasserede på dette tidspunkt.
Asta Bredsdorff har først
og fremmest benyttet den ret omfattende samling af breve
og papirer, der findes i Rigsarkivet vedrørende Willem
Leyel, og som belyser både hans mange oplevelser i det
Dansk Ostindiske Kompagnis tjeneste og de talrige besværligheder,
der ramte kompagniet i de første årtier af dets
eksistens. Det er blevet til en spændende beretning,
hvor kilderne bringer os meget tæt på personer og
begivenheder, der var ud over det sædvanlige, selv i
1600-tallets turbulente kapløb om de oversøiske
kolonier.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Asta Bredsdorff:
The Trials and
Travels of Willem Leyel - An Account of the Danish
East India Company in Tranquebar, 1639-48
Udg. af Museum
Tusculanum Press
180 sider., ill.,
205 kr.
Museum
Tusculanums
Forlag >
|
|
|
|
|
|