BogFeature
Ungarn 1956

Af Erik Ingemann Sørensen

“Der er ingen organiserede modstandsgrupper. Befolkningen har ikke nu, og vil ikke i fremtiden have, evnen til aktivt at yde modstand mod det eksisterende regime. Men det ungarske folk vil … fortsætte med at yde passiv modstand”. Det er ordlyden i en CIA-rapport fra december 1953. I dag ved vi, at det var en fejltolkning af dimensioner. Og det var ikke den eneste. Også i USSR var informationerne mangelfulde. Tilsyneladende var man ikke klar over, at Ungarn havde udviklet sig til en krudttønde. Med meget kort lunte. Tre år senere var alle blevet uhyggeligt klogere.

I forbindelse med 50 året for opstanden i Ungarn er der udgivet et betragteligt antal bøger, der, efter at arkiverne både i øst og vest er blevet åbnet, ser de dramatiske dage i 1956 i et nyt – ofte lidet flatterende – lys. Den ungarsk-fødte Victor Sebestyen (f. 1956), der i dag er lederskribent ved den britiske ”The Evening Standard”, har med denne bog ydet sit helt personlige bidrag til ”historien”. Det er fuldt bevidst, at der er sat anførselstegn. For denne bog er først og fremmest et stærkt følelsespræget partsindlæg skrevet af en journalist. Ikke af en historiker. Det er vigtigt at notere sig, at det forholder sig på denne måde. Ellers kommer man let galt af sted. For det er den engagerede privatperson, der skriver. Ikke historikeren. Om end der er et minutiøst noteapparat og en særdeles grundig litteraturliste. Selv beretter Sebestyen i indledningen: ”Jeg er vokset op med historien om 1956. Den har været en del af mig, siden min familie forlod Ungarn som flygtninge, da jeg var en lille dreng. Så langt tilbage, jeg kan huske, har jeg stillet de samme spørgsmål, som min mor stillede om den revolution, der forandrede vort liv.” Kort og godt: var det sejr eller nederlag?

Bogen falder i tre dele: ”Forspillet” på små 100 sider – ”Revolution” på ca. 150 sider samt ”Efterspil” på godt 15 sider. Hertil kommer et efterskrift på godt 10 sider.

Sebestyen begynder sin historie den 9. oktober 1944. Den dag Churchill og Stalin i Kreml indgik den såkaldte ”Procentaftale” – af Churchill kaldt ”det uartige dokument”. Bøjet over et Europakort opdelte de to Balkan i deres ønskede interesseområder. Ungarn blev 50:50. Ved Jaltakonferencen året efter cementerede stormagterne opdelingen af Europa mellem supermagterne. Resultatet? ”Efter krigen følte vi os svigtet af Vesten. Og vores fornemmelser viste sig at være rigtige.” Citatet har forfatteren fra en af bogens mange ukendte personer. Det er denne følelse af at blive svigtet, der fylder forfatterens pen. Her 50 år efter har han ikke forsonet sig med den tøvende reaktion fra vesten. Derfor bliver bogen på sæt og vis et endog særdeles glødende partsindlæg.  Fascinerende og skræmmende på samme tid.

 Hvor mange går direkte til de afsluttende, dramatiske 12 dage i 1956, så starter Sebestyen med en lang analyse af baggrunden for opstanden. Herved får man et ganske godt indblik i de mørke år før opstanden – præget som de var af den stalintro diktator, Mátyás Rákosi, der med stor omhu satsede på at gøre Ungarn til et stalinistisk mønstersamfund. Der er talrige eksempler på fejlslagen økonomisk politik. Og på den udnyttelse af Ungarns uranressourcer – en af verdens største uranminer lå her – som USSR systematisk foretog. Uden at ungarerne fik noget til gengæld. Faktisk anføres det, at dette ”urantyveri” blev et vigtigt element bag opstanden i 1956. Rákosi falder imidlertid i unåde i Moskva og erstattes i 1953 af Imre Nagy. Denne indleder, hvad han kalder ”Den nye kurs”. Men med både Rákosi og andre stalinister på sidelinien. Den gamle sovjetrussiske ”Divide et impera”. Og i 1955 bliver Ungarn medlem af WAPA.

Sebestyen redegør grundigt for problemerne med den ungarske opdeling af magten.

Først med Krutchefs  skelsættende tale ved den 20. partikongres den 25. februar 1956 – opgøret med Stalinkulten - blæser der for alvor nye vinde gennem Ungarn. Arbejderopstanden i Polen (Poznan) og urolighederne i Tjekkoslovakiet giver den ungarske befolkning håb om en anden fremtid.

Forfatterens bitterhed mod det senere så passive USA dukke op igen og igen. Men tilsyneladende har han kildemæssigt belæg, når han citerer vicepræsident Nixon for at sige: ”Det ville ikke være et ublandet onde, set fra amerikanske interessers synsvinkel, hvis den sovjetiske jernnæve igen slog til mod sovjetblokken”. Sebestyens gør heller intet forsøg på at skjule sin foragt for Eisenhower. Eller for den sags skyld den amerikanske regering og dens rådgivere i det hele taget. Et gennemgående træk bogen igennem.

Men læseren advares allerede gentagne gange om manglende objektivitet i første del af bogen. Forfatteren skriver af karsken bælg blandt andet følgende: ”Rákosi lignede dog mindst af alt en helt. Lille, fed og skaldet..” Marskal Vorosjilov karakteriseres som ”pyntesyg”. Og om en af det gamle regimes bødler hedder det: ”Han var en kæmpestor, umådelig stærk mand med topmave – uden ét hår på hovedet, men lodden alle andre steder”. (sic!) Dette kun en brøkdel af forfatterens stærkt malende sprog, der præger bogen fra først til sidst. Et sprog, der vækker læserens mistanke til forfatterens nøgterne omgang med sit kildemateriale. En gennemgang af det omfattende noteapparatur afslører da også, at der spilles med skjulte kort fra forfatterens side. Også deciderede bommerter slipper han af sted med. Da oprøret ruller gennem gaderne i Budapest, ser man et nyt flag: ”hammer og sejl var klippet ud af det ungarske flag, som symbol på friheden”. Journalistisk er det en god historie – men sandheden en ganske anden. Der var kommunistiske symboler i det ungarske flag. Men kun en hammer og en stjerne. Sejlet var erstattet af et kornaks. Bonde og arbejder. Og Ungarn som kornkammeret.

Der skrives endog særdeles tendentiøst bogen igennem. Omgang med fakta og kilder er talrige steder mere end lemfældig. Som nævnt tidligere er bogen et stærkt personligt partsindlæg – og skal absolut læses som sådan. Men derfor skal Sebestyen trods alt være vederhæftig, når han kildebearbejder. Det er ikke hans force. Så er det sagt.

Nagys nye program ”Kommunisme med et menneskeligt ansigt” blev et af startskuddene til de massive folkelige demonstrationer i Budapest – og ud over Ungarn. Og ved de store studenterdemonstrationer, hvor blandt andet de berømte 16 punkter blev fremsat gled de folkelige protester over i en ny fase. Alene det at forlange alle russiske tropper fjernet fra landet, frie valg og total fri presse skabte voldsom uro i Kreml.

Nu måtte der spilles med andre kort – bruges andre midler.

Bogens anden del, ”Revolution” er bygget op som en dag for dag redegørelse. Med sceneskift fra Budapest, over Washington og Moskva til FN-bygningen. En glimrende disposition. Fra den 23. oktober er det i realiteten sket. Der er ikke længere nogen vej tilbage. Den aften falder den berygtede Stalinstatue. Og senere løsnes de første skud. Den dag i dag er det ukendt, hvem der affyrede de første skæbnesvangre skud. Det medgiver Sebestyen. Men fortsætter: ”… næsten med sikkerhed en skydegal AVO-rekrut…” [AVO var det forhadte hemmelige statspoliti] Igen afslører forfatteren sin subjektivitet. Fordi det passer ind i hans samlede privatopfattelse af revolutionen. Som når han altid omtaler russernes ”befrielse” af Ungarn i 1945 i citationstegn.

De voldsomme dage er i hovedtrækkene velkendte. Den lille mand med få våben mod den mægtige russiske krigsmaskine. Der med sine tunge kampvogne ikke kunne klare sig mod en byguerilla. Men dog får Sebestyen lagt mange nye vinklinger ind i begivenhederne. Her slår hans force som den ”fortællende journalist” til. Afløst af indignationen mod USA: ”Dulles kom hurtigt frem med en nydelig, uforpligtende replik, som ikke ville genere russerne, ville lyde godt på ”hjemmemarkedet” og havde den karakteristiske Eisenhower-klang. ”I dette øjeblik går Amerikas hjerte ud til det ungarske folk”. Sebestyens gennemgående anklage mod USA er, at man forholdt sig passiv. Forfatteren er rimelig flink til at dykke ned i de nyåbnede koldkrigsarkiver. Men. Han nærmest laster Eisenhower for at stå midt i kampen om genvalg som præsident – og udelader stort set de papirer, der afslører, hvor nervøse amerikanerne var for den altødelæggende atomkrig – der trods alt tårnede op i horisonten med alle dens rædselsscenarier. Hertil kommer, at Suez-krisen optog FN’s sikkerhedsråd i stadigt stigende grad. Netop fordi de vestlige stormagter følte deres interesserer voldsomt truede.

De forskellige oprørsenheder havde efterhånden trængt russerne så voldsomt, at de ikke kunne komme statssikkerhedspolitiet til undsætning. Hadet mod AVO resulterede i grusomme lynchninger på åben gade - og store tab på begge sider.

Det helt alvorlige faresignal for USSR kommer, da der rundt om i Østblokkens hovedstæder udbryder demonstrationer til fordel for Ungarn. Selv den kritiske formand Mao indser nu, at situationen er ved at glide ud af kontrol. Især da Imre Nagy erklærer, at Ungarn vil forlade WAPA og erklære sig neutral.

Trods voldsomme interne diskussioner i Kreml – Mikojan var stærkt imod en invasion – beslutter Den øverste Sovjet at sætte hårdt mod hårdt. Med elitetropper og helt nye kampvogne. Og med invitationer, hvor de inviterede i stedet interneres. Krutchef foretager en rundrejse til Østblokkens statschefer. Og får opbakning til invasionen. I al hemmelighed. 

Ifølge den jugoslaviske ambassadør i Moskva, Miconovic, skulle Krutchef have sagt: ”Ungarn har to gange tidligere kæmpet sammen med Vesten mod os, og nu vil de slå deres styrker sammen med Vesten mod russerne igen.”

Da FN fortsat tøver – og har Suez-krisen øverst på dagsordenen – angriber USSR søndag den 4. november – efter at oprørernes militære helt, Pal Maleter, er lokket i fangenskab Budapest for fuld kraft. Mod denne overmagt kan ungarerne intet stille op. Også Imre Nagy lokkes i en fælde og sendes til Rumænien.

Tre dage tog det russerne at genoprette, hvad de selv kaldte ro og orden efter et fascistisk forsøg på kontrarevolution. Samme dag som invasionen startede, vedtog FN’s sikkerhedsråd langt om længe en resolution mod USSR. Med stemmerne 10 for og 1 imod. Men da var det for sent. Oprøret var kvalt i blod.

Janos Kadar var ved magten – og den 16. juni 1958 blev Imre Nagy sammen med andre fremtrædende personer fra opstanden hængt.

I ”Efterskrift” konkluderer Victor Sebestyen, at ”Russerne havde sendt en frygtelig advarsel til deres vasalstater. De var parat til at knuse ethvert tegn på opstand med hensynsløs brutalitet”. Hvilket 12 år senere blev demonstreret i Tjekkoslovakiet.

Med murens fald og Sovjetstatens ophør er alt dette fortid nu. Takket være tøbruddet kan historikere og andre nu få perioden belyst fra de mange tidligere hermetisk lukkede arkiver. Ofte til stor rædsel, da Vesten i flere tilfælde fejltolkede situationerne. (WAPA’s arkiver).

Det har Sebestyen draget stor nytte af. Men. Hans vrede – grænsende til had – over, at USA og Vesten ikke militært greb ind, skygger totalt for den nøgterne vurdering af, hvor tæt atomkrigens ragnarok var i 1956.

Det er nok her, den største indvending mod bogen må fremhæves. Den skæmmes voldsomt af forfatterens koldkrigsretorik. Har målet været at skrive historien om Ungarn 1956. Ja. Så forekommer det mislykket. Accepterer man derimod forfatterens private udgangspunkt med efterfølgende farverige – og inciterende - fortælling – ja, så er det en spændende bog, der kaster nyt lys over de dramatiske måneder. Det må læseren dog afgøre med sig selv. Hvorfor der heller ikke kan gives en entydig anbefaling. Anmelderen er ganske enkelt for usikker.

Bogen indeholder et bykort over Budapest fra 1956. Grundigt tegnet. Men alt, alt for ofte uden angivelse af de centrale steder, hvor dramaet udspillede sig. Oversigten over ”Hovedaktørerne” indeholder kun ungarere. Om end adskillige andre undervejs udnævnes til samme. Det er en decideret mangel, der gang på gang sender læseren til sine egne opslagsværker. Og citaterne er ikke altid korrekte. Væsentlige ord er udeladt. Og henvisningen til den danske oversættelse af Churchills bind om Anden Verdenskrig hænger ikke sammen.

Ideen med at anbringe kildefortegnelsen over illustrationer forrest i bogen og så anvende forfatterens følelsesladede tekster til billederne midt i bogen er med til at understrege den særlige problematik ved denne bog, hvis originaludgave udkom i England i oktober i år og allerede er oversat til flere sprog.