[sitemap]

< BogFeature

BogFeature
Historiens forvandlinger

- Historiebrug fra monumenter til oplevelsesøkonomi

Af John Rendboe

Forlaget påstår, at en hobbyhistoriker vil nyde denne bog. Og så gives et par eksempler på forfatterens Mythbuster tendenser. Jeg tror forlaget. Bogen er letlæselig, oplysende og lettere provokerende. Det bør en god bog om historie være.

Ifølge bogens bagside tegner bogen ”et samlet billede af fænomenet historiebrug og viser, hvordan historien hele tiden ændrer dig, fordi vi bruger den på nye måder.” Videre hedder det: ”Historiens forvandlinger viser, hvordan vi konstant skaber, fastholder og reformulerer historien – og dermed opbygger vores identitet. Historikerne har fået en ny opgave: De skal ikke kun kortlægge fortiden, men også undersøge historiebrugens janushoved, som peger både bagud og fremad.”

Forfatteren uddyber allerede i forordet, hvor han fortæller om en rejse til Estland i 2001, hvor han så en statue af Lenin, der havde fået hænder og pande skåret af og erstattet af glaspærer. På soklen var skrevet ”Goodbye to the twentieth century”. Det er det, Kayser Nielsen forstår ved historiens janushoved, selve statuen er fra fortiden, den bruges i nutiden, rettet mod fremtiden.

Kayser Nielsen mener, historiefaget har mistet sin uskyld, det drejer sig ikke længere om at dokumentere, forstå og forklare. Søgelyset er på brugen af historien.

Formålet med bogen er, at skrive en grundbog på universitetsniveau om historiebrug. En grundbog, som indeholder relevante begreber og teorier. Et novum på dansk, hævder forfatteren.

Tvivlen krøb ind i nærværende anmelder. Var det nyt, at historien blev (mis)brugt? Skrev Saxo med den objektive sandhed som utopisk mål?

Fluks kom der en nuancering fra forfatteren. Kayser Nielsen lægger en demokratisering, eller ”afhierarkisering” ind i historiebrugen. Fordi der ikke længere er en højkultur, som ”absolut ledestjerne for adfærd og selvforståelse” (s. 14), så er historie i dag både et fag, hvor mange andre end faghistorikere slår deres folder, og et fag der bruges i dagligdagen af stort set alle. Formidlingen har ændret sig. Det skrevne ord er ikke længere alt. Vi bruger endda historien, når vi ikke registrerer det, mener Kayser Nielsen, fx i byrummet, når vi går i det, endda når vi spiser H.C. Andersen kager – som forlagets forskræp siger.

Kayser Nielsen har helt styr på Saxo, og de andre gamle. Nej da, de var ikke objektive. De brugte i den grad historien. Faktisk må det indrømmes, at trods talrige nuanceringer, er det svært at følge forfatterens tese om, at det skulle være nyt, at historien og dens brug har mistet sin uskyld. Historikere har altid været subjektive. Surprise.

Men tilbage står indtrykket af en herlig bog, der kan bruges på mange niveauer. Betragtninger over historie mellem kulturarv og oplevelsesøkonomi, erindring og glemsel er særdeles nyttige. Sondring mellem historiebrug, museologi og historiografi bør læres udenad.

Historiens Forvandlinger er en særdeles anbefalelsesværdig på mange niveauer. For en gangs skyld må man give forlaget ret, både hobbyhistorikere og fagfolk kan få glæde af den. Ikke mindst for kulturhistorikere er den et friskt pust.

 

Del på Facebook, digg, m.m.

 

Niels Kayser Nielsen:

Historiens forvandlinger - Historiebrug fra monumenter til oplevelsesøkonomi.

Udg. af Aarhus Universitetsforlag

326 sider, 298 kr.  

Aarhus Universitetsforlag >