|
- Psykokirurgi og dansk
psykiatri 1922-1983
Af
Winnie Maria Bak
Lad det være sagt med det
samme. Hér er ikke tale om hverken hyggelæsning eller
godnatlæsning.
Alligevel er det en bog, man ikke kan komme udenom, hvis
man interesserer sig for medicinhistorie og for hvilke
behandlingsmetoder, man har anset for rimelige overfor
f.eks. åndssvage under forsorg og psykiatriske
patienter i Danmark i nyere tid.
Bogen ”Det hvide snit”
er skrevet af Jesper Vaczy Kragh, der er ph. d. i
medicinhistorie og gennem en lang årrække har arbejdet
med dansk psykiatrihistorie og ikke mindst med de
fysiske behandlingsmetoder, som vandt frem i Danmark i
begyndelsen af 1900-tallet.
Det hvide snit blev
voldsomt udbredt som anvendelse af behandling af især
skizofrene, og man kan mene om det, hvad man vil i dag,
men fakta er ifølge Kraghs undersøgelser, at det ikke
blev anset som spor kontroversielt i samtiden. Heller
ikke selvom der i patientjournaler og lægeskrifter ikke
blev lagt skjul på, at man ikke regnede med at
indgrebet ville føre til en egentlig helbredelse,
ligesom man også var fuldt ud klar over, at der var
mange bivirkninger forbundet med indgrebet.
Faktisk var der så få
kritiske røster, at selvom der tidligere havde været
en forespørgsel fra Folketingets Ombudsmand, var
det først i 1974 med en ny forespørgsel fra en ny
ombudsmand og den efterfølgende rapport i 1982, der
noterede mere omfattende skadevirkninger end hidtil
antaget, at der begyndte en egentlig afvikling af
psykokirurgien.
Det var som nævnt især
de skizofrene der blev indstillet til indgrebet, men også
en lang række andre patienter med diagnosen psykopati,
tvangsneurose samt manio-depressiv psykose kom på
operationsbordet. Og hvorfor blev de så opereret, når
nu man var fuldt ud over, at indgrebet hverken var
helbredende eller risikofrit? Dette er der forskellige
årsager til ifølge Jesper V. Kragh.
Blandt andet var der tale
om et dobbelthensyn. I indikationerne til det hvide
snit, eller Lobotomi, var det symptomer som kraftig uro,
ødelæggelsestrang og aggression, der var motivationen
for indgrebet. Man mente, at selvom der ikke var den
store chance for helbredelse, ville et ophør af denne
uro og voldsomme adfærd være så stor en gevinst for
patienten samt plejepersonalet, at dette blev vægtet
højere end risikoen ved indgrebet.
Individets frihed og patienternes udbytte var altså
ikke det eneste parameter, men dette var ikke en
holdning, psykiatrien havde patent på. Også på andre
områder som f.eks. åndssvageforsorgen var det ganske
almindelig praksis i det danske samfund på den tid, da
operationerne virkelig tog fart, at tage et større
hensyn til samfundet end til individet.
En anden faktor var, at
der ingen reel kritik var af de mange lobotomier. Det
var meget tabubelagt i datiden at have en psykisk
lidelse, og samtidigt var der ingen intern uenighed
bland lægestanden indenfor psykokirurgi. To meget
vigtige faktorer i forhold til f.eks åndssvageforsorgen
hvor der voksede kritiske forældreforeninger og støtteforeninger
frem ret tidligt i forhold til sterilisering og
kastrering af de åndssvage ud fra et samfundshensyn.
En vigtig faktor var
naturligvis også, at man ikke havde andre muligheder
for at behandle de psykiske patienter. I starten af
1900-tallet fandt man ud af, at der skete en bedring med
nogle patienter, hvis de blev podet med malaria.
Herefter fulgte chok-behandlingerne i perioden 1937 –
1942, hvor patienterne fik indsprøjtninger med insulin
eller cardiazol. Insulinbehandlingen foregik ved, at
patienterne fik indsprøjtet insulin adskillige gange,
og når de var gået helt i coma, fik de sukkervand via
en tragt og sonde gennem næsen. Der var dog ingen
af behandlingerne, der virkede særlig tilfredsstillende
overfor patientgruppen med skizofreni, og da der
allerede var blevet gjort forsøg med lobotomi-indgrebet
i andre lande, besluttede man sig for at begynde på
denne form for ”behandling” i Danmark også. Således
blev de første patienter overført til den
neurokirurgiske afdeling i København i 1939 for at få
udført det hvide snit.
I perioden fra 1939 til
1983 nåede mindst 4.500 patienter at få udført en
lobotomi – nogle fik hele to eller tre operationer. Og
dette til trods for, at det ingen helbredende effekt
havde, at de fleste patienter udviklede kraftig epilepsi
efterfølgende samt til trods for, at man stort set ikke
vidste noget om hjernekirurgi og altså i bogstaveligste
forstand famlede i blinde, når man ragede rundt i
patienternes hvide hjernesubstands.
Alt
skal naturligvis ses i samtidens rette historiografi,
men man bliver alligevel en anelse beklemt, når man læser
om de mange operationer og dette også ofte på
patienter, der udtrykkeligt havde frabedt sig
operationen. Allerværst bliver det dog, når man læser,
at operationen også blev udført på børn helt ned til
6 års-alderen. Alene på Rigshospitalet blev der i
perioden 1948 til 1958 lobotomeret mindst 20 børn under
14 år. Flere af disse børn blev udsat for det mest
radikale indgreb i form af en total lobotomi hvor hele
den hvide substands i hjernen blev overskåret, og
andre, der ikke med det samme fik denne type indgreb,
blev senere re-lobotomeret. Flere af børnene fik skader
af operationerne og af de rapporter, neurokirurgerne i
flere tilfælde fik tilsendt af patologerne ved senere dødsfald
blandt de opererede børn, fremgik det at børnene havde
haft svære følgevirkninger af det hvide snit.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Jesper Vaczy Kragh:
Det hvide snit -
Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983
Udg. af Syddansk
Universitetsforlag
475 sider, 398 kr
Syddansk
Universitetsforlag >
|
|
|
|
|
|